13-12-2019

I 1960 skænkede Danmark et hospital til Congo, i forbindelse med deres uafhængighed. Det skulle vise sig at blive et ærketypisk eksempel på dansk bistandshjælp.

Med de moderne bygninger, fulgte der al udstyr, og personale til driften fra overlæger over sygeplejersker til teknisk personel. Meningen var, at de efter en passende årrække, hvor congoleserne var blevet uddannet i de forskellige færdigheder, skulle overtage driften selv.

Efter kort tid kneb det imidlertid med samarbejdet. Kontrakten med Danmark blev opsagt, og det danske personale hjemsendt. Efter kort tid var hospitalet en ruin. Ingen rengøring, ingen vedligeholdelse, og alt udstyr og inventar var forsvundet.

Det er desværre billedet af dansk udviklingsbistand. Gode intentioner og ideer, kvalificeret personale i opstartsprocessen, blæses op med stor bevågenhed og prestige, mens de efterfølgende fiaskoer forties og glemmes.

Lyder historien bekendt? Det giver god mening. Historien fra Congo er nemlig ikke enestående. Professor, Martin Paldam, fra Aarhus Universitet har forsket indgående i udviklingsøkonomi, og han mener, at bistandshjælp højst har en meget ringe effekt, og i værste fald er den direkte skadelig.

Den samme konklusion når den Nobelprisvindende amerikansk-britiske økonom Angus Deaton. Derfor må man stille sig selv det spørgsmål, hvorfor man overhoved giver ulandsbidrag. Er det for at hjælpe? Eller at det for at føle at man hjælper?

Det spørgsmål er vi ikke bange for at besvare i Nye Borgerlige. Vi ønsker at stoppe den ineffektive, danske ulandsbistand omgående. Det findes der mange gode grunde til. Her er fem:

For det første sker der ofte det, at hjælpen tillempes de behov, som sponsorlandet prioriterer. De er så at sige kunden, og befolkningen i udviklingslandet spiller kun en birolle. De lokale regeringer indretter sig efter at blive gode til at modtage bistand, i stedet for at indrette sig til at hjælpe deres befolkning med udvikling.

For det andet er bistanden udsat for en evig tørstig korruption, og mange bistandslandes ledere kan trække sig tilbage eller flygte med milliarder på kontoen.

For det tredje giver arbejdsfrie indtægter efterspørgsel, men ingen produktivitet. Det skævvrider landets økonomi og gør det hurtigt afhængig af bistanden. Det løfter ansvaret for eget udkomme fra landet og dets indbyggere over på det internationale samfund. Når vi giver gratis sko og tøj til Afrikanske lande, ødelægger vi indtægtsgrundlaget for lokale tøjproducenter – og dermed fastholder vi dem i fattigdom med vores gode intentioner.

For det fjerde giver bistanden de lokale diktatorer mulighed for at bruge de midler, der ellers skulle bruges på nødvendigheder som infrastruktur og undervisning, til militære eller ligefrem terroristiske formål. For eksempel er de palæstinensiske områder dem, der pr. indbygger har modtaget mest bistand, og Hamas anvender blandt andet sine indtægter til at lønne fængslede terrorister i Israel med lønninger som de højeste embedsmænd, hvis terroren har været grov nok.

Endelig kan vi se på verden af i dag, sammenlignet med verden som den så ud, før de ”rige” lande fandt på at understøtte de fattigere. De fattigere er alle – med ganske få undtagelser – blevet meget rigere, men der er ikke konstateret en fordel og større stigning for dem, der har modtaget bistand.

Tværtimod har de tredjeverdenslande, der har klaret sig allerbedst, og nu er på niveau eller over vestlig standard, været totalt frie for bistand i deres udvikling, men har klaret sig ved at acceptere en fri markedsøkonomi, frihandel, flid og uddannelse.