Statsminister Lars Løkke Rasmussen er glad for FN’s migrationspagt. Det fremgik tydeligt i dag, da Folketinget for første gang fik lejlighed til at debattere Pagten.

Jeg er bekymret ved udsigten til, at Danmark tilslutter sig en aftale, der på så mange punkter peger i retning af, at vi i Danmark skal modtage flere migranter og give flere rettigheder til mennesker, der ikke er en del af vores nationale værdifællesskab.

Og Lars Løkke Rasmussen burde efter dagens debat også være bekymret. For hvem deler hans begejstring over FN-pagten? Det gør Enhedslisten, Alternativet, SF og Det Radikale Venstre.

De tre partier på den yderste venstrefløj og Det Radikale Venstre, som altid står forrest, når det gælder om at dele ud af rettigheder, penge og opholdstilladelser til migranter og flygtninge.

Fra statsministerens eget parlamentariske grundlag var der kritik. Fra hans egen regering kritiserer de konservative åbent Pagten, og de to ministre, som har ansvaret for FN-aftalen, nægter begge at deltage i fejringen i Marrakech i næste uge.

Selv Socialdemokratiet, som holder hånden under Lars Løkke Rasmussen i denne sag, valgte kun tøvende at give deres tilsagn.

Danskerne har krav på at blive hørt
Jeg mener, det ville have været mest fair og mest ærligt af Lars Løkke Rasmussen at sætte beslutningen på pause til efter et folketingsvalg. Så må han tilkæmpe sig et mandat fra sine vælgere, før han forpligter Danmark på Pagten.

Men vælgerne vil formentlig ikke bakke op, hvis de får lejlighed til at læse teksten i en dansk oversættelse og debattere både baggrund for og hensigt med FN’s Migrationspagt. For jo mere, man læser om den, jo sværere bliver det at få øje på bare én fordel for Danmark ved at tilslutte sig.

Løkke har en rigtig dårlig sag, og det ved han sikkert godt. Sagen om Pagten udstiller dobbeltheden i Lars Løkke Rasmussen forhold til udenrigspolitik og EU-politik på den ene side og udlændingepolitik på den anden.

Løkke forsøger at blæse med mel i munden
For at tage sig godt ud på de bonede gulve og i Angela Merkels selskab vil Lars Løkke Rasmussen på den ene side have Danmark længere ind i Den Europæiske Union og opgive de danske forbehold. Han hæger om konventionerne, som var de hellige skrifter, og han tøver ikke et sekund med at give dansk tilslutning til yderlige en binding på vores nationale selvbestemmelse i form af denne FN-pagt.

På den anden side ved han godt, at danskerne vil have stoppet migrationen fra de muslimske lande, vil have de kriminelle udlændinge ud og er trætte af den milliardregning, som offentlig forsørgelse af uintegrerede indvandrere koster.

Så først påfører han danskerne og det danske samfund nærmest uoprettelig skade ved at holde fast i konventionerne og behage Merkel, og dernæst gennemfører han lovgivning i Danmark sammen med DF, hvor han lapper på de værste skader.

Det er ikke ærlig politik. Det er at holde danskerne for nar.

Et eksempel på, at det kan få katastrofale følger at spille på to heste, fik i vi 2015, da migranterne væltede ind over grænsen. I stedet for at se ud ad vinduet på, hvad der skete med Danmark, ringede Lars Løkke Rasmussen til Merkel. Merkel sagde ”Wir Schaffen Dass”, og Løkke svarede ”Natürlich, Angela”.

Konventioner spænder ben for fornuften
Og Lars Løkke Rasmussens nærmest hellige forhold til konventioner er på samme måde katastrofalt for Danmark. Hvis han var drevet af et ’Danmark først’ i stedet for et mudret ’EU først’ eller ’det internationale samfund først’ ville han for længst have valgt fornuften til og de forældede konventioner fra.

Så ville vi have været i gang med at vende udviklingen og løse udlændingepolitikken fra bunden. Det er vi ikke. I stedet får vi en række lappeløsninger, senest med finanslovsaftalen kapitel om et ’paradigmeskift’, som ved nærmere eftersyn viser sig at være mere varm luft og flere lappeløsninger.

Jeg kan godt forstå, at mange danskere efterhånden føler sig magtesløse.

Når ledende politikere gang på gang svigter, og dem, som man sætter sin lid til, ikke sætter sig igennem, men svigter, når det virkelig gælder, så kan man godt miste tilliden til politik.

Men vi skal ikke give op. Vi skal kæmpe for vores frihed og folkestyre. Det er tid til at sætte politikerne stolen for døren.

Venlig hilsen
Pernille Vermund