Folkeafstemning

Stem NEJ den 1. juni

Derfor skal vi bevare forsvarsforbeholdet

Danmarks forsvar skal styrkes, men svaret er ikke at deltage i opbygningen af et EU-forsvar.

Hvad stemmer vi om?

Vi stemmer om at fjerne eller bevare det danske forbehold mod at deltage i militære aktioner under EU-flag og EU-kommando.

Et NEJ den 1. juni holder Danmark ude af beslutningerne om at opbygge et fælles EU-forsvar, som på sigt skal udvikle sig til en egentlig EU-hær.

Et NEJ den 1. juni er danskernes forsikring mod, at politikerne på Christiansborg trækker Danmark længere ind i Unionen og langsomt afgiver mere og mere af dansk selvstændighed.

Et NEJ den 1. juni sikrer, at genopbygningen af forsvaret efter årtiers forsømmelse fokuseres 100 procent på forsvaret af Danmark og på bidrag til vores allierede i NATO-alliancen.

Et JA den 1. juni er en tilslutning til på sigt at opbygge et fælles forsvar i EU, der skal kunne forsvare EU’s borgere mod angreb udefra og indefra. En udvikling hen imod Europas Forenede Stater.

Et JA den 1. juni overlader det til politikerne på Christiansborg at beslutte, hvilke aktioner under EU-flag, som danske soldater skal deltage i og fjerner danskernes forsikring mod Mere EU.

Et ja den 1. juni øger ikke Danmarks sikkerhed i den nuværende krise med Rusland som følge af Ruslands overfald på Ukraine. EU-forsvaret kan ikke beskytte Danmark. Det kan kun NATO.

Et nej den 1. juni kan ikke afværge en kommende EU-hær i konkurrence med NATO. Den kommer uanset om Danmark er med eller ej.

Et nej den 1. juni udelukker ikke Danmark fra at deltage i forebyggende forsvarsindsatser i lande i vores nærområde. Det foregår allerede i stor stil i NATO.

Et nej den 1. juni skader ikke Danmarks muligheder for at deltage i bekæmpelsen af f.eks. cyber-angreb og hybride angreb. Det deltager vi i gennem NATO, som samarbejder med EU. Præcis som også Storbritannien og Norge gør gennem NATO.

Et nej den 1. juni forhindrer ikke Danmark i gennem EU at understøtte NATO-alliancen med for eksempel at udbygge infrastrukturen, så NATO-styrker lettere og hurtigere kan komme hinanden til undsætning.

Et nej den 1. juni udelukker ikke Danmark fra at deltage i forsvarsfonden, som finansierer bl.a. udvikling af fælles våbensystemer, kommunikationssystemer o.lign. Det foregår som et industrisamarbejde i Det Indre Marked, som Danmark allerede er fuldt med i.

Det vil de EU-begejstrede partier have trykt på stemmesedlen:

»Stemmer du ja eller nej til, at Danmark kan deltage i det europæiske samarbejde om sikkerhed og forsvar ved at afskaffe EU-forsvarsforbeholde?«

Det er stadigvæk misvisende, selvom det blev lidt bedre, da de EU-begejstrede partier efter en uges heftig kritik valgte at tilføje ‘ved at afskaffe EU-forsvarsforbeholdet’.

Ordlyden er dog stadigt stærkt manipulerende. Danmark deltager allerede fuldt ud i det sikkerhedspolitiske samarbejde i EU, så det er ikke ‘samarbejde om sikkerhed’, vi stemmer om. Vi stemmer udelukkende om forsvarssamarbejdet.

Danmark deltager også i fuldt ud i den del af samarbejdet, som handler om forsvarsfonden og om at udbygge infrastrukturen til forsvar.

Forsvarsforbeholdet er udelukkende et forbehold overfor dansk deltagelse i opbygningen af et fælles forsvar og et forbehold overfor dansk deltagelse i militære aktioner under EU-flag og EU-kommando.

I øvrigt er Europa ikke det samme som EU, men det nægter EU og de EU-begejstrede politikere at anerkende. De kalder rask væk alting fra EU for europæisk, selvom en række europæiske lande ikke er medlemmer af Unionen.

