Støt os med en vælgererklæring. Vi skal bruge 70.000

09.01.2019 Vi har besluttet, at Nye Borgerlige skal stille op til EU-valget, der afholdes den 26. maj.

Det gør vi, fordi der ikke er andre borgerlige partier, man kan stemme på, når man er kritisk over for EU og bekymret for dansk selvstændighed, folkestyre og demokrati.

Folkestyret og vores ret til at bestemme i vores eget land er grundlaget for det frie og trygge samfund, vi har fået i arv og skal give videre.

Det sammenhold, der er mellem os danskere, og vores vilje og lyst til at dele med hinanden og stå dem bi, der ikke kan klare sig selv eller kommer galt afsted, hænger uløseligt sammen med folkestyret det danske værdifællesskab.

Men når EU tager mere og mere magt til sig, bliver folkestyret svagere og fællesskabet svækkes. Den politiske union kommer helt tæt på, når EU bestemmer over, hvem vi skal give SU og børnecheck til. Det kan et folkestyre ikke holde til i længden.

EU-domstolen dømmer danske love vedtaget i Folketinget for ulovlige, og danske domstole skal spørge EU-domstolen, før de afgør sager om f.eks. familiesammenføringer fra Tyrkiet. Hvor er vores nationale selvstændighed så henne?

Og når EU så tilmed svigter totalt på det område, som er vigtigst, nemlig at forsvare Europas grænser mod migrationen fra Mellemøsten og Afrika, så er der i mine øjne kun én ting at gøre. Vi må tage magten tilbage til danskerne.

Vi har en forpligtelse til at beskytte folkestyret, danskernes nationale selvbestemmelse og vores ret til at bestemme lovene i vores eget land. Derfor må vi melde os ud af EU, inden vi mister os selv.

Tilhænger af samarbejde

Støt os med en vælgererklæring. Vi skal bruge 70.000

Jeg har altid talt varmt for, at lande skal samarbejde tæt. Det mener jeg stadigvæk. Jeg ved, at frihandel og udveksling af arbejdskraft over grænserne gør alle rigere.

Det skal vi blive ved med. Og EU – dengang det hed EF – var en god idé. EF åbnede for handel uden told og besvær. Danske virksomheder fik adgang til store markeder og i øvrigt sund konkurrence udefra. Det gav større velstand og bedre og billigere varer til forbrugerne.

Desværre ville de toneangivende blandt de europæiske politikere ikke lade det blive ved det. EU er i dag en mastodont drevet af magt og et kæmpe lovapparat, der har bundet landene så tæt sammen, at de europæiske lande ikke har meget national selvstændighed tilbage.

EU kan ikke reformeres

Støt os med en vælgererklæring. Vi skal bruge 70.000

Det er min holdning, at der ikke er nogen vej fremad inden for EU. Nogle danske politikere har talt om at sætte EU på skrump og reformere systemet indefra.

Det har de snakket om i årevis. Liberal Alliance og DF er gået til valg på de løfter. Intet er der kommet ud af det.

Tværtimod. Det går den modsatte vej. I efteråret vedtog EU-parlamentet, at alle EU-borgere skal have ret til dagpenge i Danmark efter blot én dags arbejde. Vores egen minister var godt nok imod, men han slog bare ud med armene og beklagede. Han kunne ikke gøre noget.

Og sådan vil det fortsætte, indtil vi som folk ikke siger fra og kræver vores selvbestemmelse tilbage.

Dansk udmeldelse

Støt os med en vælgererklæring. Vi skal bruge 70.000

En dansk udmeldelse, mener jeg, skal ske på en ordentlig måde og bedre forberedt end briternes Brexit. Vi har derfor behov for i Danmark at have en debat om, hvad vi vil melde os ud til.

Hvordan skal vi samarbejde med EU-landene i fremtiden? Hvordan kan vi sørge for, at Danmark kan blive rigere og handle mere med hele verden uden toldmure og besværligt bureaukrati? Og hvordan sikrer vi, at landbruget, som i dag er 100 procent viklet ind i EU-regler og støtteordninger, får ny luft under vingerne og mulighed for at klare sig som et frit erhverv på verdensmarkedet?

Der er mange spørgsmål at tage stilling til og problemer at løse. Men sådan er det med frihed. Der følger ansvar med.

Jeg ved med mig selv, at vi danskere er bedre og dygtigere end som så. Vores trang til frihed er stor. Vores arv forpligter. Andre stred for et frit folk i deres eget land. Det må vi ikke opgive. Så mister vi os selv.

Mange hilsner
Pernille Vermund