Energipolitik

Sådan vil vi skabe billig, rigelig, sikker og grøn energi

Nye Borgerliges energipolitik
har tre formål:

1.

Danskerne skal have rigeligt med billig energi til rådighed

2.

Danskernes forsyningssikkerhed skal være blandt verdens bedste

3.

Energiproduktionen skal være grøn i respekt for naturværdierne

Vi kan kun indfri de tre mål ved at inkludere kernekraft i planlægningen. Vind, sol og biomasse kan ikke stå alene. Kernekraftværker er pålidelige og leverer rigelig med billig strøm – fra spidsbelastning til når elforbruget er lavest. De kræver meget færre materialer og bruger mindre plads end vindmøller og solcelleanlæg. Og så ødelægger de ikke naturværdierne.

Den grønne omstilling må ikke blive sort

Den grønne omstilling med ensidig satsning på vind og sol vil få negative følger for vores natur, miljø og kulturlandskaber.

Vind og sol kræver langt mere areal og langt flere materialer for at producere samme mængde strøm som kernekraft.

Regeringen vil opsætte 1.000 flere af de allerstørste landvindmøller og rydde 200 kvadratkilometer natur for at gøre plads til solcelleparker. Ambitionerne kan sætte markante spor i landskabet og skabe konflikter med lokalbefolkning.

Allerede nu er mange borgere negativt påvirket af støjen og ødelæggelsen af udsigten fra vindmøller og solcelleparker.

Det vil blive mange gange værre, hvis den ensidige satsning på vind og sol får lov at fortsætte.

Samtidig skal havvindmøller kunne brede sig over en tredjedel af arealet i de danske farvande – svarende til mere end fire millioner fodboldbaner.

Vindmøller til havs kan få store konsekvenser for vind, vejr, havmiljøet og fiskeriet.

Det, der kaldes den grønne omstilling, bliver sort, når der ikke tages hensyn til mennesker og natur.

Grøn omstilling skal baseres på fornuft

Den danske model med store mængder vindenergi og biomasse kan ikke kopieres i andre lande.

Det kan man til gengæld med decentral kernekraft i mindre værker kombineret med vind- og sol efter lokale forhold.

Eftersom Danmarks andel af verdens samlede udledninger af drivhusgasser er på 0,1 pct., vil det, vi gør i Danmark, slet ikke kunne måles globalt.

En snæversynet klimanationalisme med fokus på at kun nedbringe danske udledninger uden blik for de globale konsekvenser hjælper ikke noget.

Danmarks vindenergi virker kun, fordi vi ved, at når det ikke blæser, kan vi købe strøm i udlandet.

Hvis alle lande gør som os, er der ikke noget strøm at købe, når møllerne står stille. Det vil øge risikoen for strømudfald markant.

Vi har nedbragt vores CO2-udledninger de seneste 30 år, blandt andet fordi vi brænder importeret træ i stedet for kul.

Men biomasse kræver enorme skovarealer for at producere brænde til anlæggene. Jord der så ikke kan bruges til at producere fødevarer.

Kernekraft er den eneste holdbare langtidsløsning

Se her hvorfor

Den grønne omstilling er ved at blive alt for dyr

Som det ligger nu, vil politikerne frem mod 2030 bruge næsten 150 mia. kr. af skatteborgernes penge på at forcere den grønne omstilling.

Det er vanvittigt store beløb.

Også elregningen vil blive meget større. Når det blæser meget, produceres der så store mængder strøm, at elprisen bankes i bund. Derfor forærer vi ofte strømmen til meget billig pris til vores naboer.

Når vinden ikke blæser, skyder prisen til gengæld op på importeret strøm, som danskerne så betaler overpris for.

Det er derfor en rigtig dårlig idé at basere hele elforsyningen på ustabile energikilder som sol og vind.

Efterhånden, som vores nabolande udbygger deres vind- og sol energi, vil prisudsvingene tage til.

Selv med nye teknologier, der kan lagre strømmen, vil der være så stort et energitab i processen, at regningen til danskerne bliver urimelig stor.

Ensidigt sats på vind og sol vil give strømudfald

Fra 2030 vil strømmen i dele af Danmark jævnligt forsvinde, hvis vi ikke inkluderer kernekraft i den grønne omstilling.