Svaret er et styrket NATO

Det er dér, Danmark skal fokusere sin indsats i samarbejde med de andre lande i NATO-alliancen heriblandt USA, Canada, Storbritannien og Norge, som ikke er med i EU.

Der er intet vundet for Danmarks sikkerhed nu i at ophæve forsvarsforbeholdet. I bedste fald koster det bare flere penge uden at gøre nytte. I værste fald kan det lede til en svækkelse af NATO og dermed vores fælles forsvar.

Forbeholdene er danskernes forsikring mod ’Mere EU’

Udviklingen af EU henimod Europas Forenede Stater er ikke i Danmarks interesse. Det er et flertal af danskerne enige i. Det er der derimod et flertal af andre lande i EU, der ønsker og arbejder på.

Og der er et permanent flertal i Folketinget – de såkaldte ja-partier – som arbejder på at trække Danmark dybere ind i Unionen.

EU-traktaterne er skrevet med hensigten om at udvikle ’en stadigt snævrere Union’, som det formuleres.

Det var for at undgå at blive trukket i den retning, at danskerne stemte nej til Maastricht-traktaten for 30 år siden og undsagde ja-partiernes stræben efter Mere Union.

Det var derfor Danmark tog sine forbehold i traktaten, så danskerne kunne blive forsikret imod Unionsudviklingen.

Både i år 2000, da danskerne stemte nej til Euroen og igen i 2015, da det blev et nej til at fjerne retsforbeholdet, har danskerne bekræftet, at man ønsker at bevare forsikringen mod den ’stadigt snævrere Union’, som man fik med forbeholdene i 1993.

Nu forsøger ja-partierne igen at få Danmark dybere ind i Unionen. Denne gang med et forslag om at Danmark skal deltage i opbygningen af et EU-forsvar.

Med et nej den 1. juni kan danskerne forny forsikringen og fastholde modstanden mod den ’stadigt snævrere Union’.

Forbeholdende er danskernes forsikring mod “Mere EU”

Udviklingen af EU henimod Europas Forenede Stater er ikke i Danmarks interesse. Det er et flertal af danskerne enige i. Det er der derimod et flertal af andre lande i EU, der ønsker og arbejder på.

Og der er et permanent flertal i Folketinget – de såkaldte ja-partier – som arbejder på at trække Danmark dybere ind i Unionen.

EU-traktaterne er skrevet med hensigten om at udvikle ’en stadigt snævrere Union’, som det formuleres.

Det var for at undgå at blive trukket i den retning, at danskerne stemte nej til Maastricht-traktaten for 30 år siden og undsagde ja-partiernes stræben efter Mere Union.

Det var derfor Danmark tog sine forbehold i traktaten, så danskerne kunne blive forsikret imod Unionsudviklingen.

Både i år 2000, da danskerne stemte nej til Euroen og igen i 2015, da det blev et nej til at fjerne retsforbeholdet, har danskerne bekræftet, at man ønsker at bevare forsikringen mod den ’stadigt snævrere Union’, som man fik med forbeholdene i 1993.

Nu forsøger ja-partierne igen at få Danmark dybere ind i Unionen. Denne gang med et forslag om at Danmark skal deltage i opbygningen af et EU-forsvar.

Med et nej den 1. juni kan danskerne forny forsikringen og fastholde modstanden mod den ’stadigt snævrere Union’.

Om EU’s vej til fælles forsvar

EU har i dag ingen fælles hær. Det er medlemsstaternes egne styrker, der bidrager til militære missioner. Men traktatgrundlaget nævner udtrykkeligt, at målet er ’et fælles forsvar’ der indføres ’gradvist’:

TEU Art. 24
Stk. 1. Unionens kompetence inden for den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik omfatter alle udenrigspolitiske områder samt alle spørgsmål vedrørende Unionens sikkerhed, herunder gradvis udformning af en fælles forsvarspolitik, der kan føre til et fælles forsvar.

TEU Art. 42
Stk. 2. Den fælles sikkerheds- og forsvarspolitik omfatter gradvis udformning af en fælles EU-forsvarspolitik. Denne vil føre til et fælles forsvar, når Det Europæiske Råd med enstemmighed træffer afgørelse herom. Det henstiller i så fald til medlemsstaterne, at de vedtager en sådan afgørelse i overensstemmelse med deres forfatningsmæssige bestemmelser.

