På lørdag holder vi årsmøde i Nye Borgerlige.
Jeg skal holde tale, og jeg vil – igen – kritisere regeringen og såmænd også de andre politikere for ikke at ville løse udlændingepolitikken fra bunden.
Man lukker de forkerte mennesker ind i vores land. Et asylstop vil være både det mest humane og det bedste for Danmark.
Man nægter at sende de kriminelle udlændinge ud konsekvent og efter første dom.
Og danskerne tvinges til år efter år at betale til, at indvandrere fra de muslimske lande kan hæve kontanthjælp, mens de lever deres liv efter mellemøstlige værdier i deres lukkede paralleløkonomier og –samfund.
Udlændingepolitikken er på alle måder landsskadelig
For samtidig med, at migranter fra de muslimske lande fortsat får lov til at strømme ind, har politikerne opbygget et vanvittigt system af regler, som smider de gode ud.
I dag kan vi læse i Ekstra Bladet, at en michelin-kok fra Filippinerne er blevet udvist.
Han forsørger sig selv. Han er ikke kriminel. Så hvad er problemet?
Jo, han er såmænd for dygtig. Han er så dygtig, at han har arbejdet på michelin-restauranter.
I dag arbejder han på at rykke en anden restaurant frem i det gastronomiske univers, og sammen med sine kolleger kæmper de for, at de om få år vil kunne få en stjerne i den eftertragtede guide fra Michelin.
Men det får Styrelsen for International Rekruttering og Integration til at konkludere, at han ikke opfylder kravene til at beholde sin opholdstilladelse i Danmark.
Fordi hans nuværende arbejdsplads endnu ikke har opnået michelin-status, er han overkvalificeret til jobbet.
Det er tåbeligt. Men det er netop kendetegnet ved den danske udlændingelovgivning. Den er tåbelig hele vejen igennem.
I stedet for at løse de reelle problemer og stoppe for at tildele asyl i Danmark, smide de kriminelle ud og kræve at resten forsørger sig selv, har politikerne gennem årtier syet lap på lap på reglerne.
Afgørelserne bliver groteske
For kort tid siden fik to udlændinge en dom for sammen at have voldtaget en 14årig pige. Kun den ene blev ikke udvist. Den anden fik blot en advarsel.
Men en gourmetkok med arbejde, kvalifikationer og drive, han får inddraget sin opholdstilladelse.
Det giver absolut ingen mening.
Nye Borgerlige er sat i verden for at passe på Danmark.
Det er også at passe på Danmark, at vi giver plads og rum til, at dygtige og flittige udlændinge kan bidrage positivt – både med deres arbejdsindsats, med innovation og gode ideer.
Kærlig hilsen
Pernille
Fakta:
Du kan læse mere om de begrænsninger, der stilles op for dygtige udlændinge her: https://www.nyidanmark.dk/da/Du-vil-ans%C3%B8ge/Arbejde/S%C3%A6rlige-individuelle-kvalifikationer