Tusind tak! Det er det første, jeg gerne vil sige.

Til de knap 130.000 danskere, der stemte på Nye Borgerlige. Til de kandidater, der har stillet op og kæmpet. Til de medlemmer og frivillige, der har hjulpet på gader og stræder i valgkampen. Til de, der engagerer sig og deler ting på de sociale medier.

I er alle med til at styrke Nye Borgerlige og sprede vores gode, borgerlige budskaber ud til flest mulige danskere.

Velkommen til Kim og Mikkel

Vi skabte historie i 2019, da vi kom i Folketinget. Det var ikke sket siden 1987, at et parti – uden medlemmer af Folketinget – opnåede valg i første forsøg. Mange partier er ved dette valg gået tilbage. Men vi er gået frem. Fra fire til seks mandater. Det er en bedrift i sig selv.

Vi fire siddende folketingsmedlemmer er blevet genvalgt, og vi får selskab af Kim Edberg og Mikkel Bjørn, der er blevet valgt i henholdsvis Nordjyllands Storkreds og Fyns Storkreds.

Kim kender jeg som en meget jovial, humoristisk og dygtig mand. En nordjyde med stort N, der blandt andet på forbilledligvis kæmper for bedre forhold for de ældre og de socialt udsatte. Mikkel er vores tidligere mangeårige landsformand for Nye Borgerliges Ungdom. En ambitiøs og sympatisk ung mand. En værdikriger med stort V.

Jeg glæder mig til samarbejdet med dem begge i folketingsgruppen. Vi vil fortsat kæmpe konstruktivt for at trække Danmark i en klart mere borgerlig retning og gøre danskerne rigere og friere.

Mudret billede

Desværre er der ikke blåt flertal i Folketinget, som det ser ud nu. Sådan er det. Danskerne har talt, og valgresultatet er altid det rigtige. Jeg hæfter mig ved, at der heller ikke er det rene røde flertal uden nordatlantiske mandater som i 2019. Og Radikale Venstre har indtil videre sagt, at de ikke vil en ren rød regering. Det er positivt, at de røde partier faktisk samlet set er blevet svækket. Og der er heller ikke flertal for Lars Løkkes ’forandring fra midten’.

Jeg tør ikke spå om, hvad der sker i de kommende uger og måske måneder. Men jeg og Nye Borgerlige kommer til at gøre alt for, at vi undgår Mette Frederiksen ved magten.

For hvis Mette Frederiksen sætter sig i Statsministeriet, vil der blandt andet ikke være flertal for at gå videre med minkskandalen. Så forældes sagen, og Mette Frederiksen vil desværre ikke kunne stilles til ansvar.

Nogle af nøglerne til et blåt flertal er, at Lars Løkke dropper sin røde flirt, og at Radikale Venstre melder sig ind i den blå blok. Selvfølgelig ikke for enhver pris. De må erkende, at det er dem, der på udlændingepolitikken har de skæve holdninger. At et stort flertal af danskerne ikke deler deres udlændingepolitik.

Jeg har hørt fra dem begge i valgkampen, at udlændingepolitikken på nogle områder er skør, og at vi ikke skal fortsætte med mere af det samme. Det er en holdning, vi deler. Jeg er ikke naiv, men de skal da tryktestes på, om de reelt mener, at lappeløsninger skal høre fortiden til.

Danmark skal være et attraktivt land for tilpasningsdygtige udlændinge, der kommer for at arbejde. Men de udlændinge, som ikke ønsker at tilpasse sig livet her på vores værdier og ikke evner at forsørge sig selv, skal vi ikke lukke ind. Og de kriminelle udlændinge skal vi skille os af med resolut og konsekvent.

En tur på Amalienborg og Marienborg

I går var der dronningerunde, og jeg besøgte Hendes Majestæt Dronningen. Her gjorde jeg det klart, at Nye Borgerlige peger på lederen af det største borgerlige parti som kongelig undersøger med henblik på at lede forhandlinger om dannelsen af en borgerlig regering.

Det betyder ikke, at vi peger på Jakob Ellemann-Jensen som statsminister uden at have krav. Der er nemlig forskel på at være kongelig undersøger og statsminister. Desværre er der her i første omgang flertal for, at det er Mette Frederiksen, der skal afsøge mulighederne for at danne en bred regering over midten.

En sådan regering, der ikke tør tage nogle tæsk, hvor man lukker sig om sig selv og intet mener, vil i min optik ikke være god for Danmark. I morgen er jeg blevet inviteret til Marienborg, hvor jeg vil fortælle Mette Frederiksen, hvad vi i Nye Borgerlige mener, at en kommende regering skal gøre.

Det er helt afgørende, at vi får løst udlændingepolitikken fra bunden. At vi får sikret, at politikerne bestemmer mindre, og at danskerne bestemmer meget mere selv – også over flere af deres egne penge. Intet af det rimer på en magtfuldkommen Mette Frederiksen, og derfor skal hun væk fra magten.