Modeller peger på, at udfaldene risikerer at ske i de kolde vintermåneder. Det er den slags, man normalt kun oplever i et uland.

Det skyldes, at vind- og solenergi er en meget usikker energikilde.

I Danmark har det kun kunnet lade sig gøre at bygge så meget vind- og solkraft som nu, fordi vi har gode muligheder for at hente strøm fra Norge, Sverige og Tyskland, når vinden ikke blæser, og solen ikke skinner.

Det giver derfor ingen mening at insistere på, at vi skal have endnu flere vindmøller. Der er vindmøller nok. Der er faktisk allerede en overkapacitet.

Der er derimod behov for en stabil og fleksibel energikilde, der producerer el uanset vejret og på alle tider af døgnet 365 dage om året.

Når vi skal udfase, olie, kul og gas, så er svaret her entydigt: kernekraft.

Vi skal ikke ødelægge naturen for at “redde” klimaet

Pernille Vermund, formand Nye Borgerlige

Sådan vil Nye Borgerlige

Arven fra Niels Bohr skal løftes

Danmark har en stærk tradition for forskning inden for kernefysik. Mulighederne for nye opdagelser, som kan gavne menneskeheden er langt fra udtømte.

Såvel EU som FN’s klimapanel er nået frem til, at grøn omstilling uden kernekraft er urealistisk. Skal udledningerne af drivhusgasser holdes i ave, skal der opføres nye kernekraftværker.

Det betyder også, at behovet for forskning og udvikling af fremtidens kernekraftværker er større end nogensinde før. Små, modulære reaktorer, som fx GE Hitachis BRWX-300 har langt mindre opførselsomkostninger end traditionelle værker og kan være banebrydende i forhold til at sikre ansvarlig udvidelse af energiproduktion fra kernekraft.

.
.

.

Elafgiften skal udfases

Man skal beskatte det, man ønsker mindre af. I Danmark har vi ikke brug for, at danskerne bruger mindre strøm. Tværtimod.

Det kan være en god idé at beskatte den luftforurening, som kommer af at man fyrer med olie, kul eller gas. Men energiforbrug i sig selv bør ikke beskattes.

Derfor bør elafgiften udfases.

.

.

.

.

.

.

.

Udbygning af vind- og solkraft bør ske på markedsvilkår

Mere vindenergi kræver, at det sker fuldstændig på markedsvilkår og uden anden statsstøtte end den prissætning af drivhusgas, som sker igennem kvotesystemet og CO2-afgifter.

Det kræver også et tarifsystem, hvor producenterne bærer de fulde omkostninger, herunder de store omkostninger ved at belaste elnettet med ujævn elforsyning. Og det kræver, at der ikke ydes statsstøtte til lagring eller at omdanne elektriciteten til brændstoffer.

Repræsentanterne for det såkaldte ”vindmølleeventyr” ønsker, at skatteydere og forbrugere skal betale mere for strømmen end nødvendigt for at gøre forretningen konkurrencedygtig. Det vil trække i den stik modsatte retning af at gøre vindudbygningen markedsbaseret.

Det bør Folketinget sige nej til.

Vi skal bidrage til at få energipriserne ned

Energipriserne er på vej op. Det skyldes, at prisen på brændsler som olie og naturgas er kraftigt stigende. Det russiske angreb på Ukraine viser, at det er farligt at gøre os afhængige af en diktaturstat, når det kommer til vores energiforsyning.

Derfor er det beskæmmende, at vi nu tigger Mellemøstens diktatorer om mere olie og naturgas for at slippe fri af Putins kløer.

Sandheden er, at Europa bliver aldrig fri af fossile brændsler som olie- og naturgas. Selv ved mange flere vindmøller og solceller end hvad vi har i dag, vil der være behov for energi, når vinden ikke blæser, og solen ikke skinner. Det er ikke realistisk, at batterier bliver talrige eller store nok til formålet.

Det giver ingen mening, at Europa køber al sin olie og naturgas hos tredje lande, når Europa selv råder over betydelige reserver, som stadig kan udvindes og som kan sikre stabil og billig energi til europæiske familier.

