Jeg tror, jeg taler på rigtig mange danskeres vegne, når jeg nu siger, at regeringens besættelse af affaldssortering virker fuldstændig ude af proportion. Fra næste sommer skal vi til at sortere vores affald i hele 10 forskellige bunker:

Mad, papir, pap, metal, glas, plastik, tekstiler, fødevarekartoner, restaffald og farligt affald. Sikke en fest, vi skal have.

Denne sag om affaldssortering viser netop, hvorfor klimaloven var en gigantisk fejl. Den medfører et enøjet fokus på at få tallene for CO2-udledning ned – således er det også kun Nye Borgerlige og DF, der ikke er med i denne aftale om affaldssortering.

Nye regler er uden fornuft
De nye regler er selvfølgelig en del af regeringens klimamålsætning. Her er intet tiltag for småt, når det handler om at justere på tallene på det danske klimaregnskab. Ud over, at det skal gøre Danmark til et ”grønt foregangsland”, er der imidlertid ikke meget sund fornuft i de nye regler.

I modsætning til, hvad regeringen gerne vil have danskerne til at tro, så kommer affaldssorteringen ikke til at gøre nogen forskel for klimaet. Og her henviser jeg ikke engang til, at mange skraldevogne alligevel blander sorteret affald sammen.

Nej, jeg henviser til, at det ikke vil gøre en nævneværdig forskel for klimaet, om lidt flere af de tomme madpakke-emballager bliver genanvendt. Selvom vi spiser rigtig meget trestjernet salami, udgør den samlede danske CO2-udledning stadig kun en ubetydelig del af den globale udledning.

Spild af danskernes tid
Sagen om affaldssortering er nem at gøre grin med, men jeg anser det faktisk for en alvorlig sag. Det burde ikke være sådan, at politikere uden skrupler vil detailregulere danskernes hverdag. Det er en utrolig arrogant omgang med danskernes tid at bede dem om at sortere deres affald ned til mindste del uden at kunne begrunde det med evidens for, at det vil gøre en forskel i et større perspektiv.

Det er præcis derfor, jeg og Nye Borgerlige i sin tid stemte imod klimaloven. Fordi den gav klimapartierne et juridisk dokument, som de kan bruge til at begrunde alle mulige og umulige klimatiltag og lade hånt om den konkrete effekt.

Der burde være en form for selvkontrol hos politikere. Selvom de har magt til at diktere vores hverdag, behøver de ikke at gøre det. Var det ikke for den ufrivillige komik i affaldsudspillet, ville kritikere kalde det for magtmisbrug, når politikerne begynder at diktere danskernes hverdag helt uden rationelle begrundelser.

Vejen til klima-frelse findes altså ikke på bunden af en skraldespand.