Det er mig dybt imod, at halalkød ikke er tydeligt mærket. For når vi står og skal vælge i køledisken, risikerer vi at komme til at støtte en bestialsk praksis, der oven i købet igennem den nuværende diskrete mærkning er med til at finansiere internationale muslimske organisationer.
Derfor har jeg for Nye Borgerlige stillet et beslutningsforslag om at mærke halalkød så tydeligt, at danskerne får en reel mulighed for at vælge dette kød fra.
Dyrene lider
Ud over udbredelsen af Islam er der desværre alt for lidt fokus på, at halalslagtning kan medføre stor lidelse for dyrene. Fødevarestyrelsen oplyser på deres hjemmeside, at flere EU-lande tillader, at halalslagtning foregår helt uden bedøvelse.
Halalslagtning foregår efter islamiske forskrifter sådan, at dyret udblødes med hovedet nedad, imens der siges en bøn på arabisk. Flere dyrerettighedsorganisationer har advaret om, at dette tilfører dyret en meget stor grad af stress og smerte i de ofte lange minutter, det tager livet at forlade kroppen.
Alene af den grund burde halalslagtet kød mærkes meget tydeligt, så danskerne ikke uforvarende kommer til at understøtte denne bestialske praksis.
Basal forbrugeroplysning
Ikke bare i Danmark, men i hele EU, står forbrugernes oplysning helt centralt. Vi har krav på at kunne se, hvad der er i vores mad, og hvor det kommer fra. Vi har også flere mærkningsordninger, der på meget tydelig vis henviser os til de sunde valg.
Derfor burde dette beslutningsforslag blive stemt igennem som det mest selvfølgelige. Det burde ikke være op til nogen diskussion, om hvorvidt det også er relevant viden, hvordan dyret er slagtet.
Dette vil jeg henvise til på talerstolen og optimistisk håbe på, at flere partier kan se bort fra sædvanlige partiinteresser og i stedet slå et slag for helt basal forbrugeroplysning.
Mange hilsner
Peter Seier Christensen, fødevareordfører