EU-reglerne har desværre forvandlet internationale studerende til gevaldig økonomisk underskudsforretning for Danmark. 7 ud af 10 internationale studerende giver underskud.

EU arbejder som bekendt altid for, at den danske statskasse skal blive fælleseje. I 2013 afsagde EU en dom, der gav alle EU-borgere ret til SU og SU- lån i Danmark, såfremt de arbejdede minimum 10-12 timer om ugen, fordi de derved måtte betragtes som ”vandrende arbejdstagere”.

Nu står vi i den situation, at der på de engelsksprogede erhvervsakademi- og professions-bacheloruddannelser går en meget stor andel af udlændinge – hele 72 procent.

Som direkte konsekvens står udgifterne til disse udlændinge til at eksplodere. Alene i SU vil det koste danskerne 576 millioner i 2025.

Ingen SU til udlændinge
Og de fleste af disse – det tyder alt på – kommer desværre primært for at høste SU samt alle de andre velfærdsydelser, som Danmark byder på. Det kræver kun, at de arbejder minimum 12 timer om ugen.

Det er klart, at det må vi gøre noget ved. Det, man burde gøre, var selvfølgelig at knytte retten til SU til statsborgerskabet. Det er min og Nye Borgerliges politik. Vi ser gerne, at udlændinge kommer her for at studere – men det kan dygtige unge sagtens finansiere igennem legater.

Danmark har derimod ikke brug for de mange udlændinge, oftest østeuropæere, der skriver sig ind på tvivlsomme studier kun for at få del i vores velfærdsgoder.

Midlertidig løsning på tegnebrættet
Det vil desværre kræve politisk mod, end der for nuværende kan findes i Folketingssalen. I stedet har jeg i dag stemt for en midlertidig løsning, der er på tegnebrættet.

Jeg stemte for L59, der begrænser tilgangen til engelsksprogede uddannelser. Selvom det ikke er den bedste og mest effektive løsning, kan det forhåbentligt sætte en form for prop i det økonomiske dræn, som de engelsksprogede uddannelser er blevet.

Og så må vi huske, at vi har EU at takke for alt dette. Det skyldes EU, der evigt arbejder på at ensrette alle medlemsnationerne økonomisk. Det mangler politikerne stadig at sige fra over for.