Wor strand

 

Tak for invitationen til at tale i dag, hvor vi fejrer vores Grundlov.

I  Grundloven er vores ret til at skrive loven i Danmark

Det var en ulidelig varm eftermiddag i august for snart 12 år siden. Anna og jeg var kørt nordpå til Vesterhavet ved Nørre Vorupør. Vi skulle en tur i vandet, og bagefter skulle vi overnatte i klitterne – med stjernerne over os. Da vi kom, faldt jeg i snak med en ældre fisker. Han spurgte til sidst, om vi havde tænkt os at sove i klitterne. Det var planen, sagde jeg, men vi vidste ikke, om det var tilladt. Han kiggede på mig, overrasket: ”Hvem sku’ da forbyde det, det er da wor strand”, sagde han og gentog det er par gange: ”Hvem sku’ da forbyde det, det er da wor strand”!

”Det er da wor strand”. Den sætning og fiskerens måben over mit spørgsmål har sat sig dybt. ”Hvem sku’ da forbyde det, det er da wor strand.”

Tænk, hvis vi med samme overbevisning og samme selvfølgelighed vil sige om Danmark: ”Det er da vores land. Hvem andre end os skulle da bestemme her?”

For det er jo sådan, der forholder sig. Det er vores land. Det er os, der har retten til at bestemme her i Danmark.

Sådan er det. Både når vi ser på international ret og på dansk ret: Det er altid landets egne borgere, der bestemmer. Hvordan kan nogen overhovedet være i tvivl? Hvem skulle da ellers bestemme?  Det er da vores land. Det er wor strand. Her bestemmer vi.

Grundloven er først og fremmest garantien for vores ret til at bestemme i vores eget land. Vores ret til som borgere i Danmark kun at være underlagt den lov, vi selv vedtager. Vi og ingen andre har retten til at skrive loven i Danmark. Det er vores førstefødselsret. Det er vores umistelige privilegium. Det er selve kernen i vores indfødsret, i vores statsborgerskab.

Den ret er så selvfølgelig, at den ikke engang er nævnt er nævnt. Retten til selv at skrive loven er ikke nævnt i Grundloven. Vores frihedsrettigheder, vores trosfrihed, personlige frihed, boligens ukrænkelighed, vores ejendomsret, vores næringsfrihed, vores skolefrihed, ytringsfriheden, foreningsfriheden, forsamlingsfriheden, de er alle fremhævet. Men den helt grundlæggende ret til selv at udfylde vores borgerrettigheder, til selv skrive de love, vi er underlagt, den ret er så indlysende, at den ikke nævnes.

Jeg ser det som den fremmeste af vores borgerrettigheder. Vores ret til selv at skrive loven. Vores lovret. Det er den, der gør os til frie borgere i et frit land.

Ud af den ret, lovretten, vokser alt andet – og uden den forsvinder alt andet.

II  Hvad er indfødsret uden en nation?

Men vores ret til selv at skrive loven er på vej til at forsvinde. Dansk lov er kun gældende, hvis ikke den strider mod EU-retten. Det er en nagelfast kendsgerning, men ikke alle er klar over det.

EU-traktaterne indeholder den samme uændrede paragraf direkte fra Rom-traktaten. Den om den stadigt tættere integration, den absolut vigtigste. Den beskriver den europæiske integration som en proces uden noget endemål, – den øgede integration er defineret som sit eget mål. Det er en uendelig proces, der er skabt til at fortsætte for evigt.

Undervejs i denne evighedsproces forsvinder nationalstaterne naturligvis. Resterne af national selvbestemmelse vil på et eller andet tidspunkt blive til en hindring for den evige integration.

EU’s seneste traktat er ikke anderledes end de foregående. Målet er nu som før: Europas Forenede Stater. Hvornår det nås, det er underordnet, – at det nås, det er derimod givet. Når det nås, vil Danmark som en uafhængig og fri nation være ophørt. Danmark vil være historie.

Måske opdager vi knap nok, hvornår det sker, fordi processen er så glidende, og fordi den sker over så lang tid. Men væk, det er vi. Vi vil ikke længere være frie borgere i et frit land med retten til selv at skrive vores lov. Vi vil ikke længere være et folk, forbundet af historie og sprog, af kultur og sted, af ansvar for landet og af pligten og retten til at løfte det ansvar.

Hvorfor vil vores politikere den vej? Hvor er de enorme trusler, der for første gang i vores historie skal tvinge os til at stryge flaget? Eller hvis ingen trusler, hvor er så de enorme fordele, der er så kostelige, at vi vil sælge vores selvstændighed for dem?

Lige siden 1972 har politikerne forsøgt at sælge EF og EU som noget andet, end det, det er. Og det gør de stadig, senest ved afstemningen om Europol. Hver gang, vi skal afgive lidt af vores selvbestemmelse, lokkes der med allehånde fordele ved et ja, og vi trues med allehånde ulykker, hvis vi stemmer nej.

Og det vil fortsætte. Politikkerne vil igen og igen komme med forslag om, at vi skal afgive lidt mere af vores selvbestemmelse. Det er resultatet af dynamikken i Bruxelles, det er indbygget i systemet. Mere union, aldrig mindre, tættere union, aldrig løsere, mere integration og ensretning, aldrig mindre.

Den europæiske unions traktater og institutioner er skabt og bygget som en ensrettet vej. Det kan godt være, at det går langsomt, det kan godt være, at det slingrer lidt, men det kan kun gå en vej: mod mere union, aldrig mindre, mere integration, aldrig mindre.

