Vi skal have et opgør med konventionerne

OPGØR MED KONVENTIONERNE

Stort set alle betydelige partier i Folketinget vil gerne stramme udlændingepolitikken så meget som muligt. Det vil de, fordi de godt kan se, at indvandringen fra Stormellemøsten og Nordafrika udgør et stort problem for friheden, sikkerhed og trygheden i Danmark.

Men de vil ikke stramme mere, end de må inden for de gældende fortolkninger af konventionerne. Og det er reelt det samme, som ikke at ville stramme.

Vi kan derfor se på den demografiske udvikling, at uanset hvilken regering der har haft ansvaret, er andelen af ikke-vestlige indvandrere blevet stadig større. Fordi problemet ikke er blevet løst.

Det kan og skal ikke fortsætte. Det, at vi ignorer problemer og udsætter løsninger, gør bare problemerne større.

I Nye Borgerlige vil vi tage et opgør med konventionerne. Et opgør betyder ikke nødvendigvis, at vi skal melde os ud af konventionerne. Der er også gode ting ved konventionerne, og verden skal kunne stole på Danmark som aftalepartner.

Men vi vil fortolke dem på en måde, så vi kan beskytte Danmark. På en måde som stemmer overens med konventionernes oprindelige formål.

Det skylder vi vores børn.

Menneskerettighedskonventionen (EMRK)

Menneskeretskonventionen indeholder mange gode ting, herunder beskyttelse af retten til familieliv, frihed, ytringsfrihed, ejendom og retssikkerhed m.v.

Visse domme og forpligtelser må vi affinde os med.

Men den indeholder også nogle passager, som Domstolen i Strasbourg har fortolket aktivistisk. Det betyder, at Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD) hele tiden får et større område til sig selv, uden at befolkningerne er blevet hørt.

Den konvention, domstolen har læst ud af teksten, er reelt end anden, end den vi forpligtede os til.

Og det går ud over Danmark, fordi EMD’s aktivistiske fortolkning har gjort konventionerne til noget, der i højere grad beskytter migranter, illegale indvandrere, udlændinge og kriminelle – i stedet for den enkelte lovlydige dansker. Staternes ret til at kontrollere, hvem der tager ophold på statens område, er blevet undermineret i ekstrem grad.

Og sådan var det aldrig tiltænkt. Domstolen respekterede i de første årtier tekstens ordlyd. EMD blev oprindeligt skrevet for at beskytte borgere mod staten, men nu er det blevet et værktøj for EU til at nedbryde de nationale grænser. Konventionerne er – helt imod intentionerne – blevet et indvandringsforøgende instrument.

Løsningen er at fravige Menneskerettighedskonventionen i nationale spørgsmål om udlændingepolitik. Her skal danske love i stedet gælde – Folketinget skal så at sige bestemme.

Vi er ikke forpligtet

Menneskerettighedskonventionens tekst om retten til privat- og familieliv er ikke en forpligtelse for et land til at ødelægge sig selv. Faktisk siger den specifikt, at der kan gøres indskrænkninger af hensyn til Danmark. Menneskerettighedskonventionens § 8 lyder således:

Stk. 1. Enhver har ret til respekt for sit privatliv og familieliv, sit hjem og sin korrespondance.

Stk. 2. Ingen offentlig myndighed må gøre indgreb i udøvelsen af denne ret, medmindre det sker i overensstemmelse med loven og er nødvendigt i et demokratisk samfund af hensyn til den nationale sikkerhed, den offentlige tryghed eller landets økonomiske velfærd, for at forebygge uro eller forbrydelse, for at beskytte sundheden eller sædeligheden eller for at beskytte andres rettigheder og friheder

Eller på ganske almindeligt dansk: Vi er ikke forpligtet til at ødelægge vores eget land i forsøget på at hjælpe andre. Der er ikke nogen juridiske konsekvenser for at tilsidesætte Menneskerettighedskonventionen. Det gør andre lande ofte.

Der vil givetvis være en politisk reaktion fra andre lande, men det er nogle gange prisen for at gå forrest. Andre lande vil snart følge efter, for andre lande har samme problemer. Danmark kan og bør gå forrest på dette vigtige område, ligesom vi har gjort det på så mange andre.

Det skylder vi vores børn.

FN’s Flygtningekonvention

Flygtningekonventionen blev udarbejdet i kølvandet på 2. Verdenskrig, hvor millioner af mennesker var drevet på flugt. Dengang gav det meget god mening, at man opfandt et system, der kunne håndtere de store flygtningestrømme, som krigen havde forårsaget. Mange lande underskrev flygtningekonventionen – men f.eks. ikke USA.

Verden er meget forandret og det, der var et godt system dengang, er nu i praksis ubrugeligt. Folk flygter til lande langt væk fra dem selv, fordi de gerne vil dertil, herunder Danmark. Det er fuldt forståeligt, at de gerne vil til Danmark, men det er ikke en holdbar løsning.

Det er vigtigt at forstå, at flygtningekonventionen ikke forpligter de enkelte stater til at tage imod flygtninge. Den giver blot en form for vejledning i, hvordan man definerer, hvem der kan regnes for en flygtning. De enkelte nationalstater fortolker konventionen vidt forskelligt. Ingen stat er forpligtet til at tildele nogen formel, lovlig opholdsret som flygtning.

Som eksempel giver Frankrig asyl til ca. 80 % af alle asylansøgere under flygtningekonventionen. Japan og Sydkorea giver asyl til omkring 1 %.

Der er intet der stopper os

Der er intet til hinder for, at Danmark gør præcis ligesom Japan. Det handler udelukkende om, at Folketinget beslutter det.

Det eneste direkte forbud, menneskerettighedskonventionen indeholder, er forbuddet mod at sende nogle til et territorium, hvor deres liv eller frihed vil være truet. Det giver god mening, men det er jo i langt de fleste tilfælde komplet umuligt at undersøge påstande om forfølgelse i lande, der er meget langt væk fra os. Vi er i praksis ude af stand til at undersøge rigtigheden af asylansøgeres udsagn. Vi ved også, at mange asylansøgere lyver om deres historie netop for at opnå asyl. Det er forståeligt – men ikke holdbart – hvis man skal tænke på Danmarks sikkerhed, tryghed og frihed.

Løsningen er at afvise spontane asylansøgere på grænsen, hvis de kommer fra fredelige lande. Og hvis de er på dansk jord, er løsningen at anbringe dem på et udrejsecenter. Det kan lyde hårdt. Men det er et nødvendigt skridt, for at kunne beskytte Danmark.

Artikel 33, stk. 1 lyder:

Artikel 33.

Forbud mod udvisning eller afvisning.

1. Ingen kontraherende stat må på nogensomhelst måde udvise eller afvise en flygtning ved grænserne til sådanne områder, hvor hans liv eller frihed ville være truet på grund af hans race, religion, nationalitet, hans tilhørsforhold til en særlig social gruppe eller hans politiske anskuelser.
2. Nærværende bestemmelse kan dog ikke påberåbes af en flygtning, som med rimelig grund må anses for en fare for det lands sikkerhed, i hvilket han befinder sig, eller som efter en endelig dom for en særlig farlig forbrydelse må betragtes som en fare for samfundet i det pågældende land.