Et nyt ord er dukket op på den politiske himmel: Et paradigmeskift. Som en anden betlehemsstjerne lyser ordet ned over Christiansborg her i julemåneden for at vise regeringen på vej.

Paradigmeskiftet skal ske i udlændingepolitikken, har statsminister Lars Løkke Rasmussen og Kristian Thulesen Dahl forsikret hinanden og danskerne om.

Integrationsminister Inger Støjberg kaldte forleden i Berlingske Tidende de seneste 30 års integrationspolitik for ’totalt mislykket’.

Det har hun fuldstændig ret i, og det vil være årtiers bedste julegave, hvis regeringen og DF inden deadline den 21. december bliver enige om at lægge kursen totalt om, som DF har krævet og statsministeren lovet.

I årtier har skiftende regeringen accepteret, at flygtninge er blevet til indvandrere. Det har påført det danske samfund enorm skade og koster hvert år gevaldige summer til indvandrere, som aldrig er blevet integreret, men lever af passiv offentlig forsørgelse på helt andre værdier end dem, der er danske.

Paradigmeskiftet består i, at det skal vi holde op med.

Regeringen og DF skal blive enige om, at alle migranter på midlertidig opholdstilladelse skal rejse ud, når opholdstilladelsen udløber. Det vil for første gang i 40 år vende strømmen, så Danmarks problemer med uintegrerede indvandrere bliver mindre i stedet for større år for år.

De skal også blive enige om, at danske skatteydere ikke skal betale for den mislykkede integration længere. Samlet set koster det op mod 8 mia. kroner om året at modtage og forsøge at integrere migranter i Danmark.

Integration er et personligt ansvar
Nye Borgerlige har i to år utallige gange gentaget at integration ikke er en offentlig opgave. Det er et personligt ansvar.

Med paradigmeskiftet vil det blive slået fast. Ikke flere migranter forrest i boligkøen. Ikke flere konsulenter ansat i integrationsprojekter. I det hele taget ikke flere offentlige initiativer og ikke flere skattepenge, der kastes ned i det store sorte integrationshul.

Med paradigmeskiftet bliver integration et personligt ansvar.

Det er god borgerlig-liberal politik, at mennesker skal tage ansvar for deres eget liv. Ansvaret for indvandrere har i alt for mange år været taget fra dem. Med paradigmeskiftet får de det igen. En god julegave både til dem selv og til danskerne.

Kommer DF og regeringen i hus med et paradigmeskift?
Mange er sikkert skeptiske. Og det er der måske også grund til. For der sidder politikere i både Venstre, Konservative og LA, som ikke vil gøre det rigtige og nødvendige. De vil stritte imod og gøre knuder.

Og erfaringerne med DF er heller ikke for gode. Partiet har, siden det fik indflydelse første gang i 2001, kun evnet at levere lappeløsninger – aldrig taget et grundlæggende opgør med hverken asyl- eller integrationspolitikken.

Men jeg er optimist.

For det første, så er det nu, regeringen har allermest brug for DF’s støtte til at få gennemført en borgerlig økonomisk politik.

For det andet, så er stemningen blandt danskerne sådan, at man er mere end træt af at se på, at problemerne med uintegrerede indvandrere blot bliver større og større.

Tiden er moden til at gøre det rigtige og nødvendige.

Vished inden jul
Inden jul vil danskerne få klar besked.

Vil DF for en gangs skyld stå fast på at få gennemført andet end små lappeløsninger i udlændingepolitikken?

Vil Lars Løkke Rasmussen vise sig som en statsmand og sætte danskernes tryghed og velstand højere end hensynet til EU og konventionerne?

Den 21. december er en torsdag. Det er den dag, Folketinget skal stemme om Finansloven for 2018. Paradigmeskiftet skal være på plads på denne dag.

Jeg krydser fingre for, at DF viser mod og viljestyrke til at løfte ansvaret. Jeg krydser fingre for, at statsministeren forstår, at dette kan blive hans aftryk i Danmarkshistorien.

Pernille Vermund