I dag præsenterede regeringen sin 2035-plan. Tre ministre stod linet op og fortalte os alle, at pengene er brugt, råderummet er væk, og at vi alle sammen må indstille os på, at der ikke er mere at hente. Beskeden til oppositionen og til vælgerne var den samme: Forvent ikke forandring i mange år fremover.
Jeg har en anden besked. Der er masser af muligheder. Regeringen har bare valgt dem fra.
Råderummet er ikke væk. Det er beslaglagt.
Regeringen opererer med et samlet råderum på 135 milliarder kroner frem mod 2035. Heraf har den selv disponeret 76 milliarder. Tilbage er et beløb, der ifølge de tre ministre allerede er bundet til demografi og eksisterende forpligtelser.
Det er en bekvem fremstilling. Men den holder ikke i virkeligheden.
Enhver økonomisk fremskrivning er et produkt af de forudsætninger, man vælger. Og denne regering har valgt forudsætninger, der passer til dens egen fortælling. Seks milliarder er afsat til en differentieret fødevaremoms, som ingen endnu ved, hvordan skal fungere i praksis. 4,5 milliarder er øremærket til havvindmølleparker, energiøer og CO₂-fangst i en klimastrategi, der insisterer på de dyreste løsninger og ignorerer de mest effektive. Og selve regnestykket hviler på fremskrivninger fra et Finansministerium, der gentagne gange har undervurderet både vækst og skatteindtægter.
Disse poster er politiske tilvalg. Ikke naturlove. Og de kan erstattes af bedre tilvalg.
Staten vokser. Familien betaler.
Dansk økonomi er stærk. Over 100.000 flere er kommet i arbejde. Inflationen er under én procent. De offentlige finanser har vist overskud ni år i træk. Det er resultater, som danske lønmodtagere og virksomheder har skabt.
Men regeringens svar på den succes er paradoksalt nok endnu mere offentlig sektor. Op mod 50.000 flere offentligt ansatte frem mod 2035, finansieret af et skattetryk, der holder Danmark i toppen af enhver international sammenligning. Det presser et arbejdsmarked, der allerede mangler hænder i den private sektor. Og det rammer de familier, der betaler regningen, hårdest.
Fra i år har Danmark fire trin i indkomstskatten: Bundskat, mellemskat, topskat og en ny ekstra toptop-skat. Systemet er ikke blevet enklere. Det er blevet mere uoverskueligt. En sygeplejerske, der tager en ekstra vagt, ved reelt ikke, hvad hun får ud af det. En håndværksmester, der overvejer at ansætte sin første medarbejder har svært ved at rekruttere, fordi forskellen mellem hans lønomkostninger og medarbejderens nettoløn er for stor. En ung familie, der vil købe hus på landet, opdager, at et nedlagt landbrug beskattes, som lå det midt i en byzone.
Regeringen kalder det ansvarlig prioritering. Vi kalder det, hvad det er: En stat, der vokser på borgernes bekostning.
Frihedsreformen giver pengene og ansvaret tilbage
Nye Borgerliges kommende forsag til en frihedsreform er et sammenhængende alternativ for et bedre Danmark. Ikke et katalog af løsrevne indrømmelser, men en ny kontrakt mellem borger og stat. Den bygger på fire ben.
Lavere og enklere skat. Vi vil afskaffe arbejdsmarkedsbidraget, der i dag lægger otte procent oven i skatten for alle i beskæftigelse, endnu før den øvrige skat beregnes. Vi vil hæve bundfradraget markant, så de laveste lønninger reelt friholdes. Og vi vil erstatte det nuværende firtrinssystem med to satser, som alle kan forstå: 30 procent op til 700.000 kroner og 40 procent over. Ingen mellemskat. Ingen top-topskat. To satser i stedet for fire med en masser forvirrende beregninger. For en almindelig familie med to indkomster og to børn betyder det tusindvis af kroner mere om måneden. Ikke fordi staten giver dem noget. Men fordi staten holder op med at tage så meget.
Familien først. Regeringen taler om velfærd, men tilbyder ikke familierne reel valgfrihed. Vi foreslår en pausekonto, hvor den, der har arbejdet og bidraget, kan trække på opsparede klip til at passe et lille barn lidt længere, pleje et alvorligt sygt familiemedlem eller være til stede i de situationer, hvor ingen offentlig instans kan erstatte et menneske, der holder din hånd. Det er ikke en udgift. Det er en investering i den omsorg, som staten aldrig kan levere lige så godt som familien selv.
Mindre bureaukrati, mere tillid til fagfolk. Regeringens plan bruger milliarder på systemer og administration. Vi vil gå den modsatte vej. Jobcentrene, der i dag koster milliarder og leverer ringe resultater, skal erstattes af private aktører, der kun får betaling, når ledige faktisk kommer i arbejde. Selvejende skoler skal have frihed til at organisere sig selv, så pengene følger eleven i stedet for at forsvinde i kommunale forvaltninger. Og i sundhedsvæsenet skal sygeplejersker og læger bruge deres tid på patienter, ikke på indberetningssystemer.
Grøn energi, der virker. Regeringen vil bruge milliarder på havvindmølleparker og CO₂-fangst. Vi mener, at atomkraft er billigere, grønnere og mere stabil end den subsidierede vindstrategi, som har gjort dansk energi til et af Europas dyreste eksperimenter. At frigøre klimamilliarderne til bedre formål er ikke klimabenægtelse. Det er klimarealisme.
En regering, der ikke kan blive enig med sig selv
Dagens pressemøde afslørede mere, end de tre ministre havde tænkt sig. Lars Løkke Rasmussen sagde bagefter åbent til TV 2, at han mener, der er brug for en større økonomisk indsats, men at valgåret står i vejen. Hans to regeringspartnere afviste ham.
Tænk over det. Den plan, der blev præsenteret som fælles fundament for Danmarks fremtid, er ifølge en af dens egne arkitekter utilstrækkelig. Men den blev fremlagt alligevel, fordi tre partier havde brug for noget at stå bag, før de går hver til sit.
Det er ikke en plan for Danmark. Det er en plan for SVM-regeringens sidste måneder.
Mindre stat. Mere menneske.
Danmark fortjener politikere, der stoler på borgerne frem for at beslaglægge deres hårdt tjente penge. Den borgerlige kontrakt, som Nye Borgerlige bygger sin politik på, er enkel: Staten beskytter din frihed i stedet for at erstatte den. Du tager ansvar for dit eget liv, for din familie og for dit lokalsamfund. Til gengæld holder staten sig til det nødvendige og gør det ordentligt.
Regeringens 2035-plan beder dig acceptere, at det her er, så godt det bliver.
Det nægter vi at tro på. Og det bør du også.
Af Susanne Borggaard
Susanne Borggaard er politisk leder for Nye Borgerlige, medlem af Sorø Kommunalbestyrelse og folketingskandidat.