Sikkerhedsstrategien
Det fremgår af EU’s sikkerhedsstrategi fra 2016 – den globale strategi – at ”blød magt ikke [er] nok”. Det er nødvendigt at EU ”skal være beredt på og i stand til at afværge, reagere på og beskytte [sig] mod ydre trusler.”

”Fælles vision, fælles handling: Et stærkere Europa”, juni 2016: https://eeas.europa.eu/archives/docs/top_stories/pdf/eugs_review_web.pdf

Højtplacerede EU-politikere har gentagne gange opfordret til skabelsen af en EU-hær:

2015

Daværende kommissionsformand Jean-Claude Juncker opfordrede i 2015 til at skabelsen af en EU-hær, så EU kan blive taget seriøst som en ’international styrke’, og sagde, at sådan en hær ’skal hjælpe med at designe en fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik’.

2016

Jean-Claude Juncker sagde bl.a., at det er uundgåeligt at der skabes en EU-hær, og at EU er nødt til at skabe en EU-hær.

2017

Frankrigs præsident Macron sagde, at EU har behov for rigtig EU-hær (”“We will not protect Europeans unless we decide to have a true European army.”) Bemærkelsesværdigt sagde Macron samtidig, at en sådan EU-hær var nødvendig for beskyttelse mod Kina, Rusland, men også vores allierede USA.

2018

Under en tale til EU-parlamentet fastslog Merkel udtrykkeligt hendes ønske om at etablere en EU-hær. Salen svarede med klapsalver.

2021

EU-Kommissionsformand von der Leyen fortalte EU-parlamentet, at EU skal træde et niveau op og udbygge sine militære styrker.

Nej, Selvom der i princippet skal være enstemmighed om at sende soldater i krig under EU-kommando, er der ikke en reel mulighed for Danmark i at nedlægge veto mod at gennemføre en konkret aktion.

Der er i EU-samarbejdet en fælles forståelse af, at en gruppe lande kan gå videre i et ‘forstærket samarbejde’, så længe de ikke forpligter andre medlemslande til at gå lige så langt eller forpligter andre lande til at betale regningen.

Dette princip er ikke juridisk dækkende for militæroperationer, men i praksis vil det være umuligt for et lille land som Danmark at blokere, når alle eller næsten alle andre er enige.

Ja, det må man sige.

EU’s civile og militære aktivistiske operationer kan ikke på meningsfuld vis betegnes som en succes, men som udtryk for naivitet.

Et eksempel er, at Bosnien og Hercegovina efter næsten 20 års militær EU-intervention er i fare for at blive bryde sammen som stat.

Operationen i Mali er slået helt fejl. Efter ni års tilstedeværelse ledes Mali i dag af et militærdiktatur og har været udsat for flere kup, siden EU engagerede sig militært. Den nordlige halvdel af landet er under islamiske terroristers kontrol.

I Den Centralafrikanske Republik, hvor EU-styrkerne har været siden 2016 for at opbygge en demokratisk ansvarlig hær og rådgive præsidenten, har regeringen nu hidkaldt Putins lejesoldater i Wagner-gruppen til at hjælpe med at holde oppositionsgrupper og andre etniske grupper nede. EU-styrken kan blot se til.

Nej, der er ingen af de EU-begejstrede partier, som kan fortælle, hvordan de forestiller sig, at EU-forsvaret skal udvikle sig.

De fortæller derimod gerne om, at alt det EU-forsvaret ikke skal være.

Der skal ikke være en EU-hær. Der skal ikke være en EU-kommando. EU-forsvaret skal ikke overlappe NATO.

Så sent som i februar 2021 var socialdemokraten udenrigsminister Jeppe Kofod meget klar i spyttet, da han afviste, at der ville være nogen værdi for Danmark ved at afskaffe forbeholdet:

”Der er ikke noget i forsvarsforbeholdet, som gør, at vi ikke kan føre den udenrigs-, forsvars- og sikkerhedspolitik, som vi gerne vil. Den dag forsvarsforbeholdet forhindrer os i at føre den udenrigs-, forsvars- og sikkerhedspolitik, som Danmark skal føre for at passe på vores land, den dag skal vi tage et opgør med forbeholdet. Men der er vi slet ikke. Tværtimod.”

