Politikerne har vidst i mange år, at jihadister udrejst for at tilslutte sig Islamisk Stat en dag ville forsøge at komme tilbage til Danmark. Men politikerne har ikke taget affære. Her i 11. time kort før et folketingsvalg forsøger regeringen så at vise handlekraft ved at udelukke krigernes børn fra automatisk at opnå dansk statsborgerskab.

Det er et svigt af dimensioner. Ingen af de mennesker skal nogensinde lukkes ind i Danmark igen. At politikerne ikke har sørget for de nødvendige lovændringer for længst, er ikke bare smøleri. Det er skandaløst.

Allerede i juni 2014 vurderede PET, at op mod 100 var rejst fra Danmark til Syrien for at deltage på islamisternes side i borgerkrigen.

Dengang gik politikerne op i, hvordan de sociale myndigheder bedst kunne tage imod dem, når de vendte hjem. De skulle tilbage i det danske samfund, reintegreres og blive til gode, danske samfundsborgere, mente man. Bestræbelserne fik endda et navn: Århus-modellen blev den kaldt.

Sådan taler de ikke længere, politikerne. Men de har heller ikke leveret en anden og bedre løsning.

Og det til trods for, at de i mange år har vidst, at den dag krigen sluttede eller Islamisk Stat led nederlag, så ville vi stå med problemet, når landsforædere, der med vold og terror bekæmper alt, hvad vi står, ville forsøge at komme tilbage til Danmark.

Sagen har gennem årene været behandlet i Folketinget flere gange.

For to år siden vedtog politikerne en såkaldt stramning, så landsforræderne kom på integrationsydelse. Det var de meget stolte af. Det gjorde mig vred.

Det var så langt ude, at man i det hele taget ville belønne de mennesker med offentlig forsørgelse, at jeg dengang i maj for to år siden, måtte have luft for min vrede.

Det blev til denne video på Facebook:

https://www.facebook.com/nyeborgerlige/videos/939961902812033/

Da nederlaget for Islamisk Stat kom nærmere, kom problemet tættere på, og pressen begyndte at spørge politikerne ind til, hvad de havde tænkt sig.

Og så endelig i dette forår blev regeringen tvunget til at tage stilling. Det endte med en ikke-beslutning. Man vil ikke hente dem hjem, men heller ikke forhindre dem i at komme ind i Danmark.

Hvor uansvarlig har man lov at være?

Regeringen taler formanende om hensyn til internationale forpligtelser. Det, de mener, er Statsløsekonventionen, som ellers både K, V og LA i 2014 var parate til at skrotte, da de sad i opposition, men siden 2015 igen har omfavnet og anprist nærmest som et helligt skrift.

Vi kan da ikke lade danskernes tryghed og sikkerhed underordne en eller anden konvention, som fortidens politikere så en interesse i at tilslutte sig.

Nogle politikere taler om, at det er bedre at have dem her, så vi kan holde øje med dem.

Det er noget af det mest nederdrægtige, man kan forestille sig.

Hvordan mon tilværelsen bliver for de danskere, der allerede i dag lever med beskyttelse af politiet døgnet rundt på grund af trusler fra voldelige muslimer, når landsforræderne efter nogle år lukkes ud af fængslet?

Eller hvis de slet ikke bliver dømt pga. en eller anden fejl i bevismaterialet?

Hvad med sikkerheden for alle de andre danskere, som har krav på at myndighederne sikrer dem en tryg hverdag?

Godt der snart er folketingsvalg. Der er så meget, der trænger til at ryddes op i. Det er tid til at sætte politikerne stolen for døren.

Mange hilsner
Pernille