Bygge kernekraft

Skal vi have rigeligt med billig og stabil energi i Danmark, er kernekraft en oplagt del af løsningen. Modsat solceller, som kun virker 12-15 pct. af tiden, så udnytter kernekraftværker 80-90 pct. af deres kapacitet. Derudover kan energiproduktionen fra kernekraftværker justeres efter borgernes behov. Med vind og sol må borgerne til gengæld justere deres energiforbrug efter vejret. Det er et tilbagefald til en langt mere primitiv tid.

Kernekraftværker har en levetid på flere årtier, som tilmed ofte kan forlænges. I Danmark har vi godt 4.000 vindmøller og flere tusind hektarer solcellepaneler. Mange af disse skal pilles ned de kommende år. Med 6-8 moderne reaktorer ville der være nok elproduktion til at dække hele Danmarks elforbrug resten af det 21. århundrede. Dermed ville vi ikke behøve plastre havet og landskabet til med vindmølle- og solcelleparker.

Vi ville kunne tage hensyn til fugle- og dyreliv til land og vands. Materiale- og arealbehovet til at opføre kraftværkerne ville være markant mindre.

Lokale folkeafstemninger

Nye Borgerlige vil ikke gå med at til at forringe danskernes mulighed for at gøre indsigelser mod store indgreb i deres lokalområde og miljø. Politikerne på Christiansborg skal ikke kunne gennemtrumfe store forandringer, hvor der ikke tages hensyn til lokalsamfundenes behov og ønsker.

Vi vil gøre udstrakt brug af bindende kommunale folkeafstemninger for at gøre det lokale demokrati mere dynamisk og levende.

Opstilling af vindmølleparker på land, som både generer med støj og skæmmer udsigten for de lokale, bør ikke gennemføres uden en lokal folkeafstemning.

For beslutninger skal tages så tæt på borgerne som muligt og gerne af borgerne selv. Dette er med til at gøre borgerne til gode ambassadører for deres lokalsamfund.

.

.

.

.

.

Baggrund

Hvad ønsker danskerne?

Danskerne ønsker ikke, at klimapolitikken skal gå ud over deres økonomi. Derfor svarer 6 ud af 10 danskere i en YouGov måling fra sommeren 2021, at folk med almindelige indkomster ikke skal betale højere skatter og afgifter for at nå klimamålet.

I en meningsmåling fra Epinion svarer 45 procent af danskerne, at de er imod vindmøller og solceller, hvis de skader naturen og miljøet. Kun 36 procent ser gerne, at naturen ødelægges for at gøre plads til vindmøller og solceller.

Opbakningen til kernekraft er steget markant blandt danskerne. Det viser en Megafon-måling foretaget for TV 2 og Politiken.

Hver tredje dansker bakker op om kernekraft – helt præcist 35 procent. I 2015 år var det tilsvarende tal bare 17 procent. Danskerne ønsker, at energipolitikken skal tage hensyn til såvel pengepungen som naturen.

Hvordan påvirker vindmøller og solceller elpriserne og forsyningssikkerhed?

I et moderne samfund svinger elforbruget hen over døgnet og sågar også hen over året. Derfor er der brug for, at strømforsyningen hurtigt kan tilpasse sig udsving i elforbruget.

Tilhængere af VE påstår, at vindmøller og solceller er billige.

Men økonomer fra University of Chicago påpeger, at man sjældent medregner de sande omkostninger ved udbygning af VE, når priserne på forskellige energikilder sammenlignes.

Først og fremmest medfører vindmøller og solceller et behov for back-up, som skal stå klar, når vinden ikke blæser, eller solen ikke skinner.

Disse omkostninger medregnes ikke, når Dan Jørgensen påstår, at vind- og solkraft er billigere end alternativet.

Dernæst opføres solcellepaneler og vindmøller langt fra byer. Det øger udgifterne til transmissionsledninger og betyder, at en større del af strømmen går tabt, fordi den skal transporteres længere.

Slutteligt medfører en udbygning af vindmøller og solcelleanlæg, at nogle af de eksisterende kraftværker overflødiggøres, hvilket kan indebære store værditab, eftersom de kan stadig kan have en betydelig restværdi. Denne omkostning skal bæres af nogen – oftest kunderne – men medregnes heller ikke i prissammenligninger.

I Østdanmark er der om godt en halv snes år udsigt til, at der kan ske strømudfald i sammenlagt tre en halv time i løbet af et år. Fortrinsvis i december, januar og februar og fortrinsvis mellem klokken 16 og 20. Det er den slags, man normalt kun oplever i et uland.

