Endnu engang har jeg siddet i samråd med udlændinge- og integrationsminsiteren og hørt ham sige, at lige om lidt, så sender vi migranterne til Rwanda til vores asyllejr dernede.

Samrådet i dag var ikke meget anderledes end det sidste om sagen, og jeg må indrømme, at jeg har mistet tilliden til, at det nogen sinde bliver til noget.

Mette Frederiksen kom til magten ved at love handling i udlændingepolitikken. Hun har nu tre år senere ikke leveret på nogen af løfterne.

Danmark ligger i dag ligeså ubeskyttet og sårbart hen som i 2015, da migranter i titusindvis kom til Danmark og med accept fra Lars Løkke Rasmussens regering vandrede op af de danske motorveje.

Jeg spurgte i dag ministeren, hvad regeringen agter at gøre for at undgå en lignende situation, når nu modtagecenteret i Rwanda ikke er blevet til noget.
Statsminister Mette Frederiksen sagde i søndags til Berlingske Tidende, at hun og regeringen forventer, at katastrofen fra 2015/16 vil gentage sig: ”Jeg har ikke fantasi til at forestille mig andet, end at der kommer et meget mere markant pres på Europa igen. Det er kun et spørgsmål om tid”, sagde Mette Frederiksen.

Jeg foreslog derfor på samrådet i dag ministeren at indføre et asylstop, så flygtninge/migranter ikke kan søge spontanasyl i Danmark, medmindre de kommer fra Danmarks nærområde.

Det kan ikke være sådan, at mennesker kan rejse igennem mange sikre lande for til sidst at søge asyl i Danmark.
Ministeren var ikke overraskende imod et asylstop. Det går jo imod vores ”internationale forpligtelser”, som det hedder sig.

Men et asylstop er den eneste måde, vi kan beskytte Danmark imod en gentagelse af 2015. Og når Rwanda-lejren ikke bliver til noget, er det bydende nødvendigt at gøre noget andet.

Ellers spiller regeringen hasard med danskernes tryghed og sikkerhed. Og når statsministeren ligefrem forventer, at det sker igen, er det helt uforståeligt, at man bare lader stå til. Nu skal vi snart have et folketingsvalg, og jeg lover, at hvis der bliver et blåt flertal efter valget, vil vi i Nye Borgerlige insistere på, at asylsystemet laves om, for at vi kan pege på den ene eller anden som statsminister.

Vi skal have et total asylstop i Danmark. Det er det eneste ansvarlige. Danmark er vigtigere end forældede konventioner.

Peter Seier
Udlændingeordfører.