Jeg har været på besøg i udlændinge- og integrationsministeriet. Minister Mattias Tesfaye har været sammen med de andre ministre i EU for at diskutere, hvad man vil gøre for at afværge en migrantbølge fra Tyrkiet, som den vi oplevede i 2015.

Det ville han gerne briefe os politikere fra de andre partier om. Desværre var der ikke meget, ministeren ville gøre udover at hjælpe Grækenland og Bulgarien med at overvåge deres grænser.

Først når vi i Danmark fjerner muligheden for at søge spontan asyl, vil migranterne holde sig væk. Det vil også være den bedste hjælp til Grækenland. Hvis de europæiske lande afskaffede asylretten, ville migranterne opgive og blive, hvor de er.

Ministeren er ikke indstillet på at indføre et asylstop. Det er beklageligt, for så vil truslen om, at katastrofen fra 2015 kan gentage sig, bestå.

Nødbremsen vil ikke kunne bruges

Vi har hørt garantier fra regeringen om, at man har en nødbremse, der giver politiet mulighed for at afvise migranter på grænsen og sende dem tilbage til Tyskland.

DF har krævet, at nødbremsen trækkes nu, hvor migranterne er på vej ud af Tyrkiet.

Det bliver den ikke, og det ved DF også godt, for den lov om en nødbremse, som DF vedtog sammen med Lars Løkke Rasmussens regering i foråret 2017, kan slet ikke bruges til at forebygge den næste migrantbølge.

På mødet i dag bekræftede udlændingeminister Mattias Tesfaye, at nødbremsen først kan trækkes, når migranterne ER her, altså når katastrofen ER indtruffet. Sådan står der i loven.

Nødbremsen giver heller ikke mulighed for at afvise de migranter, der lykkes med at krydse grænsen, selvom vi rejser et pigtrådshegn og sætter militæret ind.

Danskerne stikkes blår i øjnene

Det var noget makværk af en lov, DF og V lavede sammen i 2017. Nødbremsen blev opfundet for at berolige danskerne. Den KAN ikke bruges, og den VIL ikke blive brugt til at forebygge en gentagelse af katastrofen fra 2015.

Og det er at stikke danskerne blår i øjnene at blive ved med at tale om en nødbremse, der kun står på papiret, men aldrig kan bringes i anvendelse, som loven er udformet.

Hvis du selv overkommer at læse bemærkningerne til loven, så er de her:

https://www.retsinformation.dk/eli/ft/201612L00153?fbclid=IwAR2SAZYH1u913tY2TyvyK78E4-VKR3Fey_MRolxW0xrfXF0fTpE4FRzU1cw

Det eneste rigtige at gøre, er, som jeg og Nye Borgerlige har sagt siden 2015, at afskaffe adgang til at søge spontan asyl i Danmark ved simpelthen at tage paragrafferne om asyl helt ud af udlændingeloven.

Som det er i dag, hjælper vi de forkerte. Flygtninge skal have hjælp i nærområderne. Det er mest humant, og der kan vi desuden hjælpe mange flere for de samme penge.

Det store svigt fortsætter

Jeg har flere gange kaldt politikernes manglende handling i 2015, da de sad på hænderne og lod migranterne vælte ind over grænsen, for ’Det store svigt’.

I de fire et halvt år, der er gået siden da, har politikerne ikke gjort, hvad der skal til for at undgå, at svigte igen, når den næste bølge kommer. Svigtet fortsætter.

Mange hilsner
Pernille