Ikke desto mindre er det de udsigter, som Energistyrelsen varsler i en ny rapport, Klimaaftaleanalyse 1. Elforsyningssikkerhed frem mod og efter 2030.

Energistyrelsen, som hører under Klima-, Energi- og Forsyningsminister Dan Jørgensen, skriver i rapporten, at “Antallet af afbrudsminutter forventes at være kraftigt stigende i årene efter 2030.”

Energistyrelsen forventer i deres grundscenarie, at antallet af afbrudsminutter vil 50-dobles i Vestdanmark og 30-dobles i Østdanmark.

Regeringen og et bredt flertal i Folketinget har en målsætning om at elektrificere det danske samfund ved hjælp af VE for at gøre Danmark CO2-neutralt i 2050.

Men et betydeligt problem forbundet med dette er kapaciteten i elnettet. Elnettet kan siges at fungere som vandrør – der er en øvre grænse for, hvor meget der kan løbe igennem.

Elnettet er på nuværende tidspunkt slet ikke er gearet til at håndtere den voldsomme udbygning af VE, som man har aftalt fra politisk hånd.

Ifølge statsselskabet Energinet.dk, som er ansvarlig for at dirigere de forskellige el-producenters strøm ind i ledningerne m.m., vil der skulle investeres i omegn af 40 milliarder kroner i udbygning af transmissions- og distributionsnettet, for at kunne håndtere udbygningen.

Dan Jørgensens egen Energistyrelse skriver: »Hvis der i forvejen er meget elproduktion fra vind- og solanlæg, så vil yderligere produktion fra vind og sol i samme geografiske område kun forbedre elforsyningssikkerheden i begrænset omfang, idet vind- og solsvage perioder vil forekomme på nogenlunde samme tidspunkter, som den allerede eksisterende produktion fra vind og sol.«

I Danmark har vi løst udfordringen med vind- og solenergis upålidelighed ved at gøre os afhængige af udlandet. Nu vil vi mangedoble produktion af dansk VE. Hvilken garanti har vi for, at udlandet vil aftage dansk VE-produceret strøm til en pris, som sikrer, at skatteyderne ikke sidder tilbage med regningen?

Som det er nu, leverer vindmøller, hvad der svarer til omtrent halvdelen af Danmarks elforsyning.

Når det blæser meget, producerer vindmøllerne mere strøm end vi kan bruge, hvorfor vi eksporterer den til vores nabolande – ofte til en lav pris. Når det blæser for lidt, har vi ikke strøm nok og må importere den.

Det skaber en ubalance i vores strømforsyning. Det kan lade sig gøre indtil videre, fordi vi har kunnet forlade os på at importere strøm fra vores nabolande, der gør brug af blandt andet kul- og atomkraft. Vindmøller og solcelleanlæg skaber altså usikkerhed omkring Danmarks forsyningssikkerhed, hvilket er problematisk, for energipolitik er også sikkerhedspolitik.

Regeringen foreslår i udspillet Danmark Kan Mere II at udbyde 1-4GW havvind til etablering inden udgangen af 2030. Det kommer oveni de 2GW havvind, der indgik i finanslovsaftalen i 2022. Men flere vindmøller betyder ikke, at vinden blæser mere på dage, hvor det blæser meget lidt, og mindre på dage, hvor det blæser meget.

Grøn omstilling og miljø

Vindmøller- og solcelleparker kræver langt større jordarealer, længere og mindre benyttede transmissionskabler, og store mængder lagringskapacitet enten i form af batterier eller traditionelle kraftværker. Dermed kræver alle former for VE store mængder materialer – fra minedrift til forarbejdning til installation og affaldsbortskaffelse. Der er tale om behov, som er mange gange større end for traditionelle energiformer.

Solcelle-paneler har en begrænset levetid. Efter 20-25 år er deres effektivitet faldet så meget, at de skal udskiftes. Det var omkring år 2000, at man for alvor begyndte at installere solceller rundt omkring i verden. De første er derfor så småt ved at skulle skrottes.

