GRUNDSLOVSTALE af Folketingskandidat for Nye Borgerlige i Sydjyllands Storkreds. Fhv MF Jan Køpke Christensen 2017

 

Den tidligere britiske ambassadør i Danmark, Sir James Mellon, skrev i sin bog ”Og gamle Danmark” at ”danskerne ikke er en nation – de er en stamme”.

Og han fortsatte:

”Det er styrken i deres fællesskab, og det er grunden til, at de stoler urokkeligt på hinanden.

En stamme har en indre styrke, er homogen i en grad, en nation aldrig kan nå, og netop stammefølelsen er altafgørende for danskernes syn på verden omkring dem”.

For mig er det altid en stor begivenhed at blive bedt om at holde Grundlovstale.

Grundlovsdag er vel det nærmeste, vi kommer i Danmark på en egentlig national festdag.

Nogle kalder det også DEMOKRATIETS FESTDAG.

Men vi glemmer ofte, at demokratiet først reelt blev indført i 1915, da kvinderne fik stemmeret.

Fra begyndelsen i 1849 var grundlovsdag en festdag med visse begrænsninger, da valgretten kun gjaldt for

”mænd, der var uberygtede, havde indfødsret og var fyldt 30 år”.

Dertil kom en række forhold, der begrænsede udbredelsen af den almindelige valgret:

I folkemunde blev de, der efter disse kriterier ikke kunne få valgret, kaldt for ’de syv F’er’:

Fruentimmere, folkehold, fattige, fremmede, fallenter, fjolser og forbrydere.

Tjenestefolk uden egen husstand havde ikke stemmeret. Husbonden var repræsentant for hele sin husstand og dermed også for sine tjenestefolk.

Vælgeren måtte ikke have modtaget fattighjælp uden at have betalt den tilbage eller fået den eftergivet, og han måtte ikke være, uden rådighed over sit eget bo.

Endelig var der et krav om at vælgeren skulle have haft fast bopæl i valgkredsen et år forud for valget.

Der skulle faktisk gå 66 år, før kvinden fik stemmeret ved Grundloven i 1915, og så står det i den grundlov endda under MIDLERTIDIGE BESTEMMELSER.

Winston Churchill sagde engang, at ”demokrati er den værst tænkelige styreform”. Han kom dog heldigvis med tilføjelsen – ”NÅR MAN SER BORT FRA ALLE DE ANDRE”.

For sandheden er jo, at Grundloven er en garanti for vores demokrati. Den giver os som borgere i Danmark en række rettigheder og påfører os en række pligter. Jeg fristes næsten til at citere et gammelt socialdemokratisk ordspil om ret og pligt, men det skal jeg nok lade være med.

(“Gør din pligt og kræv din ret”)

….

For mig betyder Grundloven retten til et liv i frihed – en frihed med visse begrænsninger i forhold til andre borgere, men dog en frihed til at tro, tænke, skrive og sige, hvad vi vil.

Som den tidligere formand for Folketinget Thor Pedersen udtrykte det:

YTRINGSFRIHEDEN KAN IKKE GRADBØJES.

Desværre må vi også konstatere, at borgernes rettigheder ifølge Grundloven i disse år på en række områder sættes under pres.

Det er ikke i grundlovens ånd, at der er politisk flertal for, når SYSTEMET har gavn af det, at betragte dele af Grundlovens paragraffer som elastik i metermål.

Det er ikke frihed – det er udtryk for et politisk system, der opererer ud fra tesen om, at MÅLET HELLIGER MIDLET.

Den amerikanske præsident Abraham Lincoln sagde engang, at

Intet menneske er godt nok til at herske over et andet uden dets samtykke.

Vi har ganske vist som folketingsmedlemmer fået vælgernes samtykke til at ”HERSKE”, men vi har ikke fået retten til at begrænse friheden.

Ifølge Jantelovens første bud, så ”skal du ikke tro, at du er noget”.

Janteloven er blandt andet udtrykt i Grundtvigs ”Langt højere bjerge”, hvor vi kan læse verselinien:

– Ved jorden at blive, det tjener dig bedst!

Sådan knuses ethvert tilløb til frihed! Budskabet er, at du skal ligne de andre. Så skal det hele nok gå.

I moderne sprog lyder det samme budskab i sangen

– Flyv ikke højere end vingerne bær.

Hold dig ved jorden – præcis hvor du er.

Det kan så let gå dig ilde,

og helt fra toppen – er der langt at trille.

Jeg kan nu bedre lide det tidligere folketingskollega, folketingsmedlem Kirsten Jacobsens anti-Jante version, at ”det kan godt være, at der er koldt på toppen, men udsigten er vældig god”.

Eller hvad med Lars Lilholts anti-jante vise:

– Læn dig ud mod en opvind
og tænk så frit du kan det er det pureste opspind at der er noget, der ikke tænkes kan.
Flyv endelig højere end vingerne bær’
ved jorden at blive gør dig bare sær.
Gå op imod vinden – når det bider i kinden, er du kommet nær.

Og når vi nu er ved sangene

Jeg hørte om en præst, der kunne fortælle, at det ikke var ualmindeligt, at de konfirmander ikke har det mest basale kendskab til danske salmer.