Lad os komme ud, før det er for sent. Udenfor unionen, som et frit og selvstændigt land står vi igen på det fundament, som vi har bygget vores land og vores frihed på: At vi selv skriver vores lov, som vi ønsker den. Vi vil igen være herrer i eget hus. Vi skal bevare det frie Danmark, vi fik i arv, og som vi selv skal give i arv til vores børn.

III   Unionens og Danmarks katastrofale politik

Når Europa har mest brug for ledelse, bliver det pinagtigt tydeligt, at vi ingen ledere har.

Europa står midt i den alvorligste krise siden den Kolde krig, måske endda siden Anden Verdenskrig. Vi er ved at blive rendt over ende af indvandring sydfra, vi udsættes for terror, senest i London, vores byer er ikke længere sikre, militæret patruljerer i gaderne, kvinder er utrygge i det offentlige rum, storbyernes gader og pladser blokeres demonstrativt af bedende mænd fra en religion så fjern fra europæisk kultur, som man næsten kan komme.

Syd for Middelhavet venter millioner og atter millioner på at komme til det forjættede land. Til den Europæiske Union, der ikke engang bevogter sine grænser, men i stedet samler migranter op helt ovre ved Libyens kyst, sejler dem til Sicilien og leverer asyl og papirer.

Folkevandringer er i fuld gang, Afrika kan ikke holde på sit enorme befolkningsoverskud. Og unionen har intet svar. Unionen aner ikke, hvad den skal gøre. Unionen er impotent, lammet, indadvendt, optaget af sine egne processer.

Unionen er som et skib uden skipper på vej ud i den perfekte storm.

Det er indlysende, at Schengenunionen og Dublinaftalerne er en saga blot. Merkel siger det også. Alle lande i EU har nu indført grænsekontrol under en eller anden form. Alt dette skete på få måneder, og oveni kom så det engelske Brexit. Ingen ved, hvad næste år bringer. Vi er vidner til et europæisk sammenbrud med samme betydning som Romerrigets undergang. Danmark står midt i dette kollaps. Vi sejler i oprørt hav, og forude venter storm og orkan.

EU kvæles i egen uformåenhed. Den umulige drøm om en europæisk union falder til jorden, og hver nation søger ly indenfor egne grænser. Luk grænserne, mens stormen raser. Hver nation hytter sit, Fanden snupper de sidste. Sådan har det altid været, og sådan er det stadig.

Danmark skal også hytte sit. Vi skal lukke grænsen og forberede os på et Europa uden den union, vi kender. Vi er blevet så vant til at overlade ansvaret til Bruxelles, at det har medført en politisk og intellektuel dovenskab.  Ingen politiker eller debattør bør fremover slippe godt fra at henvise problemer til løsning i Bruxelles. Der findes ingen løsninger i Bruxelles på truslerne mod Europa.

Vi står uforberedte. Vi har ikke diskuteret en plan B, og det er tydeligt, at politikerne er rådvilde. Har vi mistet troen på, at vi kan forme vores lands fremtid? Politikkerne driver af sted for vind og vove, mens de klynger sig til forældede konventioner og tilfældige folkestemninger. De hævder, at de intet kan gøre, fordi de er bundet af konventioner og EU-forordninger.

Vi er åbenbart lykkedes med at vælge de forkerte politikere. I stedet for at lede landet, forsøger de at styre befolkningen. De siger, at vi bare skal rykke sammen og fortsætte, som vi plejer. De prøver at berolige os.  De tør ikke styre op i mod vinden. De tør ikke sætte en ny kurs. De har ikke formatet til at sørge for, at Grundloven rent faktisk efterleves her i landet. Nationen savner ledelse.

IV   Vores borgerlige opgaver

Skal vi lykkes med at bevare vores land i en form, hvor vi både kan kende det og os selv, er det på høje tid at komme i gang. Vi skal standse indvandringen fra Mellemøsten og Afrika. Vi skal standse magttabet til EU. Vi skal have ryddet op i den indvandring, der allerede er sket. Vi skal have taget vores suverænitet tilbage fra Bruxelles. Vi skal have genskabt vores militære og civile forsvar. Vi skal løfte alle skolers og læreanstalters niveau.

Vi skal have genfødt glæden og stoltheden og trygheden ved at være dansk borger i et af verdens frieste, rigeste og mest lige samfund. Vi skal styrke evnen til at forsørge sig og sine, så vi langt bedre i fællesskab kan tage os af dem, der ikke kan selv.

Vi skal have lagt en helt ny kurs – stik modsat den katastrofekurs, vi alt for længe har styret.

Noget tyder på, at det kræver et nyt hold politikere!

Det er her, den største opgave ligger. Vi skal vende vælgerne og måske endda vinde vælgerne. Vi skal tage diskussionen om Danmark overalt, hvor vi kan komme til det. Vi er nødt til at tale om Danmark, om vores værdier, om vores drømme og om vores håb med de mennesker, vi har omkring os, eller som vi møder i vores hverdag. Vi er nødt til at sætte os i spidsen for en bred og folkelig samtale om landets fortid og fremtid. Vi er nødt til at give vores tro på Danmark videre til vores medborgere.

Vi er alle frie borgere i et frit land. Det burde egentlig medføre, at vi også alle var borgerlige! Det gør det som bekendt ikke, – og det er heller ikke nødvendigt. Det er derimod afgørende vigtigt, at alle danske uden undtagelse forstår, at hvis vi ikke bevarer vores friheder, vores frie land og vores ret til selv at skrive loven, så mister vi ikke alene vores frihed. Vi sætter også alt det overstyr, som generationer før os har skabt, og som generationer efter os skal nyde godt af.

Lad mig slutte med fiskeren oppe fra Nørre Vorupør: Det er da wor strand – og vores land.

Tak for jeres opmærksomhed – God Grundlovsdag til jer alle.