Jeg vil ikke blande mig i Venstres interne anliggender. Det tilkommer ikke mig.
Men jeg skal som medlem af Folketinget tage stilling til, om jeg vil stemme for eller imod at rejse en rigsretssag mod Inger Støjberg.
Jeg kommer til at stemme imod. Og det burde alle folketingsmedlemmer i den borgerlige blok gøre.
Det virker meget uklogt på mig, at Venstres formand Jakob Ellemann-Jensen på forhånd har deponeret sin vilje hos et par advokater udpeget af venstrefløjen i Folketinget, og dermed de facto har dømt Inger Støjberg på forhånd.
Hvis man er på det hold, der sætter de danske værdier højest og vil have udlændingepolitikken løst fra bunden, så overgiver man sig ikke til venstrefløjens hetz. Så kæmper man for sagen og støtter hinanden.
En politisk sag fra dag ét
Sagen mod Inger Støjberg har været politisk fra dag ét. Venstrefløjen skulle efter valget i 2019 have en luns af Socialdemokratiet på udlændingeområdet for at støtte Mette Frederiksen.
Hun gav dem en symbolsk indrømmelse i form af en kommissionsundersøgelse af en på det tidspunkt tre et halvt år gammel sag om en pressemeddelelse fra Inger Støjberg, som embedsmændene i Udlændingestyrelsen tog mere bogstaveligt, end den var ment.
På det tidspunkt i sommeren 2019 var sagen allerede gennemtygget af Folketingets Ombudsmand, og hans rapport var taget til efterretning af Folketinget.
Venstre, Det Konservative Folkeparti, DF og LA fandt ikke, at rapporten fra Ombudsmanden gav anledning til at gøre mere ved sagen.
Ingen af de borgerlige partiet så nogen som helst grund til at kritisere for slet ikke at tale om at retsforfølge Inger Støjberg.
Selv Socialdemokratiet krævede indsats mod barnebrude
Inger Støjberg havde forsøgt at adskille de ældre mænd fra deres mindreårige brude – helt i overensstemmelse med ønsket fra et bredt flertal i Folketinget.
Som du kan se her på et FB-opslag fra Dan Jørgensen fra januar 2016, så var Socialdemokratiet helt fremme i skoen, da sagen kom frem, og krævede, at Inger Støjberg greb ind med det samme og beskyttede barnebrudene mod overlast.
Jeg vil ikke have mellemøstlige tilstande i Danmark. Heller ikke på asylcentrene. Og det sidste var der faktisk et bredt flertal i Folketinget, der var enige i tilbage i 2016, da sagen kom frem.
Men det var til venstrefløjens og Radikale Venstres store fortrydelse. Deres politiske, multi-kulturelle projekt med Danmark var og er vigtigere end hensynet til mindreårige pigers ve og vel.
På utallige samråd og møder forsvarede venstrefløjen de ældre muslimske mænds rettigheder – og blæste barnebrudene et langt stykke.
Da Mette Frederiksen efter valget blev afhængig af venstrefløjen og Radikale Venstre, fik sagen nyt liv.
Flertallet var skiftet, og Morten Østergaard, Pia Olsen Dyhr og Pernille Skipper dikterede heksejagt på Inger Støjberg.
Heldigvis holdt de borgerlige partier fast i det ret fornuftige synspunkt, at der ikke var nogen som helst saglig grund til at bruge et tocifret millionbeløb på en kommissionsundersøgelse, og de afviste alle at medvirke.
Det kan man læse i den mindretalsudtalelse, som de borgerlige partier var enige om i efteråret 2019, da det blev besluttet i et udvalg i Folketinget at sætte kommissionsundersøgelsen i gang.
Hvad er der sket siden?
Den såkaldte instrukskommission har afleveret sin rapport. Det er en diger sag på mange sider og med mange lange bilag.
Rapporten indeholder kritik af Inger Støjberg. Det er jeg med på, og den kritik bør Folketinget forholde sig til.
Men rapporten indeholder ret beset blot den samme kritik, som Ombudsmanden rejste i sin tid før valget i 2019. Kommissionsrapporten indeholder ingen nye anklager eller påviser andre brud på reglerne end dem, vi kendte i forvejen.
Tværtimod.
1. Kommissionsundersøgelsen har bragt et ministernotat frem i lyset, som klart fortæller, at embedsfolket skulle administrere efter lovens bogstav.
2. Ingen af de afhørte embedsfolk har udtalt, at Inger Støjberg har givet dem instruks om at bryde reglerne.
Kommissionsrapporten svækker en sag mod Inger Støjberg, og hun ville efter min bedste overbevisning blive frikendt, hvis det ulykkelige skulle ske og Venstre og Socialdemokratiet enes om at føre sagen for en rigsret
.
Hvis man fra 2016 til 2019 – som alle de borgerlige partier var enige om, før Instrukskommissionens rapport – mente, at der intet grundlag var for en sag mod Inger Støjberg, kan man ikke med troværdighed mene noget andet i dag.
Hvis man på baggrund af kommissionsrapporten skifter holdning og nu vil anlægge rigsretssag, er man faldet for venstrefløjens politisk hetz. Det vil være hyklerisk.
Hvad skal kritiseres?
Inger Støjberg skal have kritik på to punkter.
1. Folketinget fik ikke tilstrækkeligt tydeligt en forklaring fra Inger Støjberg om, hvordan sagerne med barnebrude blev behandlet i Udlændingestyrelsen.
2. Pressemeddelelsen i sin ordlyd var ikke inden for skiven i forhold til, hvordan forvaltningen skulle håndtere sagerne med barnebrudene ude på modtagecentrene.
Jeg mener, at begge forhold er kritisable, og hvis jeg havde siddet i Folketinget dengang i 2016, ville jeg have kritiseret regeringen og krævet rene linjer.
Jeg ville have forlangt de nødvendige lovændringer og forbehold for de konventioner, som åbenbart forsvarer pædofile mænds rettigheder overfor mindreårige piger i deres varetægt.
Men at føre en rigsretssag mod en minister for disse to kritikpunktet vil være at skyde gråspurve med kanoner.
Rigsret ude af proportioner
Jeg er med på, at lov er lov, og lov skal holdes. Der gælder ikke særlige regler for ministre. De skal også overholde loven.
Men vi har i dansk ret et princip om proportionalitet. Ikke alle lovbrud sanktioneres på samme vis.
En rigsret er dommedagsvåbnet i politik. Det bliver kun brugt i helt særlige tilfælde, og det trækker spor i årtier gennem historien.
Tamilsagen taler man stadigvæk om, selvom den snart er kommet på 30 års afstand.
Når vi som medlemmer af Folketinget skal tage stilling til, hvilken konsekvens det skal have for en minister at bryde reglerne for forvaltning eller samarbejde med Folketinget, har vi flere muligheder.
Man bruger ikke dommedagsvåbnet hver gang. Og denne sag er ikke i nærheden af at kunne retfærdiggøre det helt tunge skyts.
Folketinget kan udtrykke sin kritik i en redegørelse. Det kaldes en næse. Et flertal kan også vælge at udtrykke mistillid til en minister, som så må gå af.
Jeg mener højst, vi i denne sag kan træde op på første trin af stigen – udtrykke kritikken, altså give Støjberg en næse.
Mange hilsner
Pernille Vermund
