Der har været en debat om et såkaldt forhandlingsmandat, som Nye Borgerlige har støttet. 

Et forhandlingsmandat beskriver, hvad regeringen vil arbejde for i forbindelse med Danmarks forhandlinger i EU. 

Dette forhandlingsmandatet handler om de forhandlinger, der for øjeblikket foregår om EU’s kommende 7-årige budget. Landene skal blive enige om, hvor stort et budget EU skal have de kommende 7 år.

Det nuværende EU budget er på 1 % af BNI (plus diverse andre indtægter). Der er fra mange lande, fra EU-kommissionen, og fra EU-parlamentets side et ønske om at hæve dette tal (enkelte har ønsket det helt op på 1,3 %).

Regeringen tager fornuftigt standpunkt

EU’s budget vil falde som følge af Brexit. Der er derfor nogle, som ønsker, at betalingen fra de tilbageværende lande skal stige for at kompensere for dette. Regeringens position er, at budgettet skal fastholdes på 1,00 % af BNI.

Det vil betyde, at Danmarks udgifter til EU vil stige med ca. 3 mia kr om året, fordi BNI er steget i forhold til for 7 år siden, hvor det seneste budget blev vedtaget.

Regeringen lægger sig derfor på det laveste niveau af alle landes ønsker, sammen med en mindre gruppe af andre såkaldt budgetrestriktive lande.

I forhandlingsmandatet binder regeringen sig til at nedlægge veto mod et budget, som er højere end 1,00 % af BNI. Den binder sig ligeledes til at fastholde en rabat på 1 mia kr på Danmarks betaling, som er forhandlet igennem tidligere.

Jeg var glad, da jeg så at regeringen gik så langt, som til at love at nedlægge veto, hvis ikke den får disse to ønsker igennem.

Handler om at minimere skaden

Spørgsmålet var så, om Nye Borgerlige skulle støtte mandatet eller ej. Vi vil som bekendt gerne ud af EU. Vi så gerne, at vores betaling var nul kr. Men vi må samtidig være realistiske og erkende, at vi pt. er medlem af EU, og derfor valgte vi at støtte det strammest mulige mandat.

Det er altid en overvejelse, når der fremlægges et mandat. Skal vi stemme nej, fordi vi overordnet set er uenige i det, som det handler om, eller skal vi stemme ja, hvis regeringen trods alt arbejder for at gøre skaden mindst mulig.

I dette tilfælde valgte vi at støtte mandatet, og dermed give regeringen størst mulig opbakning i forhandlingerne. Vi kunne sagtens have fremsat krav om, at budgettet skulle være lavere, men det ville der ingen opbakning være til, og det ville ingen forskel have gjort.

Så vi så det i Danmarks bedste interesse at bakke op om den mest restriktive tilgang, som var mulig i situationen.

Peter Seier Christensen, EU-ordfører