Hvis man kan arbejde og tjene sine egne penge, skal man ikke være på offentlig forsørgelse.
Det burde være en selvfølgelighed i det danske samfund, som vi har bygget på en opfattelse af, at ret følges af pligt.
Men det er langt fra en selvfølge i dag.
Især indvandrere og deres efterkommere fra de muslimske lande har aldrig taget den danske kultur om ret og pligt til sig. Og staten har aldrig sat sig igennem og sat krav til indvandrere om, at kan man, så skal man.
Derfor er vi i dag i en situation, hvor man i f.eks. Odense Kommune har regnet sig frem til, at det indvandrertunge Vollsmose koster kommunekassen 245 millioner mere om året i offentlige forsørgelse, end det ville gøre, hvis beboerne i Vollsmose blot var gennemsnitligt erhvervsaktive.
På landsplan koster den ikke-vestlige indvandring staten 33 milliarder kroner om året, fordi ikke-vestlige indvandrere og efterkommere ikke bidrager i samme omfang som andre.
Jeg besøgte Vollsmose i sidste uge og mødte nogle af beboerne. Og dem jeg mødte, var enige med mig. De er også irriterede over, at så mange lever på offentlig forsørgelse, selvom de ikke fejler noget og sagtens kunne forsørge sig selv.
Det må vi simpelthen have et opgør med.
Jeg tror ikke på offentlige integrationsprojekter. Det har man forsøgt sig med i årtier. Det virker ikke. Det kan vi se på tallene.
Hvis vi skal have løst problemet fra bunden, skal vi gøre to ting i denne rækkefølge:
- Fjerne retten til offentlig forsørgelse til udlændinge totalt. Er man ikke dansk statsborger skal man forsørge sig selv for at have opholdstilladelse i Danmark.
- Nedlægge jobcentrene, tage de syge ud af kontanthjælpssystemet og sætte de raske og rørige på en trappemodel, hvor kontanthjælpen nedsættes hver tredje måned.
Politikere og sagsbehandlere betragter helt pr. automatik danskerne som klienter i det offentlige system. Det skal man holde op med.
Er man rask og rørig, og dermed arbejdsdygtig, skal man ikke behandles som klient. Så er man ansvarlig for sit eget liv, og må finde sig et job.
I centrum af denne misere står de kommunale jobcentre.
Den såkaldte aktive beskæftigelsespolitik bygget op omkring de kommunale jobcentre fungerer ikke. Det er den nødvendige konklusion.
Det er et bureaukratisk monster reguleret af 29.000 siders lovgivning med 12.000 ansatte, som kun skaffer ganske få i beskæftigelse.
Alene i administration koster jobcentrene mere end 4 milliarder kroner om året.
Men når man nu kan se, at systemet ikke fungerer i dag, hvorfor bliver det så ikke lavet om?
Hvorfor pisker og plager man syge og nedslidte i et system, der ikke hjælper dem, der har hjælp behov og heller ikke får de raske og rørige ud i arbejde?
Jeg tror en stor del af forklaringen skal findes i, at politikere generelt vil bestemme for meget.
Hvis man lukker jobcentrene, så mister politikerne en masse magt til at bestemme i detaljer over danskernes liv.
Det strider imod det magt-gen, som rigtig mange politikere har.
De vil gerne bestemme vores adfærd, og derfor bliver systemerne så komplicerede og kontrollerende.
Mange af de 29.000 siders lovgivning for jobcentrene handler om kontrol.
Men i stedet for de enormt bureaukratiske rådighedsregler for kontanthjælpsmodtagere, kan man indføre en simpel trappemodel, som gør al kontrol overflødig.
Altså når man har fået de syge og nedslidte ud af kontanthjælpssystemet.
Og når man har gennemført, at udlændinge slet ikke skal være på offentlig forsørgelse.
De to ændringer skal gennemføres først.
De første tre måneder af din ledighed får du fuld kontanthjælp. Derefter nedsættes kontanthjælpen hver tredje måned, så du efter et år rammer Ydelseskommissionens grundsats på 6.600 kroner.
Det vil – især hvis vi kombinerer det med lavere skat på arbejde i bunden af indkomstskalaen, som vi i Nye Borgerliges plan for et mere borgerligt Danmark har sat penge af til – give et meget stærkt incitament til, at du finder dig et job hurtigt.
Hvis du har brug for hjælp til jobsøgning, kan du få en voucher til at købe hjælp hos en privat jobkonsulent – forstået sådan, at voucheren kun af jobkonsulenten kan indløses til penge, hvis jobkonsulenten får dig i arbejde. No cure. No pay.
Det kan godt gøres enkelt.
Trappemodellen vil spare milliarder i administration og frigive cirka 9.000 offentligt ansatte til gode produktive jobs i den private sektor.
Borgerlige løsninger skal bygges på målsætningen om, at politikerne skal bestemme mindre og danskerne meget mere selv – også over flere af deres egne penge.