De kan end ikke synge med på ”I Østen stiger solen op”.

Det står lige så slemt til med sangene fra Højskolesangbogen. Nogle vil måske mene, at det er helt ligegyldigt, men de glemmer/fortrænger, at netop har en række sange, der priser Danmark, vort landskab, årstiderne, højtiderne og så videre, er en del af det lim, der binder os sammen som nation – en del af fællesskabet.

Hvor mange har ikke oplevet, at unge mennesker ved familiesammenkomster ikke kan synge med, fordi de ikke kender melodier til de danske klassikere, der ofte bruges, når der skrives lejlighedssange.

For nogle år siden lød der et ramaskrig, da den daværende kulturminister etablerede en ”sangkanon” med en række af de sange fra Højskolesangbogen og salmebogen, som burde være en del af ALLE danskeres nationale og kulturelle bagage.

Men vi bliver fattigere som nation og sammenhængskraften mindre, hvis ikke vi kan synge med på ”Danmark nu blunder den lyse nat”, ”Det var en lørdag aften”, ”Hvem sidder dér bag skærmen” for ikke at forglemme HC Andersens fantastiske hyldest til sit fædreland

” I Danmark er jeg født”.

Det er sange, der er med til at skabe en erkendelse af, at ”Vort modersmål er dejligt”.

”Dig elsker jeg – Danmark mit fædreland”

Sådan slutter hver vers i det, som jeg og  mange andre mener, burde have været Danmarks nationalsang, ”I Danmark er jeg født, dér har jeg hjemme”.

68-generationen påvirkede i årevis debatten om ”det at være dansk” til noget negativt. Børn og unge blev i socialismens hellige navn påvirket til at skulle være ”internationalister”.

Kendskabet til vort lands historie blev nedprioriteret, og respekten for traditioner blev systematisk nedbrudt. Vi måtte ikke være stolte af vort fædreland.

Men heldigvis har 68-erne tabt kampen om danskernes nationale hjerter. Det er igen politisk korrekt at flage med Dannebrog over vores ”oldtids kæmpegrave”.

Danmark er landet, ”hvor Danebrogen vajer”.

Og er nogen i tvivl om vores kulturelle baggrund i kristendommen, er det blot at kaste et blik på det smukke rød-hvide korsbanner.

Det er en kendsgerning, som folk fra andre religioner, der vil leve i Danmark, må respektere, hvis de vil blive her.

Danmarks Radio har vist serien ”Historien om Danmark”, og det kunne såmænd udvides med ”og danerne”.

Serien er fortræffelig fortællekunst, men desværre må jeg som syd- og sønderjyde konstatere, at afsnittet om vikingetiden gjorde for lidt ud af Dannevirkes betydning.

Dette forsvarsværk, der blev bygget omkring år 600, er et tydeligt bevis for, at der nord for Ejderen var et rige, der allerede dengang havde en sammenhængskraft så stor, at de kunne bygge en vold af betragtelig størrelse til værn mod ”dem fra syd”- til værn for DANERNES RIGE.

I forbindelse med det tyrkiske valg, hvor flertallet af de tyrkiske stemmer i Danmark stemte for tyrannen og ”diktator in spe”, Erdogan, var der flere af de herværende tyrkere med dobbelt statsborgerskab – dansk og tyrkisk – der slog fast, at de først og fremmest er tyrkere, dernæst ”danskere”.

Der tager de fejl. Med den holdning er og bliver de ALDRIG danskere. Dobbelt statsborgerskab er ”en tidsel” i dansk lovgivning, og tidsler bør rives op med rode.

Det er lige så vanskeligt at være en lille smule demokratisk, som at være en lille smule gravid.

At være dansk må være ensbetydende med, at

”der har jeg rod, derfra min verden går”.
Du danske sprog, du er min moders stemme,
så sødt velsignet du mit hjerte når”.

DR-serien ”Historien om Danmark” bør være ”tvangspensum” for alle, der ønsker dansk statsborgerskab.

At være dansk er ikke noget, man får gennem et pennestrøg. Det er noget man skal føle helt ind i hjertet. Det er at være stolt, når Dannebrog går til tops som tegn på, at danskere har ydet noget særligt. Det er at mene noget med det, når vi synger:

Dig elsker jeg! – Danmark, mit fædreland

Listen over sange/melodier, som alle danskere bør kunne synge med på, er meget længere end de 20 sange, ”Kultur-Brian” fik sat på dagsordenen. Dertil kom 10 salmer, blandt andre ”Dejlig er jorden”, ”Altid frejdig hvor du går” og ”Nu falmer skoven trindt om land”.

En klog mand har engang sagt, at ”Den eneste forskel mellem et demokrati og et diktatur er, at i et demokrati får idioterne lov til at stemme, i et diktatur må de regere”.

Jeg foretrækker, at idioterne nøjes med at stemme.

Vi kan være politisk voldsomt uenige i Danmark. Men som regel går det endda.

Som Voltaire udtrykte det

Jeg er uenig i, hvad de siger, men jeg vil forsvare til døden deres ret til at sige det.

God Grundlovsdag og tak for jeres lydhørhed.