Formål
Nye Borgerlige ønsker at være et parti præget af ordentlighed, ansvarlighed, initiativ og integritet.
Dette kodeks beskriver de adfærdsmæssige forventninger til medlemmer og tillidsfolk i overensstemmelse med partiets værdier, principper og vedtægter.
Værdier
Nye Borgerlige bygger på klassiske borgerlige værdier som frihed, ansvar, pligt og fællesskab. Disse værdier skal afspejles i medlemmernes og tillidsfolkenes adfærd, politik og kommunikation.
Vi tror på personlig frihed og individuelt ansvar, pligten til at yde, samtidig med at vi værner om fællesskabet. Disse værdier skal vejlede os i vores daglige virke og bidrage til, at vi agerer med respekt og værdighed.
Grundlæggende principper
Alle medlemmer og tillidsfolk forventes at:
- Udvise respekt, ordentlighed og ansvarlighed i ord og handling.
- Handle med integritet og i overensstemmelse med partiets politik, principprogram og værdier.
- Bidrage aktivt til et positivt og inkluderende forenings- og arbejdsmiljø.
- Overholde gældende lovgivning samt interne regler, vedtægter og principper.
- Respektere og håndhæve arbejdsdelingen mellem den organisatoriske og den politiske søjle.
Forventninger til medlemmer og tillidsfolk
- Ordentlighed
- Tal sagligt, respektfuldt og korrekt, også over for politiske modstandere.
- Vær bevidst om din rolle som repræsentant for partiet i al offentlig kommunikation og adfærd.
- Ansvarlighed
- Overhold partiets interne regler og vedtægter.
- Reager på uhensigtsmæssig adfærd og bidrag til at løse konflikter konstruktivt og respektfuldt.
- Initiativ
- Gå foran som et godt eksempel i forhold til partiets politik og værdier.
- Vis ansvar ved at tage stilling til og handle proaktivt på kritiske situationer eller problemer.
- Integritet
- Undgå interessekonflikter og håndter altid habilitetsspørgsmål åbent og gennemsigtigt.
- Respektér fortrolighed og overhold tavshedspligt i relevante situationer.
- Respekt for personlige grænser
- Vær opmærksom på og respekter andres personlige grænser.
- Undgå enhver form for adfærd, der kan opfattes som krænkende, grænseoverskridende eller upassende.
- Grib aktivt ind, hvis du oplever eller bliver opmærksom på krænkende adfærd, og støt den ramte person.
Uacceptabel adfærd
Følgende adfærd er uacceptabel og kan medføre sanktioner i henhold til partiets sanktionsprincipper:
- Overtrædelse af gældende lovgivning eller interne regler.
- Chikanerende, mobbende eller krænkende adfærd, herunder grov upassende kommunikation.
- Seksuel chikane, uønskede seksuelle tilnærmelser eller anden krænkende seksuel adfærd.
- Handlinger, der direkte modarbejder partiets formål, politik eller anseelse.
- Grove, usande eller skadelige udtalelser om partiet, medlemmer eller andre personer i offentligheden.
Sanktioner og håndhævelse
Enhver overtrædelse af dette adfærdskodeks vil blive behandlet i henhold til partiets sanktionsprincipper. Sanktioner skal være saglige, proportionelle og velbegrundede, og kan variere fra påtale, advarsel til eksklusion afhængig af forseelsens karakter og alvor.
Processen for håndtering af sager om krænkende adfærd skal være tydelig og kendt af alle. Alle medlemmer og tillidsfolk skal vide, at de kan gå til nærmeste formand eller niveauet over, og alle kan også kontakte partisekretariatet hvis de oplever eller bliver opmærksomme på krænkende adfærd.
Vedtagelse og evaluering
Dette adfærdskodeks er vedtaget af hovedbestyrelsen og gælder for alle medlemmer og tillidsfolk. Det er partiets og tillidsfolkenes ansvar løbende at kommunikere, overholde og opretholde disse principper i praksis.
For at sikre, at kodekset forbliver relevant og effektivt, så foretages der en årlig evaluering og eventuel justering.