Om NATO’s værdi for Danmark

Danskerne har gennem mere end 70 år kunnet leve i sikkerhed, fordi vi sammen med 11 andre lande under ledelse af USA og Storbritannien efter Anden Verdenskrig grundlagde NATO.

NATO beskyttede os gennem den kolde krig mod angreb fra de kommunistiske diktaturer i øst og var vores sikkerhedsgaranti under de kriser, der opstod i forbindelse med kommunismens sammenbrud.

Det vil være både risikabelt og uansvarligt, hvis Danmark på nogen måde giver indtryk af, at vi ønsker en anden sikkerhedsgaranti end den USA og Storbritannien har ydet os gennem så mange år.

De EU-begejstrede politikeres tale om, at EU skal kunne forsvare os, den dag USA trækker sig, er i bedste fald tom snak i værste fald direkte farligt for vores selvstændighed.

Uden USA’s og Storbritanniens løfter om støtte i krisetider kan Danmark ikke overleve som selvstændigt land.

NATO er en alliance til kollektivt forsvar, som blev oprettet i tilslutning til Den Nordatlantiske Traktat, som de 12 lande, heriblandt Danmark, underskrev i Washington den 4. april 1949.

NATO’s første generalsekretær sammenfattede dengang opgaven i én sætning: ”NATO skal holde russerne ude, tyskerne nede og amerikanerne inde [i Europa]”

Det gælder stadigvæk – blot kan man skifte Tyskland ud med EU.

NATO’s hovedansvar er at beskytte og forsvare Alliancens territorium og befolkninger imod ethvert angreb. Det er den gensidige forpligtelse mellem NATO-landene, som har sikret Danmarks selvstændighed og fortsat gør det.

Der er intet i EU’s forsvarssamarbejde, som vil garantere Danmarks selvstændighed. I EU’s-forsvarspolitik står der meget om ‘UNIONENS sikkerhed’ ingenting om landenes selvstændighed.

I overensstemmelse med den såkaldte musketér-ed fra Den Nordatlantiske Traktats artikel 5 vil de allierede forsvare hinanden i tilfælde af angreb.

Fra NATO-traktaten:

Artikel 5
Deltagerne er enige om, at et væbnet angreb mod en eller flere af dem i Europa eller Nordamerika skal betragtes som et angreb mod dem alle; og de er følgelig enige om, at hvis et sådant angreb finder sted, skal hver af dem under udøvelse af retten til individuelt eller kollektivt selvforsvar, som er anerkendt ved artikel 51 i De Forenede Nationers pagt, bistå den eller de således angrebne deltagerlande ved straks, hver for sig og i forståelse med de øvrige deltagerlande, at tage sådanne skridt, derunder anvendelse af væbnet magt, som hver af dem anser som nødvendige for at genoprette og opretholde det nordatlantiske områdes sikkerhed.

Ethvert sådant angreb og alle som følge deraf trufne forholdsregler skal uopholdeligt indberettes til Sikkerhedsrådet. Sådanne forholdsregler skal bringes til ophør, når Sikkerhedsrådet har truffet de til genoprettelse og opretholdelse af den mellemfolkelige fred og sikkerhed fornødne forholdsregler.

Artikel 6
Ved et væbnet angreb i artikel 5 ‘s forstand på en eller flere af deltagerne forstås et væbnet angreb:

  • på en hvilken som helst af deltagernes territorium i Europa eller Nordamerika, på Frankrigs algeriske departementer 2, på tyrkisk territorium eller på sådanne øer, som er underlagt nogen deltagers statsmyndighed i det nordatlantiske område nord for Krebsens Vendekreds;
  • på en hvilken som helst af deltagernes styrker, fartøjer eller flyvemaskiner, når disse befinder sig i eller over disse territorier eller i noget andet område i Europa, hvor nogen af deltagernes besættelsesstyrker var stationeret på det tidspunkt, da traktaten trådte i kraft, eller i Middelhavsområdet eller i det nordatlantiske område nord for Krebsens Vendekreds.