Fremover vil op til 6 millioner tons skulle bortskaffes hvert år. Solpaneler består for en stor dels vedkommende af glas. Der er så siliciumkomponenter og diverse metaller, blandt andet aluminium, tin, bly og sølv. Nu tyder forskning på, at stoffer som bly og kræftfremkaldende cadmium skylles af solcellepanelerne ved almindeligt regnvejr. International Renewable Energy Agency (IRENA) anslår, at der i dag findes op til 250.000 tons solcelle-affald i verden. Mængden anslås at nå ca. 60-78 mio. tons i 2050. En anden fare er, hvis solcellerne ved nedpilning blot videresælges til ulande, hvor håndteringen ikke tager hensyn til miljøpåvirkningen.

Ved kraftigt stormvejr er især solcelleparker sårbare for ødelæggelser.

Ved en udbygning af solcelleparker er det helt afgørende, at prisen for affaldsbortskaffelse og genanvendelse ikke væltes over på skatteyderne. Det kan fx løses ved at pålægge solcelleparker en afgift, som dækker udgifterne.

Vindmøller har en maksimal levetid på 25 år. De næste år kan danskerne se frem til godt 60.000 tons vindmølleaffald, som skal begraves i danske deponi.

EU’s planer om 100.000 nye vindturbiner i 2050 vil ifølge Alexander Dunlap, der er forsker ved Oslo Universitet, medføre 730.000 tons el-affald.

De kommende år vil der komme store mængder udtjente bilbatterier på markedet. For tiden har vi ikke teknologien for på ansvarlig vis at genanvende batterierne. Mange forskellige batteridesigns gør det vanskeligt at standardisere genanvendelsesprocessen. Begås der fejl, når man fx skærer et batteri op, kan det have alvorlige konsekvenser for mennesker og miljø. Graves de ned i deponi, kan battericellerne udlede farlige toksiner, herunder tunge metaller.

”Grønne energiformer” som vindenergi og energi fra træ og anden biomasse er de energiformer, der kræver det største areal pr. produceret energienhed.

Energiudvinding fra biomasse er hverken bæredygtig eller skalerbart. I dag produceres Danmarks træpiller af udvalgte leverandører i udlandet. Fragten udleder i sig selv CO2, og produktionen kræver store skovarealer og skæmmer naturen. Hvis vi medregnede den CO2, der hvert år udledes fra afbrænding af træ til el og varme i Danmark, ville Danmarks samlede CO2-udledning stige med knap 20 procent.

Danmarks Naturfredningsforening skriver, at biomasse går ud over biodiversiteten. I 1700-tallet betød afbrænding af biomasse, at store dele af England var afskovet. På grund af en øget anvendelse af kul kunne skovene igen vokse frem.

En stor udbygning af vedvarende energi vil endvidere kræver store mængder kostbare metaller, herunder kobber, nikkel, mangan, zink og silikone. Disse metaller udvindes ofte i ulande, og det er bl.a. Kina som sidder tungt på den industri, som forarbejder metallerne, så de kan bruges til fremstilling af vindmøller og solceller. Minedriften sker ofte under kritisable forhold, hvor der ikke tages hensyn til lokalbefolkningens behov eller miljøkonsekvenserne.

Ifølge seniorforsker ved DIIS Peer Schouten, så “kræver den grønne omstilling mindst en firedobbelt stigning i udvinding af mineraller og metaller”. Fra 7 til 28 mio. tons mineraller og metaller på verdensplan.

De afgørende mineraler, der skal bruges i den grønne omstilling, stammer primært fra en lille håndfuld lande såsom DR Congo (kobolt), Chile (litium og kobber), Indonesien (nikkel) og Kina, som sidder tungt på forarbejdningen af mange metaller, der er vigtige for den grønne omstilling.

En dekarbonisering af samfundet vil medføre en “metallisering”, da produktionen af vindmøller og solceller kræver store mængder metaller – langt flere end atomkraft eller traditionelle kraftværker. Metaller, der vil være mangel på i fremtiden og som derfor vil blive dyrere. Den øgede efterspørgsel efter metaller til produktionen af vindmøller og solcelleanlæg betyder, at man må åbne flere miner. Det tager i gennemsnit 15 år at åbne en mine, og arbejdsforholdene er ofte kummerlige. Produktionen af vindmølleparker og solcelleanlæg sviner og skaber enorme mængder affald – som tilmeld er svært at genbruge eller nedbryde.

