Syndfloden af love og regulativer, der styrer vores liv og hverdag er støt stigende. Lovmængden er ved at drukne både vores frihed og den sunde fornuft.

En optælling fra Cepos viser, at regelmængden siden 1989 er mere end tredoblet, og der lader ikke til at være grænser for, hvad staten synes, den skal bestemme.

Jeg tror, at mange danskere står med følelsen af, at politikerne lider af et Moses-kompleks; altid på vej ned af bjerget med et nyt bud til folket, som Henrik Jensen kalder det i en af sine bøger.

Staten styrer efterhånden vores liv i stort og småt fra vugge til grav. Den vil gerne bestemme hvor, hvordan og hvor længe vi skal gå i skole, hvordan man som par skal indrette sig under barsel, hvor meget af ens indkomst, man selv må beholde, og hvor meget staten skal kunne disponere over (=fråse med efter forgodtbefindende), hvorvidt man må bo i sit eget sommerhus året rundt eller om man må betale sin nabo for et lift til lægen.

Man må godt sidde to på en hest, men ikke på en scooter, og hvis nogen var i tvivl, må man heller ikke rense sine egne tagrender på sin private ejendom stående på sin egen frontlæsser. For så kan man jo falde ned og slå sig, og derfor koster den type forseelse en bøde.

Det er jo tudetosset.

Ja, vi har brug for love og regler til at regulere vores samfund og omgang med hverandre, men efterhånden har staten lovgivet sig så langt ind i folks dagligstuer, at grænsen for længst er overskredet.

Ifølge landets ældst kendte stykke lovgivning, Jyske lov fra 1241, så skal enhver lov være ”passende og nyttig og tydelig, så alle kan vide og forstå, hvad loven siger”. Det udsagn er der vist mange regulerings-glade politikere og embedsmænd, der kunne trænge til at hænge op på deres køleskab.

Vi danskere kan altså godt tænke selv og handle ansvarligt. Så giv os dog lov.

Kærlig hilsen
Vibeke Molise Nibe
Spidskandidat til Folketinget i Københavns Omegns Storkreds