Siden 12 lande i 1949 gik sammen om at danne forsvarsalliancen NATO er der sket meget.

I dag har NATO 30 medlemslande.  USA og Canada på den vestlige side af Atlanterhavet, Storbritannien og Island i Atlanterhavet og 26 europæiske lande på kontinentet. og Det nyeste medlemsland er Nordmakedonien, der blev optaget i forsvarsalliancen i 2020.

Et argument fra de EU-begejstrede politikere for at opgive forbeholdet overfor et fælles EU-forsvar er, at EU skal påtage sig en større rolle i forskning og udvikling af de nye militære teknologier.
Det er et dårligt argument, for det arbejde udføres allerede af landene i NATO.
I oktober sidste år besluttede NATO-landene at investere 7,5 milliarder kroner i fælles forskningsinstitutter indenfor kunstig intelligens, kvanteteknologi, maskinlæring og beslægtede områder, som har betydning for udvikling af militære teknologier.
Forskningsindsatsen koordineres med neutrale lande som Finland og Sverige.
NATO-centret for kvanteforskning bliver placeret i København.
Der er absolut ingen grund til at opgive forsvarsforbeholdet for at Danmark kan deltage i EU’s militære forskning og udvikling.
Det gør vi allerede på højt niveau gennem NATO
Læs mere her:

Baggrund

EU’s sikkerheds- og forsvarssamarbejde

I 1970 begyndte EU’s udenrigsministre at koordinere udenrigspolitiske spørgsmål, når det var muligt, gennem den begrænsede, ad hoc-ramme kaldet Det Europæiske Politiske Samarbejde (EPS).

Maastrichttraktaten, der trådte i kraft i 1993, afløste EPS, og for første gang fik EU en institutionaliseret udenrigs- og sikkerhedspolitik. Den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik (FUSP) blev oprettet som en særskilt mellemstatslig søjle.

At EU nu havde en fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, skabte forventninger om, at EU kunne optræde som en samlet aktør på den internationale scene.

Det danske forsvarsforbehold er ét af de fire forbehold, som Danmark aftalte med de øvrige EU-lande i december 1992 i den såkaldte Edinburgh-afgørelse.

Forbeholdene skulle muliggøre, at Danmark sammen med de øvrige lande kunne tiltræde Maastricht-traktaten efter det danske nej ved folkeafstemningen i juni 1992.

Forbeholdene blev siden traktatfæstet i 1997 i en særlig protokol til EU-traktaten i forbindelse med vedtagelsen af Amsterdamtraktaten. Protokollen er siden blevet justeret et par gange – senest med vedtagelsen af Lissabontraktaten i 2009.

Opfattelsen af, at EU’s nye udenrigs- og sikkerhedspolitik ikke var effektiv nok, fik EU-medlemslandene til at støtte yderligere samarbejde på området.

Inspireret af den fransk-britiske aftale om udvikling af en europæisk forsvarsdimension på deres bilaterale Saint Malo-topmøde i 1998 og i forlængelse af Kosovokrigen blev EU’s stats- og regeringschefer enige om, at EU i internationale kriser skulle have handlekraft og kapacitet til at træffe beslutninger, som var bakket op af troværdige militære styrker.

Denne enighed blev fulgt op i december 1999 på Det Europæiske Råd i Helsinki, der opfattes som et nybrud for EU’s bredere fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik.

I Helsinki blev der fastsat konkrete mål for EU’s militære kapacitet i forbindelse med de såkaldte Petersberg-opgaver (også kaldet Headline Goals 1999), og der blev truffet beslutning om opbygning af en politisk og militær struktur understøttet af nye embedsmandsorganer, herunder Den Udenrigs- og Sikkerhedspolitiske Komite (PSC), EU’s Militærkomite (EUMC) og EU’s Militærstab (EUMS).

Desuden blev der vedtaget en handlingsplan for EU’s ikke-militære krisestyring.

