Debatten om forsvarsforbeholdet har raset længe, og jeg kan godt forstå, hvis man har mistet overblikket over argumenterne. Så for mine følgeres skyld har jeg her samlet mine egne 10 bedste argumenter for at stemme NEJ i morgen.

 

1.

Husk på, at vi kan altid afskaffe forbeholdet. Men har vi først afskaffet det, kan vi ikke få det igen. Derfor bør der være en presserende grund til, at det er vigtigt at afskaffe det netop nu. Jeg har stadig til gode at høre sådan en.

2.

Sandheden er, at ingen ANER, hvad forsvarssamarbejdet vil udvikle sig til. Men eftersom det er EU, vil stærke kræfter presse vedholdende på for, at det skal blive så omfattende som muligt. Der er en meget stærk grund til at fastholde forbeholdet.

3.

Bemærk, at ja-siden taler meget om, hvad det IKKE handler om: ”Der kommer ingen EU-hær”, ”vi kan altid sige nej” osv. Men de taler ikke så meget om, hvad det SÅ handler om. Hvilke af EU’s aktuelle missioner er det, som de mener, vi burde være med i? Den i Somalia? Den i Mozambique? Den Centralafrikanske Republik..?

4.

Merkel har talt varm for en EU-hær. Macron har talt varmt for en EU-hær. Juncker har talt varmt for en EU-hær. Tyskland, Frankrig og Kommissionen. Det er stærke kræfter i EU. Men vi kan forstå på ja-siden, at hvis vi afskaffer forbeholdet, tager Danmark ned og nedlægger veto. Hvem tror dog på det?

5.

EU-forbeholdet har intet med Ukrainekrigen at gøre. Ja-siden vil gerne lave koblingen, og senest har jeg hørt argumentet, at vi risikerer ikke at kunne være med i en fredsbevarende EU-mission i Ukraine, når krigen er slut. Hør nu her: Der kommer ALDRIG en fredsbevarende EU-mission i Ukraine. EU har stillet sig entydigt på Ukraines side, og tak for det, men det betyder, at der naturligvis aldrig vil kunne komme en fredsbevarende styrke i EU-regi.

6.

Det er kun USA og Nato, som kan give Danmark en sikkerhedsgaranti. Sådan har det været siden Natos oprettelse, og det er det stadig. Derfor er Natos generalsekretær Jens Stoltenberg også stærk modstander af en EU-hær. En sådan hær skaber koordinationsproblemer i Nato, fordi der i så fald opstår to parallelle forsvarsinstitutioner, som ikke nødvendigvis samarbejder.

7.

Nato og USA er og bliver Danmarks sikkerhedsgaranter. Hvis Danmark skal deltage og EU-landene faktisk kan blive enige om finansieringen, så skal Danmark også betale. På finansloven er der afsat så og så mange penge til forsvarsbudgettet. De penge, som vil skulle betale for deltagelsen i en ineffektiv EU-hær, går ud over Danmarks forsvar i Nato. Ønsker danskerne virkelig, at Nato bliver svækket?

8.

Danmarks deltagelse i en EU-hær vil aldrig give danskerne nogen form for tryghed og sikkerhed. I EU er man blevet enige om såkaldt udrykningsstyrke på 5000 mand. Hvordan skal den kunne yde Danmark nogen form for sikkerhed, frihed og tryghed? Den har absolut ingen afskrækkende effekt.

9.

Ja-siden skylder at fortælle befolkningen, hvor den udrykningsstyrke skal indsættes. Så længe vi er medlem af Nato, kan den i hvert fald ikke indsættes i Europa, eftersom snart 32 ud 35 europæiske lande er medlemmer af Nato-samarbejdet. Nato opererer endvidere i Mellemøsten, så det må nødvendigvis blive i Afrika. Ønsker danskerne det?

Det kommer sikkert til at ske i nogle af de tidligere franske kolonier i Nordafrika. Frankrig er nemlig præcis det EU-land, som står bag ideen om fælles sikkerhedspolitik. Den blev født i Maastricht-forhandlingerne i 1991. Frankrig accepterede en fælles mønt imod at Tyskland opfyldte Frankrigs ønske om en fællessikkerhedspolitik og dermed en europæisk hær. Fordi Frankrig aldrig har brudt sig om USA’s lederskab i Nato.

10.

Endelig er der det sædvanlige argument om, at Danmark kan få en plads ved bordet og få indflydelse. Den sang har vi hørt lige siden folkeafstemningen i 1972. Nej, Danmark får ingen, og har aldrig fået indflydelse, når der skal træffes store og vigtige beslutninger i EU. Og Danmark nedlægger ikke veto. Det er aldrig sket.

Så derfor: Stem NEJ 1. juni!