Hvis man er kronisk syg, fattig fra et fattigt land og søger asyl i Danmark, har man krav på livsvarigt ophold, offentlig forsørgelse og gratis behandling for sin sygdom uanset, hvor man kommer fra.
Uanset om ens asylsag er tyndere end en anorektisk topmodel, og uanset om man er kommet lovligt eller ulovligt ind i landet, kan man ikke sendes ud.
Det ville falde inden for definitionen af tortur i Menneskerettighedskonventionens artikel 3, hvis man ikke i sit hjemland har adgang til samme gode medicin, som danskerne betaler til over skatten.
Det har nogle af de 47 dommere ved den europæiske menneskerettighedsdomstol i Strasbourg besluttet.
Det er sygt. Konventionen er syg. Domstolen er syg.
Det er fuldstændig absurd, at en artikel på to linjer i Menneskerettighedskonvention som siger: ”Ingen må underkastes tortur og ej heller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf”, kan fortolkes til, at en alvorligt syg fra et fattigt land har ret til ophold, forsørgelse og behandling på livstid i Danmark.
Det skriger til himlen i sin tåbelighed og falder så langt uden for skiven, at eventuelle argumenter og præmisser for dommen drukner i dumhedens hav.
Det kan vi ikke finde os i. Det skal vi ikke finde os i. Danskerne skal ikke tvinges til at opføre sig som tåber, fordi 47 dommere i Strasbourg har valgt at drukne fornuften i dumhed.
Politikerne har ansvaret
Integrationsminister Inger Støjberg er bundet på hænder og fødder. Hun må makke ret. Hendes parti og regering har besluttet sig for, at konventionerne skal der ikke røres ved. Det bakkes hun og Venstre op i af et flertal i Folketinget.
Det er på tide at sætte dem stolen for døren. Det går ikke længere.
Dommerne i Strasbourg afsiger mere end 1.000 domme om året, som griber direkte ind i den måde, vi har valgt at indrette vores samfund på. Helt uden for demokratisk rækkevidde.
Ingen danske politikere bliver spurgt. Danskerne har ingen mulighed for at give deres utilfredshed til kende på stemmesedlen, for uanset, hvem man stemmer på, så er det kun de 47 dommere i Strasbourg, der bestemmer reglerne.
Og når de begynder at uddele rettigheder til dansk velfærd til alle klodens snart otte milliarder mennesker, er de gået alt, alt for vidt.
Tiden er kommet til at trække fornuften op fra bunden af dumhedens hav. Tiden er kommet til at danskerne skal sige fra.
Konventionen truer det nationale værdifællesskab
I Danmark betaler vi en høj skat. Vi betaler ret meget for at sikre hinanden fri og lige adgang til sundhed. Vi kan brokke os over ineffektivitet og bureaukrati i sundhedsvæsenet. Og det skal vi, for vi får ikke nok kvalitet for pengene.
Men at fri og lige adgang til sundhed er en grundpille i det danske nationale værdifællesskab, er der nok tæt på 100 procents enighed om blandt danskerne.
Vi betaler gerne for, at vores landsmænd og -kvinder kan blive behandlet og blive raske. Vi sætter pris på den tryghed, det giver for os selv og vores nærmeste, at alvorlig sygdom ikke fører til fallit og stor gæld i familien.
Det ønsker ingen i Danmark at ændre på. Tværtimod er der bred enighed om, at vi gerne vil betale mere i fremtiden for nye behandlingsformer, ny medicin, bedre faciliteter og dygtigere specialister.
Den villighed til at betale så meget til fællesskabet er værdifuld for et samfund som vores, men villigheden kommer ikke ud af det blå.
Villigheden til at betale meget af vores skat til et fælles sundhedsvæsen bygger på tillid mellem danskerne. En tillid, der har sin rod i et nationalt værdifællesskab.
Det har dommerne i Strasbourg ikke øje for. Det har EU-bureaukraterne heller ikke. Venstrefløjen tror fejlagtigt, at solidaritet er global. Det er den ikke.
Solidariteten mellem danskerne er national og går begge veje. Vi kan ikke være solidariske med nogen, der ikke er det med os. Uden et nationalt værdifællesskab er der ingen tillid og uden tillid ingen solidaritet.
Domstolen i Strasbourg og bureaukraterne i EU tror, at regler og love kan erstatte tilliden, kan erstatte solidariteten og dermed overflødiggøre det nationale værdifællesskab og sætte et universelt fællesskab i stedet.
Vi skal vinde demokratiet tilbage
For det første tager de fejl. Deres koordinerede forsøg på at underminere folkenes selvbestemmelsesret er dømt til fejle, for når lovene bliver for mange, reglerne for indviklede og dommene uforståelige, holder demokratiet op med at fungere, og den totalitære stat stikker sit grimme fjæs frem.
For det andet vil Europas befolkninger ikke finde sig i det i længden. Jeg vil ikke. Jeg har for længst fået nok og siger entydigt fra over for angrebet på de værdier, jeg bygger min tilværelse på som dansker, som frit menneske og som ansvarlig forælder for de børn, jeg lader vokse op i vores land.
For frihed og fædreland
Pernille Vermund
