Jeg var til endnu en EU-debat forleden. Ja-siden har ingen argumenter.
1.
Husk på, at vi kan altid afskaffe forbeholdet, men har vi først afskaffet det, kan vi ikke få det igen. Derfor må der være en presserende grund til, at det er vigtigt at afskaffe det netop nu. Hvis der er en, der anbefaler dig at stemme ja, så spørg, hvad denne grund er. Hvis du ikke kan få et mere konkret svar end, at “vi skal stå sammen” og “det er en ny tid”, så ved du, at der er ugler i mosen.
2.
Ja-siden sagde i debatten, at vi roligt kan afskaffe forbeholdet, fordi vi ved, hvad vi får. Sandheden er, at ingen ANER, hvad forsvarssamarbejdet vil udvikle sig til. Men eftersom det er EU, vil stærke kræfter presse vedholdende på for, at det skal blive så omfattende som muligt. Der er en meget stærk grund til at fastholde forbeholdet.
3.
Bemærk at ja-siden taler meget om, hvad det IKKE handler om. Der kommer ingen EU-hær. Vi kan altid sige nej osv. Men de taler ikke så meget om, hvad det SÅ handler om. Hvilke af EU’s aktuelle missioner er det, som de mener, vi burde være med i? Den i Somalia? Den i Mozambique? Den Centralafrikanske Republik..?
4.
Apropos EU-hæren. Merkel har talt varm for en EU-hær. Macron har talt varmt for en EU-hær. Juncker har talt varmt for en EU-hær. Tyskland, Frankrig og Kommissionen. Det er stærke kræfter i EU. Men vi kan forstå på ja-siden, at hvis vi afskaffer forbeholdet, tager Danmark ned og nedlægger veto. Hvem tror dog på det? Og ja, der er rigtigt, at EU ikke kan tvangsudskrive danske tropper, ligesom Nato ikke kan, det kan kun det danske folketing. Men I kan være forvissede om, at hvis den danske befolkning fjerner forbeholdet, vil folketinget gøre det. Hvorfor ellers afskaffe det? Og hvorfor tro at der ikke vil blive lagt pres på Danmark for at gøre det?
5.
EU-forbeholdet har intet med Ukrainekrigen at gøre. Folkeafstemningen er udskrevet pga. Ukrainekrigen, men har intet med den at gøre. Ja-siden vil gerne lave koblingen, og senest har jeg hørt argumentet, at vi risikerer ikke at kunne være med i en fredsbevarende EU-mission i Ukraine, når krigen er slut. Hør nu her: der kommer ALDRIG en fredsbevarende EU-mission i Ukraine. EU har stillet sig entydigt på Ukraines side, og tak for det, men det betyder, at der naturligvis aldrig vil kunne komme en fredsbevarende styrke i EU-regi. Så det argument holder heller ikke.
Der er mange andre grunde til at stemme nej. Jeg skal gerne skrive flere frem mod afstemningen.