I dag sidder to danske ministre Kristian Jensen og Inger Støjberg til højbords i EU-parlamentets udvalg. Det er nærmest pinligt.

Udvalget hedder LIBE og beskæftiger sig med en hel masse forskelligt om menneskerettigheder og retlige forhold. Det er et udvalg med frygteligt mange meninger og meget lidt handling.

For nylig lavede de en fin rapport om en ’holistisk tilgang til migration’, hvor hovedsynspunktet var at fastholde europæisk solidaritet og sikre familiesammenføring til alle migranter.

Det er godt, der er højt til loftet i EU-parlamentets bygninger i Bruxelles og Strasbourg, for EU-parlamentarikerne svæver rundt i luften helt løsrevet fra den konkrete katastrofe, der truer de europæiske demokratier.

Og det er netop her, vi skal finde årsagen til, at Europa er handlingslammet og ikke stopper strømmen af illegale migranter, der fortsætter ind over kontinentets grænser fra Afrika og Mellemøsten.

EU er problemets kerne. Hvis hvert land havde ansvar for sig og sine borgere og kunne handle frit, havde vi aldrig sat os i denne situation, hvor velstand og velfærd knager under byrden, og islam dominerer i flere og flere byområder på tværs af kontinentet.

EU-kommissionen holder f.eks. krampagtigt fast i et årgammelt forslag om tvangsfordeling af migranter. Ingen ud over Tyskland og Sverige vil vide af det. Men alligevel kommer der ikke en plan fra Kommissionen, som vil stoppe tilstrømningen.

I stedet refererer man hele tiden til en beslutning om at fordele 160.000 migranter mellem landene. Den beslutning er snart et halvt år gammel. Der er fordelt godt to promille af de 160.000 – og grænserne er stadig pivåbne.

EU har ingen løsninger på migrantstrømmen.

Nationalstaterne er dér, hvor løsningerne kan skabes og vil blive skabt. Befolkningerne vil ikke finde sig i det længere. De nationale politikere vil blive tvunget til at handle eller forsvinde ved næste valg.

Hvis man, som politiker i dag viger tilbage fra at bruge de værktøjer, som nationalstaten har – suverænitetshævdelse, indrejsekontrol, lovgivning for ophold og udvisning – så er man ikke en del af løsningen.

Så er man en del af problemet – præcis som EU-kommissionen, der bygger et slot af sand, og kalder det “et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed”.

Da bølgen slog ind over Europas strande, vaskedes slottet væk. Tilbage står kun et talende jakkesæt i Bruxelles, der kalder sig selv præsident.