Vi er ikke som de andre

Vil du være ejer af det allerede ikoniske billede af Nye Borgerliges kommentar til SoMe-bølgen?

Der er sat 100 nummererede eksemplarer til salg, signeret af os fire folketingsmedlemmer.

Billedet er i dobbelt passepartout og sat i glas og ramme. Det sælges for 2.020 kroner, og hele overskuddet går til Nye Borgerliges valgfond.

Der hærger i disse tider en debat om sexisme, som drives frem af feminister, der tager alle som gidsler i en overgearet hetz mod mænd.

Vi mener, at alle – både mænd og kvinder – har et ansvar for at opføre sig ordentligt og behandle hinanden med respekt.

I Nye Borgerlige accepterer vi ikke, at nogen bliver forulempede. Kan man ikke finde ud af at opføre sig ordentligt, ryger man ud.

Men vi nægter at blive spændt for en vogn, hvor krænkelsesparatheden og hævngerrigheden fører til en feministisk heksejagt, hvor ingen mand kan flirte og gøre tilnærmelser til en kvinde uden risiko for offentlig udskamning, tab af ære, job og karriere.

Friheden og frisindet længe leve.

Mange hilsner
Pernille Vermund
Peter Seier Christensen
Mette Thiesen
Lars Boje Mathiesen