Nye Borgerlige har tre ufravigelige krav til en kommende statsminister, som vil danne regering med vores støtte:

  • Totalt asylstop. Flygtninge skal udelukkende hjælpes i nærområderne.
  • Kriminelle udlændinge skal udvises konsekvent efter første dom.
  • Udlændinge skal forsørge sig selv. Retten til offentlig forsørgelse skal knyttes til det danske statsborgerskab.

Vi er blevet kritiseret meget for disse krav. Det er ikke så meget indholdet af kravene, der kritiseres. I stedet siges det, at det ikke kan lade sig gøre at gennemføre dem. Det passer ikke.

Totalt asylstop:
Næsten alle de såkaldte flygtninge, som søger asyl i Danmark, er ikke flygtninge. En flygtning skal i henhold til Flygtningekonventionen søge asyl i det første sikre land, han ankommer til.

Vælger han at rejse videre, er han ikke længere flygtning, men migrant. Vi har derfor ikke nogen pligt til at lade asylansøgere rejse ind fra eksempelvis Tyskland. De kan afvises ved grænsen. Tyskland er et sikkert land, og ønsker migranterne at søge asyl, må de gøre det der.

Hvis vi bevogtede vores grænser og afviste migranterne, ville der stort set ikke komme nogen asylansøgere til landet. Danmark kunne afvise næsten alle asylansøgere, selvom vi er med i Flygtningekonventionen. Men det vil de nuværende politikere ikke.

De eneste asylansøgere, der har krav på at få deres sag behandlet, er folk som kommer direkte fra det land, som de mener sig truede i, og det er der praktisk taget ingen af de asylansøgere, som kommer til Danmark, der gør.

I Nye Borgerlige vil vi dog have tallet ned på nul, og derfor ønsker vi at udtræde af Flygtningekonventionen, så heller ikke disse asylansøgere har krav på at få deres sag behandlet i Danmark.

Udvisning af kriminelle udlændinge:
Når vi lader selv dybt kriminelle udlændinge fortsætte med at bo i Danmark fremfor at udvise dem, sker det med henvisning til Menneskerettighedskonventionen og Menneskerettighedsdomstolen. V

i har dog ikke pligt til at følge Menneskerettighedsdomstolens afgørelser. Det er noget, Danmark har valgt at gøre. Vi kan skrive Menneskerettighedskonventionen ud af dansk lovgivning, og i stedet indskrive i lovgivningen, at dansk lov står over Menneskerettighedsdomstolens afgørelser.

Så kunne vi udvise alle kriminelle udlændinge. Men det vil de nuværende politikere ikke.

Udlændinge skal forsørge sig selv:
Det påstås, at det skulle være grundlovsstridigt at kræve, at udlændinge skal forsørge sig selv. Det passer ikke.

Der står i Grundloven, at mennesker i Danmark har ret til understøttelse, hvis ikke de kan forsørge sig selv. Men vi vil fratage disse udlændinge deres opholdstilladelse, og udlændinge uden opholdstilladelse må ikke opholde sig i Danmark, og derfor skal Danmark naturligvis heller ikke forsørge dem. Det kunne vi indføre i morgen. Men det vil de nuværende politikere ikke.

I alle tre tilfælde er det derfor forkert, at vores politik ikke kan gennemføres. Naturligvis kan den det. Det kræver blot viljen til at gøre det. Men den har de nuværende politikere ikke.

 

Peter Seier Christensen