Det er min pligt at forholde mig kritisk, når jeg i dag er jeg til forhandlinger med sundhedsministeren. Her skal det handle om de nye restriktioner, regeringen ønsker mulighed for at indføre.

Regeringen og Folketinget har allerede gennemført vidtgående tiltag for at bremse smittespredningen af Corona.

Forretninger og virksomheder er blevet lukket. Børn er sendt hjem fra skole og daginstitution.

Vi må ikke mødes, som vi plejer, og på landets plejehjem sidder de ældre isoleret uden kontakt til deres pårørende.

Kritisk over for myndighedernes nye magt

I Nye Borgerlige har vi stemt for de sundhedsmæssige tiltag. Men som borgerligt menneske river det i mig, når myndighederne får for stor magt over os.

I forbindelse med det konkrete lovforslag, hvor regeringen bl.a. vil kunne forbyde forsamlinger på over to personer, samt bestemme, hvem borgerne færdes med, og hvor borgerne må færdes, har vi fra starten af været kritiske.

Vi frygter, at regeringen uden sundhedsfagligt belæg vil forringe borgernes rettigheder. Derfor har jeg lige siden førstebehandlingen af lovforslaget bestræbt mig på at få nogle konkrete og fornuftige præmisser på plads:

  • Der skal være en dommerkendelse
  • Der skal foreligge nye sundhedsmæssige data, som gør det nødvendigt
  • Borgernes ret til at klage skal sikres og konkretiseres
  • Der skal være en solnedgangsklausul
  • Virksomhederne, som ligger i områder, der bliver lukket ned, skal kunne få dækket 100% af de faste udgifter

Kritik af regeringen er en pligt

Nogle mener, at vi bare blindt skal acceptere alt, hvad regeringen kommer med i disse tider, fordi det handler om at stå sammen. Men at stå sammen handler også om at gøre hinanden bedre.

Det er uhyre vigtige beslutninger, der træffes i disse dage. At sætte sig tilbage og være ukritisk, har vi som samfund ikke råd til – og slet ikke i disse tider.

Jeg bliver ved med at stille de kritiske spørgsmål. Det er et af de grundlæggende ansvarsområder og en pligt, man har som folkevalgt.

Den pligt sætter jeg en ære i. Derfor har jeg i dag vores fem konkrete og fornuftige præmisser med til forhandlingsbordet.