13.08.19 Danmark skrev i december 2018 under på FNs migrantpagt (FN’s globale aftale om migration). Forud var gået en diskussion om, hvorvidt aftalen ville være juridisk bindende for Danmark. Den daværende regering og Lars Løkke Rasmussen forsikrede, at den ikke var bindende. ”Eksperterne” var sikre på, at den ikke var. Nu fremgår det af et lækket notat fra EU-Kommissionens juridiske tjeneste, at pagten alligevel vil have retslige virkninger.
Det vækker mindelser om tidligere gange, hvor politikere og den samlede stand af eksperter (i hvert fald de som får taletid i medierne) har fremstillet en sag helt entydigt, hvorefter det viser sig at være forkert. Et eksempel er debatten om Europol inden afstemningen om ophævelse af retsforholdet. Der fik vi at vide, at det ville være helt umuligt at få en aftale om Europol, hvis ikke vi stemte ja. Det viste sig selvfølgelig efterfølgende ikke at være korrekt. I debatten op til afstemningen om indførelse af Euroen fik vi fortalt, hvor galt det ville gå for danske økonomi, hvis vi stemte nej. Det holdt heller ikke stik. Hvordan kan det være, at vi gentagne gange ved væsentlige politiske beslutning får vist et billede af en samlet ekspertstand samt en gruppe af politikere, som efterfølgende viser sig at være helt forkert?
Derudover kan man spørge om, hvorfor i alverden man tiltræder en erklæring, samtidig med at man gør sig alle anstrengelser for at forsikre om, at den skam ikke kommer til at betyde noget. Hvis man tiltræder en erklæring, må det vel være fordi, at man er enig i indholdet. Man må vel forventes at agere i overensstemmelse med det, man har skrevet under på. Hvorfor skulle man ellers gøre det?
I tilfældet FNs migrantpagt var det tilmed ikke sådan, at Danmark ville komme til at stå alene, hvis ikke vi tilsluttede os den. Blandt andet Ungarn, Italien, Østrig, Polen, flere andre EU lande, USA og Australien gjorde ikke.
Vi skulle ikke have tilsluttet os erklæringen. Det sagde jeg inden, og det mener jeg stadig.
Peter Seier Christensen
EU- og udenrigsordfører