Udvinding af disse metaller udgør en stor belastning for natur, miljø og sundhed i de lande, hvor udvindingen foregår. Forureningen og udledningerne kommer dermed på udviklingslandenes konto. Det er en skrivebordsøvelse.

Hvad vil regeringen?

Regeringen vil 15-doble strømproduktionen fra havvind (35GW frem mod 2050, som skal dække 30 pct. af Danmarks farvande), fordoble strømproduktionen fra landbaserede vindmøller og ti-doble strømproduktionen fra sol.

En sådan udbygning vil kræve massive mængder metaller og mineraller foruden store jordarealer. Mange danskere vil opleve, at deres udsigt ødelægges, og at de fremover må leve med lavfrekvensstøj og forringelse af værdien på deres huse. Udbygningen vil kræve store investeringer i elnettet, så den kan håndtere store udsving i strømproduktionen. Der er ingen garanti for, at vindmøllerne kan opføres uden omfattende skatteyderfinansierede tilskud.

Samtidig vil udbygningen intet gøre for at øge danskernes forsyningssikkerhed. Det skyldes, at vi hverken får mere solskin eller blæsevejr af, at vi bygger flere solceller og vindmøller. I stedet får vi mange flere dage, hvor vi producerer for meget eller for lidt strøm.

Regeringen har ingen planer om at udbygge den fleksible strømproduktion, hvor energiproduktionen kan skaleres, når vinden ikke blæser eller solen ikke skinner. Dermed vil regeringen gør danskerne mere afhængige af det danske vejrs luner.

Vind- og solcelleparker har mødt stor folkelig modstand, og borgerne får i mange tilfælde støtte fra kommunerne. Derfor planlægger regeringen og Folketinget at sætte borgerindflydelse og lokaldemokrati ud af kraft ved at gøre »grøn« omstilling til en national interesse med ændring af planloven. Juridiske eksperter sætter et stort spørgsmålstegn ved indgrebets lovlighed.

I et skriftligt svar til Jyllands-Posten skriver klimaministeren Dan Jørgensen at »understøtte ambitionen om at firedoble VE-produktion frem mod 2030 vil regeringen præsenterer et redskabskatalog med konkrete initiativer, som bl.a. skal se på, om der er behov for at fjerne barrierer,«

Med andre ord skal borgernes klagemuligheder forringes.

Nye Borgerlige vil gøre udstrakt brug af bindende kommunale folkeafstemninger for at gøre det lokale demokrati mere dynamisk og levende.

Opstilling af vindmølleparker på land, som både generer med støj og skæmmer udsigten for de lokale, bør ikke gennemføres uden en lokal folkeafstemning.

.

Regeringens klima- og energistrategi går ud på at gøre danskerne endnu mere afhængig af det danske vejrs luner.

Regeringen bryster sig af, at man igennem elektrolyseanalæg (Power-to-X) kan udnytte udsving i vejret til at lagre energi. Udfordringen med at bruge brint som energilager er dog, at elektrolyse er meget energikrævende, og der er således et stort effektivitetstab forbundet med denne form for lagring. Desuden vurderes teknologien at skulle udvikles yderligere, før der virkelig er potentiale for lagring i stor skala.

Man kan ikke bruge forsyningssikkerhed som argument for energiøen i Nordsøen, da energiøen kun har en minimal gavnlig effekt på forsyningssikkerheden. Hvis ønsket er at gavne elforsyningssikkerheden, bør der i stedet kigges mod andre løsninger, f.eks. udvidelse af udlandsforbindelser, udvidelse af fleksibel elproduktion, bedre lagring, reduceret forbrug og øget fleksibilitet i forbruget.

Skatteyderne betaler for den grønne omstilling

Politikere elsker at give tilskud. For den, som modtager tilskuddet, gør beløbet en stor forskel, mens udgiften for den enkelte skatteyder forekommer lav. Men efterhånden, som tilskuddene tårner sig op, begynder de samlede beløb at fylde meget.

Ifølge Erhvervsministeriet brugte Danmark 15,4 mia. kr. på den grønne omstilling i 2021. Selv hvis vi ikke foretager os yderligere, forventer regeringen, at skatteyderne skal bruge knap 150 mia. kr. på den grønne omstilling frem mod 2030. Med de nye ambitioner fremlagt i “Danmark kan mere ll” er der en stor risiko for, at regningen vokser yderligere.

