03.08.2016 Når nogen spørger, hvem Nye Borgerlige vil pege på som statsminister, svarer jeg, at jeg vil pege på mig selv.
Jeg mener det faktisk. For som jeg ser det, er der tre helt nødvendige skridt, der skal tages, hvis vi skal have Danmark væk fra kursen mod afgrunden og redde vores land.
1. Vi skal stoppe al asylbehandling i Danmark og sende migranter på midlertidig opholdstilladelse tilbage, når opholdstilladelsen udløber.
2. Vi skal knytte retten til offentlig forsørgelse til statsborgerskabet. Udlændinge skal forsørge sig selv. Kan de ikke det, må de rejse et andet sted hen.
3. Vi skal udvise udlændinge, der begår kriminalitet – efter første dom og konsekvent.
Der er ingen partileder – bortset fra mig selv – der har vist hverken ønske om eller vilje til at gennemføre disse tre helt afgørende ændringer i Danmarks udlændingepolitik.
Nødvendigt og rigtigt
Hvis vi ikke gør det her konsekvent og stålsat, kan resten sådan set være lige meget. For så bryder samfundet sammen. Så taber vi det nationale værdifællesskab på gulvet. At tale om Danmark som et frit, rigt og fredeligt land for danskerne vil i løbet af nogle år ikke længere give mening.
Det er for at kæmpe den sag, jeg er gået ind i politik. Det er derfor Nye Borgerlige er stiftet.
Det handler om mod, vilje og ansvar.
Mod til at gå op imod den herskende klasse, den politiske korrekthed og de selvproklamerede humanister både herhjemme og i EU.
Vilje til at gennemføre en udlændingepolitik, der er konsekvent og tager fat om nældens rod.
Og om at tage ansvar for at mine børn og dine børn vil kunne overtage et samfund, der er dansk, bygger på frihed, frisind og nationale fælles værdier. Et trygt samfund. Et rigt samfund.
Krav til en statsminister
Når Nye Borgerlige kommer i Folketinget vil jeg tage min liste med de tre punkter med til alle statsministerkandidaterne. Hvis der er én af dem, der siger: “Ja, Pernille. Det er det vi skal. Ja, Pernille. Det er det, vi gør”, så får han eller hun Nye Borgerliges støtte.
For jeg har ingen ambition om, at det netop skal være mig, der bliver statsminister. Jeg vil ikke have magt og en taburet. Jeg vil have problemerne løst. For Danmarks skyld. For mine børns skyld.
Men hvis han eller hun derimod tøver, trækker på fødderne og viger tilbage af frygt, uvilje eller ansvarsløshed, er han eller hun ikke den rigtige til at lede Danmark. Så peger jeg fortsat på mig selv.
Betyder det, at Nye Borgerlige i fald de andre ikke vil være med, vil sidde i en hel valgperiode i et hjørne af folketingssalen med korslagte arme og brokke os uden at tage ansvar?
Nej, det gør det ikke. Vi vil samarbejde om konkrete lovforslag på alle områder for at trække i vores retning. Det vil vi gøre konstruktivt og loyalt i forhold til vores politik og vores vælgere.
Men Nye Borgerlige bliver ALDRIG parlamentarisk grundlag for en statsminister, der ikke har det fornødne mod, den fornødne vilje eller ansvarsfølelse for Danmarks fremtid.
Venlig hilsen
Pernille