05-12-2019

Systemet er forkert indrettet.

Staten giver i dag en kontant belønning til dem på offentligt forsørgelse, der vælger familien fra til fordel for et liv som enlig.

Folkepensionen er højere og førtidspensionen er højere. Har man børn, får man et forhøjet børnetilskud, og der er en lang række andre tilskud, hvor enlige får mere fra det offentlige end par.

Det er et paradoks, at et samfund, som har familien som grundsten, favoriserer dem, der vælger familien fra og livet som enlig til.

Det system skal ændres, så der ikke længere gøres forskel på enlige og par, når størrelsen på de offentlige ydelser og tilskud, skal beregnes.

Staten skal ikke modarbejde familien. Staten skal understøtte familien.

Sådan skal det være i et borgerligt samfund.

I daglig tale kalder man det system, vi har i dag ’gensidig forsørgelsespligt’. Og det er med den begrundelse, at man giver mindre til par end til enlige.

Men det er en misvisende betegnelse. For i praksis tilskynder systemet til, at færre forsørger hinanden i parforhold, men flere vælger at leve som enlige forsørgere, fordi det giver en økonomisk gevinst.

Pligten til at forsørge hinanden er en god ting. Det er rigtigt og godt, at vi er forpligtet på at tage vare på hinanden i familien.

Familien er fundamentet under vores samfund, og familien er for de fleste rammen om de vigtigste ting i livet: Hjemmet, børnene og kærligheden.

Familien er også ansvaret: Den gensidige ubetingede solidaritet mellem to mennesker, det fælles ansvar for børnene og for hjemmet.

Derfor er det også helt naturligt, at man i en familie har et gensidigt ansvar for at forsørge hinanden med det, man har.

Desværre har vi indrettet os med en velfærdsstat, der fylder alt for meget, og der er alt for mange, der er afhængige af offentlige ydelser. Derfor er problemet med den gensidige forsørgelsespligt blevet så stort.

Løsningen må ligge i, at tage skeen i den anden hånd på mindst to måder:

  1. Giver familierne rådighed over flere af deres egne penge selv. Altså sænker skatten, så flere kan forsørge sig selv uden hjælp fra det offentlige
  2. Fjerner forskelsbehandlingen mellem enlige og samboende, så familielivet ikke straffes økonomisk til fordel for livet som enlig.