De økonomiske vismænd hælder ideen om tilskud til den grønne omstilling ned ad brættet. Det kræver ekstra ressourcer i embedsværket at beregne og implementere tilskuddene. Endvidere skal tilskuddene finansieres ved opkrævning af skatter, som straffer produktivitet, opsparing og arbejdsindsats.

Muligheden for at opnå tilskud gør, at virksomheder og særinteresser målrettet går efter at påvirke politikerne på en måde, så de kan skrabe flest mulige penge sammen til netop deres forretning. Det flytter fokus væk fra virksomhedernes grundlæggende opgave, som er at skabe produkter og ydelser, der efterspørges af borgerne.

Energiøerne er meget risikable investeringer

Allerede nu er der mange dage om året, hvor danske vindmøller producerer mere strøm, end hvad der er behov for i Danmark. Derfor må strømmen ofte sælges til underpris i udlandet. På dage, hvor vinden ikke blæser, må vi til gengæld købe strømmen til høje priser hos vores nabolande.

Beslutningsgrundlaget, hvorpå energiøerne hviler, er ifølge konsulenthuset Kraka Advisory »decideret tyndt«.

Ingen ved, om det er fornuftigt at etablere den anden energiø i Nordsøen. Det er historisk voldsomt at tage så store samfundsmæssige beslutninger uden et sikkert vidensgrundlag.

Hvem står med regningen, hvis energiøerne ikke kan levere strøm som lovet til udenlandske modtagere, der har investeret i teknologi for at modtage ø-strøm? Hvad er planen for, hvordan man håndterer eventuelle udsving i den estimerede anlægssum, som lyder på 210 milliarder? Bare en lille justering kan få store økonomiske konsekvenser. Hvordan skal anlægsprocessen times, så vi ikke pludselig står med store mængder grøn strøm på en ø, som ingen kan bruge, fordi eksempelvis kabler til udlandet eller fastlandet ikke er klar?

Regeringen ønsker ikke at afskaffe elafgiften. Elafgiften ligger på fra 90,0 øre pr. kWh (2021-priser) i 2022. EU’s minimumssats er 0,8 øre pr. kWh, men regeringen vil kun nedsætte afgiften med 14 øre pr. kilowatt-time i 2022.

Nye Borgerlige vil sænke elafgiften.

Krigen i Ukraine har gjort det tydeligt, at der er behov for at Europa gør sig fri af russisk energiimport. Regeringen siger, at løsningen er at udbygge VE. Men dette kræver stadig store mængder kul og naturgas, da der stadig vil være mange dage om året, hvor vinden ikke blæser tilstrækkeligt til, at der er strøm nok til alle.

Derfor er det skørt, at vi i Danmark har besluttet os for at lukke ned for vores produktion i Nordsøen. Det giver ikke mening – hverken sikkerhedspolitisk eller samfundsøkonomisk. Danske borgere går glip af milliarder af kroner i tabt provenu.

I stedet ender vi med at gøre Europa mere afhængig af udlandet, hvor det primært er naturgas fra USA og Mellemøsten, vi importerer. Det er ekstremt dyrt at fragte naturgas med skib, hvilket potentielt kan medføre en udflytning af europæisk industri til USA.

Danmark er intet foregangsland

Fordi Danmark er så lille et land, er det, vi gør uden betydning i det store billede. Som klimaministeren selv har sagt: »Selv hvis vi lukkede hele Danmark ned i morgen, tvivler jeg på, om man overhovedet kunne måle det ude i atmosfæren.«

Derfor satser regeringen på, at den danske indsats skal kunne inspirere andre lande til at gøre det samme.

Udfordringen er bare den, at vi i Danmark har satset stort på vindmøller og solceller.

Det har medført, at vi importerer langt mere strøm end før. Andelen af strømmen i Danmark er steget fra 23 pct. til 52 pct. Vi er med andre ord blevet mere afhængige af udlandet. Samtidig afbrænder vi biomasse i stedet for kul. Vi skal med andre ord stadig bruge masser af brændsel, men nu følger vores strømproduktion vejrets luner fremfor befolkningens behov.

Det kan kun lade sig gøre for et lille land, hvis naboer let kan hjælpe til.

For et stort land som Tyskland er det ikke en farbar vej.

Klimaspørgsmålet er et globalt anliggende.

