Selvstændige skal have luft under vingerne

Det er hårdt og utaknemmeligt at være selvstændig i et socialdemokratisk land.

Man brandbeskattes for at skabe en virksomhed, der skaber arbejdspladser for borgerne og værdi for kunderne.

Selvstændige bidrager med vækst og virkelyst. Et borgerligt samfund værdsætter begge dele.

Danmark er blandt de lande i Europa, hvor færrest vælger at blive selvstændige. Nye Borgerlige vil give selvstændige luft under vingerne med skattelettelser og mindre bureaukrati.

Sådan hjælper Nye Borgerlige dig, der er selvstændig:

  • Du betaler flad skat på 37 % af lønindkomst i stedet for op til 58 % i dag
  • Selskabsskatten sænkes til 15 % af overskuddet i stedet for 22 % i dag
  • Det bliver lettere at rejse penge til nye investeringer og idéer
  • Du skal ikke betale for nyuddannede universitetskandidaters underhold
  • Mindre bureaukrati for din virksomhed
  • Overdragelse til næste generation uden arveafgift

Nye Borgerlige vil give selvstændige luft under vingerne – for alles bedste

Flad skat på 37 %:

Er du selvstændig, lægger du sikkert mange timer i døgnet i din virksomhed, men ofte får selvstændige på grund af skatten ikke lov til at beholde frugterne af deres slid. Med Nye Borgerliges økonomiske politik skal du fremover kun betale 37 % af din lønindkomst – uanset din indtjening.

Selskabsskatten sænkes til 15 %:

I stedet for de mange erhvervsstøtteordninger, der tilgodeser bestemte virksomheder, vil Nye Borgerlige tage 10 milliarder fra støtteordningerne og bruge dem til at sænke selskabsskatten fra 22 % til 15 %.

Det bliver lettere at rejse penge til nye investeringer og idéer: 

Det skal være nemmere og billigere at rejse risikovillig kapital for dig som selvstændig. I dag er kapitalbeskatningen så høj, at det er meget vanskeligt at lokke investorer til. Systemet er uigennemskueligt med talrige satser og alt for mange særregler. Derfor vil Nye Borgerlige vil indføre en flad skat på aktie- og kapitalbeskatningen på blot 25 % og forenkle systemet markant.

Du skal ikke betale for nyuddannede universitetskandidaters underhold:

Det er ikke rimeligt, at arbejdende danskere betaler for universitetskandidater, der tager en skatteyderbetalt uddannelse for så at gå op mod to år på dagpenge. En del af finansieringen til skatte- og afgiftslettelserne kommer fra at omlægge SU’en på sidste del af lange videregående uddannelser til et statsgaranteret og billigt lån.

Samtidig skal nyuddannede akademikere have haft fast arbejde for at optjene retten til dagpenge. I dag opnår man dagpengeret, blot man har gennemført sit studie – uanset hvor meget eller hvor lidt, man har arbejdet.

Mindre bureaukrati:

Har du en virksomhed, er du i dag er tynget af et kompliceret skattesystem og utallige regler, som politikerne producerer i overflod.

Nye Borgerlige vil halvere regelmængden inden 2035. For hver ny regel, skal to gamle afskaffes.

Arveafgiften fjernes:

Hvis du ønsker at overdrage dit livsværk til næste generation, vil du i dag blive straffet af arveafgiften. Med Nye Borgerliges plan fjernes arveafgiften for både personer og virksomheder, så værdierne kan få lov at blive i de familieejede virksomheder. Det gavner både arbejdsgiver og arbejdstager.

Vores politik er fuldt finansieret. Bliv medlem eller læs mere i vores plan for et mere borgerligt Danmark.