Mette Frederiksen samler i disse dage de EU-ivrige partier omkring sig og lægger planer på sit kontor.

Efter hvad vi hører – vi er af naturlige årsager ikke medlem af den klub – planlægger regeringen med støtte fra K, V, Rv og SF at koble behovet for at styrke dansk forsvar med en ophævelse af det danske forsvarsforbehold i EU.

Det er en meget dårlig idé at koble de to spørgsmål sammen, og vi vil gerne advare både Søren Pape Poulsen og Jakob Ellemann-Jensen om at gå længere i den retning.

EU er ikke og bliver aldrig en garanti for Danmarks sikkerhed. Danmarks nationale selvstændighed sikres gennem NATO.

Sådan har det været igennem to generationer, hele vejen gennem Den Kolde Krig og meget tydeligt igen, hvor det i disse uger er NATO-alliancen med USA som den kraftige næve, der afskrækker en aggressiv Putin.

EU-hær er ren EU-ideologi
Der er intet påtrængende behov for, at Danmark skal sætte danske soldater under EU-flaget og gå i takt til EU-hymnen. Det er ren EU-ideologi.

Dansk engagement i en EU-hær vil ikke øge vores sikkerhed. Tværtimod vil det fjerne fokus fra det væsentlige: Nemlig opgaven med at genopbygge et dansk forsvar, som kan levere et troværdigt og fyldigt bidrag til NATO-alliancen.

Og det er en meget stor genopbygning, vi skal i gang med. Dansk forsvar er udsultet, udpint og forsømt.

Da vi stiftede Nye Borgerlige tilbage i 2015, skrev vi fra begyndelsen genopbygningen af forsvaret og to-procents-målsætningen ind i vores politik.

Som det eneste parti i Folketinget fremlagde vi en sammenhængende økonomisk plan, hvor vi finansierer genopbygningen af forsvaret ved at afsætte et årligt merbeløb på 18 milliarder kroner.

Genopbygningen af forsvaret var med i vores første økonomiske plan i 2016, som vi fremlagde, da partiet blev opstillingsberettiget, og genopbygningen er med i den senest opdaterede ’PLANEN for et mere borgerligt Danmark’, som vi fremlagde sidste år.

For et år siden – det var den fjerde marts – fremsatte vi forslag i Folketinget, som skulle pålægge regeringen at fremlægge en plan for, hvordan man ville opfylde forpligtelsen i NATO på at bruge to procent af BNP på det fælles forsvar.

Forslaget blev desværre stemt ned af præcis de samme EU-ivrige partier S, V, K, SF og Rv, som i disse dage forhandler sammen og blander en nødvendig styrkelse af forsvaret ind i EU-politikken.

Ikke mere dansk suverænitet til EU
De eneste partier, der stemte for var DF og LA og Nye Borgerlige. De tre borgerlige partier, som ikke er inviteret til forhandlingerne, men også de tre partier, som vil skulle gøre enten Søren Pape Poulsen eller Jakob Ellemann-Jensen til statsminister, skulle flertallet skifte efter næste valg.

Det er vigtigt at slå fast, at vi og Nye Borgerlige intet har imod en folkeafstemning om forsvarsforbeholdet. Lad os endelig få lukket den diskussion lukket én gang for alle. Vi stoler altid på danskerne.

Vi skal ikke opgive mere suverænitet og selvstændighed til EU.

Det betænkelige er, når politikerne lukker sig inde bag tykke døre og laver aftaler, uden at danskerne bliver taget med på råd.

Kærlig hilsen
Pernille Vermund, formand
og Peter Seier Christensen, EU- og forsvarsordfører