Derfor er det uforståeligt, at et bredt flertal af Folketingets partier har forpligtet Danmark til at reducere sine udledninger med 70 pct. i 2030 (ift. niveauet i 1990). Danmark var i forvejen forpligtet til at opnå nuludledninger i 2050. Ved at gå foran har vi allerhøjst sparet verden for nogle få millioner tons CO2 i perioden frem til 2050. Dette skal sammenholdes med, at der udledes knap 50.000 mio. tons CO2-ækvivalenter årligt. Et tal, der ventes at stige betragteligt i takt med, at ulandene oplever økonomisk fremgang.

Hvis Danmark gerne vil præge verden i retning af et mindre aftryk på naturen, forudsætter det videnskabelige gennembrud, som gør omstilling til renere og mere miljøvenlige energikilder så billige, at de ikke koster velstand. Derfor er det afgørende for os, at der afsættes grønne forskningsmidler til mere forskning inden for atomkraft.

Det er problematisk, når politikerne trumfer eventuelle lokalplaner og beslutter at opføre eksempelvis vindmølleparker og solcelleanlæg i beboede, naturskønne områder. Borgerne har formentlig bosat sig netop der, fordi de godt kan lide åbne landskaber og vild natur.

Det er derfor uhensigtsmæssigt i forhold til borgernes retssikkerhed, hvis en sådan beslutning trækkes ned over hovederne på dem. Det vil betyde, at de skal kompenseres, hvilket koster mange skattekroner.

I regeringens nye udspil ”Danmarks kan mere ll” vil man tilmed gøre det sværere for de berørte borgere at klage. En meget udemokratisk og elitær indstilling.

Regeringen ønsker at indføre nye CO2-afgifter, som vil svække danske virksomheders konkurrenceevne. Danske virksomheder, som allerede er en del af EU’s kvotesystem, får højere beskatning end ikke-kvotevirksomheder og højere beskatning end deres konkurrenter i andre lande.

For langt de fleste virksomheders vedkommende skal de betale den nuværende danske CO2-afgift på ca. 180 kr./ton CO2, mens ca. 60 industrivirksomheder er underlagt EU’s CO2-kvotesystem. I kvotesystemet prissættes CO2-udledning via den variable kvotepris, som i 2022 gennemsnitligt har udgjort ca. 600 kr./ton CO2 og som forventes at stige til 750-1.000 kr./ton CO2 i 2030. Det medfører, at det allerede i dag koster over tre gange så meget at udlede et ekstra ton CO2 indenfor kvotesektoren som det gør udenfor kvotesektoren.

Med regeringens udspil til en grøn skattereform foretages der to grundlæggende ændringer ift. den nuværende lovgivning.

  1. For det første forhøjes den danske CO2-afgift fra de nuværende 180 kr./ton CO2 til 750 kr./ton CO2 i 2030. Dette sker via en gradvis forhøjelse af afgiften fra 2025 og frem.
  2. For det andet udvides CO2-afgiftens anvendelsesområde, så også kvotevirksomheder nu skal betale CO2-afgift oveni den til enhver tid gældende europæiske kvotepris.

Det medfører, at almindelige kvotevirksomheder vil skulle betale 375 kr./ton CO2 oveni kvoteprisen, mens mineralogiske kvotevirksomheder tilsvarende vil skulle betale 100 kr./ton CO2 oveni kvoteprisen. Dermed bliver der uens beskatning af CO2 på tværs af erhvervslivets processer ved, at prisen på at udlede ét ton CO2 i 2030 vil være 750 kr. for ikke-kvotevirksomheder, 850 kr. for mineralogiske kvotevirksomheder og 1.125 kr. for kvotevirksomheder med almindelige processer ved en kvotepris på 750 kr. Skulle kvoteprisen overstige 750 kr./ton CO2 i 2030, vil denne forskel blot blive endnu større.

Der opstår risiko for lækage, fordi afgiften ikke på samme måde som kvotesystemet tager højde for lækageproblematikker og derfor blot pålægges alle virksomheder fladt uanset deres lækagerisiko. Dette forventes særligt at være tilfældet for den ekstraafgift, der pålægges kvotevirksomheder med mineralogiske processer.

Det havde været bedre, hvis regeringens udspil tog højde for kvoteprisen, således at når kvoteprisen steg, ville afgiften falde proportionelt.