04.11.2019 Helt almindelige danskere, der møder en udlænding og forelsker sig, skal selvfølgelig have mulighed for at gifte sig, bo her i landet med sin udkårne og opbygge et familieliv.

Nogle gange – og sådan er vores moderne familieliv – er der børn fra tidligere forhold, som følger med i den nye familie. Bonusbørn kalder vi dem.

Mint, en 14 årig pige fra Thailand, er et bonusbarn til et dansk/thailandsk ægtepar. Mint kunne ikke få lov at bo med sin mor og pap-far i Danmark, fordi myndighederne vurderede, at hun ikke kunne integreres.

Da sagen kørte sidste år, gik jeg i brechen for Mint. Når Nye Borgerlige kom i Folketinget ville vi arbejde for, at de regler blev lavet om.

Der er nu et lovforslag parat, som vil give Mint og de andre familier i samme situation mulighed for at søge igen på nogle mere enkle og mere retfærdige vilkår. Og der ser ud til at være flertal.

Mint kan, når loven vedtages, komme hjem til Danmark. Det er jeg rigtig glad for.

For selvfølgelig skal vi ikke have regler, der lægger sten i vejen for, at ganske almindelige danskere kan gifte sig med udlændinge og opbygge et familieliv i Danmark.

De nuværende regler var en typisk lappeløsning, der udelukkende blev lavet, fordi politikerne ikke havde modet og viljen til at tage fat om nældens rod.

Og det var ikke kun Mint og hendes familie, der blev ramt af disse nytteløse lappeløsninger. Der sidder snesevis af familier i Danmark i lignende situationer.

Det er helt almindelige danskere, der har forelsket sig i en udlænding, bor og arbejder i Danmark, men ikke kan få den udenlandske ægtefælles barn med til Danmark. De må enten efterlade barnet i et andet land eller vælge Danmark fra.

Det er ikke den rigtige måde at gøre tingene på. Vi skal ikke gøre livet i Danmark umuligt for de familier.

Det er derfor vi i Nye Borgerlige siger: ”Ikke flere lappeløsninger”.

Udlændingepolitikken skal løses fra bunden. Med det mener jeg, at vi skal stoppe for migration fra især de muslimske lande ved at indføre et stop for spontan asyl.

Når vi en dag – forhåbentligt inden alt for lang tid – på den måde gennemfører et asylstop, kan vi samtidig skrive alle de ekstra rettigheder til offentlig forsørgelse, familiesammenføring og anden positiv særbehandling til migranter og flygtninge ud af loven.

Hvis bare de andre politikere ville være med på at løse problemerne fra bunden, skulle vi ikke slås med at reparere på den ene lappeløsning efter den anden.

Det er mit håb, at sagen om Mint har været en øjenåbner for de politikere, der har haft magten i de sidste mange år. At de efterhånden kan se, at lappeløsningernes tid må være forbi.

Der er en måde at gøre tingene rigtigt på:

  1. Indfør et stop for spontan asyl
  2. Forlang at udlændinge skal forsørge sig selv
  3. Udvis kriminelle udlændinge konsekvent og efter første dom.

Gør man det rigtigt, behøver man ikke gøre det så kompliceret.

Mange hilsner
Pernille Vermund