En stærkere familie

Mette Thiesen Nye Borgerlige Familiepolitik

Vil du passe dit barn hjemme?

Det vil vi gøre økonomisk muligt ved at sikre din ægtefælle eller samlever et beskæftigelsesfradrag på op til 9.000 kr. om måneden efter skat.

I Danmark har helt almindelige familier ofte svært ved at leve af én indkomst. Det betyder for mange, at de er nødt til at sende deres børn i institution, så begge forældre kan arbejde.

Sådan skal det ikke være. Med vores familieudspil får I som familie nemmere ved at passe jeres børn hjemme.

Få nyt om hvordan vi vil hjælpe børnefamilierne

Vi ved, at de første 1.000 dage af et barns liv er de vigtigste. Derfor ønsker vi i Nye Borgerlige en familiepolitik, der sætter børns trivsel først. Det kræver forældre, der har reelle valgmuligheder i hverdagen.

-Mette Thiesen, Familieordfører

Et familieudspil for børnefamilierne

Op til 9.000 kroner mindre i skat – hver måned

Det skal være økonomisk muligt for dig som forælder at være hjemme længere med jeres barn.

Dette vil vi sikre ved at give din ægtefælle eller samlever et beskæftigelsesfradrag, hvor I sparer op til 9.100 kr. om måneden efter skat og samtidig sparer den egenbetaling, man normalt betaler til en vuggestue- eller dagplejeplads.

Fleksibilitet for familien

Fordelen med denne ordning er, at den er fleksibel, generøs og bedre for din økonomi end de nuværende ordninger.

Desuden er den landsdækkende og dermed ikke afhængig af den kommune, du og din familie bor i.

Mette Thiesen Nye Borgerlige familiepolitik bog
Lavere skat, mindre offentligt forbrug, større frihed

Vores udspil giver tre fordele i en: Du får mulighed for at passe jeres barn hjemme, det letter skattetrykket, og sænker det offentlige forbrug – alt sammen uden at stille nogen ringere end andre.

Udspillet er et tilbud om et alternativ til dagpleje og vuggestue. Det er således helt frivilligt for jer som familie at benytte jer af – og det er ikke kønsbestemt.

Få nyt om hvordan vi vil hjælpe børnefamilierne

Konkurrencestaten og det høje skattetryk ensretter familielivet og umuliggør en hverdag, der er skræddersyet den enkelte familie. Jeg vil sætte familierne fri! De ved bedst selv, hvad der er bedst for deres familie.

-Mette Thiesen, Familieordfører

Ofte stillede spørgsmål

Hvorfor dette forslag?

Nye Borgerlige ønsker, at familier skal have langt større fleksibilitet i hverdagen. Hvis man for eksempel ønsker at bruge mere tid med sit barn i de første, vigtige år, eller føler at ens barn endnu ikke er klar til vuggestue eller dagpleje, skal der være bedre mulighed for at vælge et alternativ: hjemmepasning, en privat aftale eller noget tredje. Det skal man som familie selv kunne bestemme.

Hvordan vil I sikre den mulighed?

Det gør vi ved at tilbyde et beskæftigelsesfradrag med en fradragsværdi på op til 109.200 kr. årligt til de familier, der ikke vælger at bruge de offentlige tilbud, og hvor den hjemmegående ikke er på offentlig overførselsindkomst (fx SU, førtidspension, kontanthjælp, dagpenge, mv.). Både enlige og par vil derfor kunne få gavn af forslaget.

Hvem kommer forslaget til at gælde?

Alle forældre med børn i alderen 6-35 måneder, som:

  • Har en lønindkomst
  • Ønsker at fravælge offentlige pasningstilbud
Hvor meget kan jeg få?

Fradragets og dermed skatterabattens størrelse er afhængig af, hvor meget du betaler i skat af din lønindkomst. Du vil kunne få op til 109.200 kr. årligt, men det forudsætter, at du betaler mindst 109.200 i indkomstskat. Betaler du eksempelvis kun 80.000 kr. i indkomstskat af lønindkomst, vil fradragsværdien være 80.000 kr.

Tager I så ikke utilstrækkeligt hensyn til folk med lave indkomster og enlige forsørgere?

Ingen stilles værre ved vores forslag. Man vil stadig kunne benytte de offentlige tilbud – også når man er på overførselsindkomst. Vores forslag er en ekstra mulighed for dem, der arbejder, betaler skat, og som vil passe deres barn hjemme. 

Betyder det, at enlige forsørgere ikke kan få noget ud af dette?

En enlig forsørger kan sagtens få gavn forslaget, så længe de er i arbejde og ikke sender barnet i et offentligt dagtilbud. Det kunne fx være ved, at man aftaler noget privatpasning med bedsteforældrene eller en anden. Det mener vi, at alle forældre skal have mulighed for at bestemme selv.

Er dette ikke noget, som en masse udlændinge kommer til at udnytte?

Dem, som får noget ud af dette forslag, er folk, der betaler skat af arbejdsindkomst. Man kan altså ikke få noget ud af forslaget, hvis man arbejder sort eller er på overførselsindkomst. Det sikrer, at de udlændinge, der får ydelsen i Danmark, allerede forsørger sig selv.

Hvem skal betale?

Et forsigtigt bud siger, at for hver 10.000 børn, der passes hjemme med dette forslag, vil de offentlige finanser svækkes med 1 milliard kroner. Det hul foreslår vi lukket med lavere erhvervsstøtte, hvor det offentlige ydede direkte og indirekte støtte for godt 30 milliarder kroner i 2019.

Gå ikke glip af nye tiltag på familieområdet