16.04.2019 Det er forbavsende at se, at så mange ryster på hånden i forhold til ytringsfriheden i disse år. Det være sig politikere, meningsdannere og andre borgere.
Vi hører det igen og igen:
”selvfølgelig går jeg ind for ytringsfrihed, men…”
”Vi har ytringsfrihed, men ikke ytringspligt”
”Man bør udtale sig respektfuldt”
Forstår disse mennesker ikke, hvor grundlæggende ytringsfriheden er? Forstår de ikke, at det netop er, når det er svært, at man skal stå fast på ytringsfriheden. Det er ingen sag at bakke op om ytringsfriheden, når nogen siger noget ukontroversielt, som alle er enige i. Det er, når der siges noget, som man er uenig i og måske finder grænseoverskridende og provokerende, at man skal stå fast og give sin uforbeholdne opbakning til ytringsfriheden. Det kniber det med blandt mange i disse dage. At det tilmed giver anledning til voldelige protester, gør det ikke mindre vigtigt. Ellers vil voldsmændene jo opleve, at deres udemokratiske metoder virker.
Jeg formoder, at Paludans formål, udover at promovere sig selv, er at vise hvilken voldsparathed, der findes i visse miljøer i Danmark. Det har han succes med, må man sige. Der er ingen tvivl om, at Paludan gør sit yderste for at være så provokerende som muligt, men det er ikke ham, der begår volden og hærværket, og derfor er det ikke Paludan, som er det problemet.
Hvad vil der ske, hvis Paludan bliver forhindret i at demonstrere og ytre sig? Roen vil nok dæmpe sig for en tid, men problemet med de voldsparate går ikke væk af den grund. Der vil vise sig en anden anledning til at udøve hærværk og vold. Det har vi også set, inden Paludan kom på banen.
Og nok så vigtig: hvis vi begynder at begrænse ytringsfriheden for enkelte personer, hvem bliver så de næste. Og hvem skal afgøre det? Vi er nødt til at stå fast på ytringsfriheden. Hvis vi bøjer os for vold og hærværk, vil det kun gøre problemerne værre.
Mange hilsner og god påske
Peter Seier Christensen
