27.01.2020 Forleden gav DR’s program Deadline den perfekte opvisning i, hvordan det går, når de kulturradikale agerer både anklager, jury og dommer over de rigtige meninger.

Den engelske aktivist og islamkritiker Tommy Robinson fik en skandaløs dårlig behandling af DR’s journalist Steen Nørskov.

I DR’s osteklokke af kulturradikale og venstreorienterede forudfattede ’rigtige’ meninger, var Tommy Robinson fra begyndelsen sat i bås som en ond skurk, man hverken skylder hensyn, objektivitet eller lødige opklarende spørgsmål.

Fisk kan ikke se det vand, de svømmer i, siger man. Og præcis sådan er det med Danmarks Radio. Der er skabt en blindhedens kultur i DR. Blindhed for at verden ikke er, som den de kulturradikale og de venstreorienterede hver dag bekræfter hinanden i.

Den osteklokke skal smadres.

Tommy Robinson skal selvfølgelig mødes med kritiske spørgsmål. Det er pressens opgave at være kritisk. Men han skal ikke mødes med en forudindtagethed, hvor han i udgangspunktet beskrives som en skidt karl.

Det er på tide at tage et opgør med DR. Det har været et problem i årtier, at DR forvrænger virkeligheden for danskerne. Og det bliver ikke bedre. Det kan ikke repareres.

Løsningen er at fjerne DR fra Finansloven og kræve, at DR klarer sig på markedsvilkår. Der skal slet ikke være statsejede medier i et moderne samfund. Det er et misfoster, som skaber en masse problemer.

De fleste af de tre milliarder kroner, DR koster, skal gives tilbage til danskerne, som så selv kan købe de tv-programmer og kanaler, de vil se. En del kan vi lægge i en pulje til programmer, som alle private tv-stationer kan søge til programmer om dansk kultur, historie og sprog, som ellers ikke vil blive produceret.

Når danskerne hvert år betaler mere end tre milliarder kroner om året til DR, tvinges DR’s journalister aldrig til at forholde sig til den virkelighed, hvor man skal gøre sig fortjent til sin løn ved at levere et produkt, som andre mennesker vil betale af egen lomme for at få.

Det er usundt og har skabt en usund kultur i hele DR.

Og når politikerne bevilger pengene til DR, så er der også politikere, der føler sig kaldet til ville bestemme hvilke programmer, der skal laves, og hvordan linjen skal være i DR.

Det er efter min mening forkert, når politikere forsøger at blande sig direkte i pressens forhold. Det skal politikere holde sig fra. Det er ikke vores opgave. Det er ikke vores ret.

For eksempel har DF’s Søren Espersen som jeg reageret skarpt overfor Danmarks Radios utilstedelige behandling af Tommy Robinson i interviewet i Deadline. Men Søren Espersen gik for vidt ved at kræve, at DR’s journalist bliver sat fra bestillingen.

Det er en forkert sti at træde ud på. Man løser ikke problemet ved at kræve en enkelt journalist fyret, når det er hele DR som institution, der er rådden. Og der kommer ikke noget godt ud af, at politikere bruger deres magt til at blande sig direkte i mediernes gøren og laden.

DF forsøgte sig med radio 24Syv, som man ikke kunne lide, og derfor krævede radioen flyttet til Jylland. Det er selvfølgelig gået galt. 24Syv er lukket og i stedet har vi fået en radiokanal, som ingen lytter til, og som politikerne aldrig kommer i studiet hos, fordi den ligger i Århus og politikerne arbejder i København.

I Nye Borgerlige har vi et slogan der siger, at politikerne skal bestemme mindre og danskerne meget mere selv. Det gælder også her.

Mange hilsner
Pernille