Efter Nicetraktaten var trådt i kraft, udgav EU i 2003 sin første europæiske sikkerhedsstrategi (European Security Strategy, ESS), hvor det blev erklæret, at håndteringen af internationale konflikter skulle være en af EU’s vigtigste sikkerhedsprioriteter.[1]

EU operationaliserede også i 2003 sin fælles sikkerheds- og forsvarspolitik (FSFP) med iværksættelsen af de første EU-fredsbevarende operationer på Balkan, hvor EU overtog FN- og NATO-operationer.

Dermed fik forsvarsforbeholdet i større omfang end tidligere konsekvenser for Danmark, som nu måtte trække de tropper, der havde deltaget i de tidligere NATO- og FN-ledede operationer på Balkan, hjem.

Med Lissabontraktaten, der trådte i kraft i 2009, ændredes de institutionelle rammer for EU’s udenrigs- og sikkerhedspolitik endnu engang. EU fik sin egen fælles udenrigstjeneste (EU-Udenrigstjenesten) og en styrket, højtstående repræsentant – en slags EU-udenrigsminister – for udenrigspolitiske spørgsmål.

Lissabontraktaten introducerede desuden en række nye bestemmelser på forsvarsområdet. For det første åbnede traktaten muligheden for, at en gruppe af villige EU-lande kunne indgå i et permanent struktureret samarbejde om forsvar (PESCO). Derudover etableredes en såkaldt bestemmelse om gensidigt forsvar og en solidarietsklausul – begge med det formål at EU-landene skulle stå sammen, hvis et land blev udsat for eksempelvis væbnet angreb, terror, natur- eller menneskeskabte katastrofer.

Solidaritetsklausulen må ikke forveksles med en kollektiv forsvarspligt, som gælder i NATO.

At Danmark ikke kunne deltage fuldt ud i Lissabontraktatens nye initiativer på forsvarsområdet, skabte på det tidspunkt ikke megen opmærksomhed, eftersom der gik flere år, før Lissabontraktatens bestemmelser blev effektueret i praksis.

EU-juraen og beslutningsprocesser

EU’s fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, herunder forsvarspolitikken, er et mellemstatsligt samarbejde mellem de 27 EU-lande, hvor det er Rådet, som er det centrale besluttende organ i EU.

Europa-Parlamentet har alene en generel høringsret på det udenrigs- og sikkerhedspolitiske område.

Da, der ikke laves lovgivning på området er der ingen rolle at spille for EU-domstolen.

Med EU-traktaten gælder som hovedregel krav om enstemmighed i Rådet på spørgsmål vedrørende den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik og således også på forsvarsområdet.

Det er værd at bemærke, at EU-traktaten indeholder en mulighed for at gå fra enstemmighed til kvalificeret flertal i forbindelse med vedtagelser på det udenrigs- og sikkerhedspolitiske område ved hjælp af en særlig passerelle-bestemmelse i TEU art. 31, stk. 3. Af denne fremgår, at Det Europæiske Råd med enstemmighed kan beslutte at lade et område inden for den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik overgå til afgørelser ved kvalificeret flertal.

Juncker-Kommissionen opfordrede i 2018 Det Europæiske Råd til at gøre brug af denne bestemmelse for så vidt angår civile CSDP-missioner, sanktioner og EU’s holdning i internationale menneskerettighedsfora. Det Europæiske Råd fulgte ikke op på opfordringen.

Det skal dog her understreges, at TEU art. 31, stk. 4 gør det helt eksplicit, at denne passerelle ikke kan anvendes for afgørelser, der har indvirkning på militær- eller forsvarsområdet. Forbeholdsbelagte områder, hvor der i dag er krav om enstemmighed, kan således ikke uden en traktatændring overgå fra enstemmighed til kvalificeret flertal.

EU-Domstolen har som udgangspunkt ikke kompetence på det udenrigs- og sikkerhedspolitiske område og altså heller ikke på forsvarsområdet.

Domstolen har alene kompetence til at kontrollere overholdelsen af artikel 40 i TEU, som skal sikre, at den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik ikke berører EU-institutionernes beføjelser og til at prøve lovligheden af visse afgørelser om f.eks. restriktive foranstaltninger (sanktioner) over for fysiske eller juridiske personer.

Foto: Anna50 / Shutterstock.com

Læs vores nyeste militærblog

Sådan styrker vi det danske forsvar