I Folketinget har vi netop behandlet et beslutningsforslag, som skal give EU mulighed for at optage lån på vegne til af medlemslandene til at finansiere en EU genopretningsfond, som EU-landene kan søge penge fra. Genopretningsfonden skal bestå af svimlende 750 mia. euro svarende til 5.600 mia. danske kroner, som skal hentes fra europæiske skatteyderes lommer.

Mens fondens angivelige hensyn er at yde økonomisk støtte til de medlemslande, som har lidt største økonomiske tab af covid-19, står imidlertid klart, at EU har skjulte motiver med planen. For det første giver dette ”genopretningsprojekt” EU historisk usammenlignelige kompetencer til at træffe beslutninger hen over hovedet på medlemsstaterne og deres befolkninger, hvilket har været EU’s fremmeste dagsorden siden dag ét.

For det andet er genopretningsfonden meget belejlig for EU, idet den sigter efter at tilgodese de EU-medlemslande, som har udviklet en stigende skepsis overfor EU og dermed truer EU’s eksistens – navnlig Italien. På grund af EU’s handlingslammelse ifm. covid-19 og den ukontrollerede afrikanske masseindvandring, har et stigende antal italienere indset EU’s uduelig, når det virkelig kommer til stykket. Som konsekvens ønsker et stigende antal italienere at gå i Storbritanniens fodspor og tage styringen tilbage ved at forlade EU. Gennem genopretningsfonden vil EU tilbyde Italien massevis af penge fra andre europæiske lande, og derved forsøge at sætte sig i et bedre lys overfor italienerne og på den måde beholde dem i Unionen. Et snedigt ærinde, som naturligvis ikke fremgår som et officielt motiv bag genopretningsplanerne, men som ikke desto mindre er et utvetydigt mål for EU-systemet i Bruxelles.

I Nye Borgerlige stemte vi klart nej til forslaget. EU har i forvejen alt for meget magt over medlemslandene, og danske skatteydere skal naturligvis ikke betale sydeuropæeres pensioner som en form for transnational omfordeling. Den primære årsag bag de sydeuropæiske medlemslandes økonomiske udfordringer har i øvrigt intet med covid-19 at gøre, men er en konsekvens af manglende økonomiske reformer og et arbejdssystem, der ikke skaber gode forudsætninger for vækst. Sammenlignet med andre EU-lande havde Italien og Grækenland allerede store økonomiske udfordringer før covid-19 ramte, og på lang sigt vil genopretningsplanen – udover at være dybt urimeligt for os, der skal betale, samt skadeligt for vores lande –  ikke skabe grobund for bedre økonomier i de pågældende sydeuropæiske lande. De har ikke brug for hjælp fra andre lande. De har brug for reelle økonomiske reformer, eksempelvis at forøge pensionsalderen og få flere kvinder i arbejde.

I det hele taget er denne ”genopretningsplan” endnu et forsøg på at trække EU-samarbejde i retning af mere magt til EU-systemet i Bruxelles og mindre ret til selvbestemmelse for medlemslandene, som må finde sig i at lade mere af deres politiske dagsorden blive dikteret af ikke-folkevalgte bureaukrater og aktivistiske domstole, selvom beslutningerne er i strid med ønskerne i den danske befolkning, og dermed i strid med essensen af demokrati.

Vi finder det dybt kritisabelt, at denne ”genopretningsplan”, som vil overdrage mere magt fra danske folkevalgte til EU-systemet, ikke bliver diskuteret mere herhjemme, og at folket ikke bliver hørt. I et demokrati burde folket inddrages og høres. I lyset af Danmarks konsekvente ”nej” til yderligere EU-samarbejde ved de seneste folkeafstemninger (herunder angående EUROPOL og Euroen), er det forståeligt, at de EU-glade politikere ikke ønsker at høre befolkningens ønske.

I Nye Borgerlige ønsker vi at høre den danske befolkning angående deres holdning til EU. Vi ønsker selv at forlade Unionen, og vil lade det være op til Danmarks befolkning at beslutte, hvordan fremtidens Danmark skal se ud. Derfor nej til EU’s ”genopretningsfond”, og i det hele taget nej til EU.