Moskéerne skal ingen magt, ingen indflydelse og ingen penge have i Danmark. Den ukontrollerede etablering af moskéer under radaren skal stoppes. Danmarks skatteborgere og offentlige myndigheder skal ikke medvirke til moskéers udbredelse. Danskerne skal ikke betale til moskéer.
Derfor vil Nye Borgerlige fjerne statsanerkendelsen af muslimske trossamfund. Og derfor er det vigtigt at have fokus på moskéer ude i kommunerne. For i kommunerne går mange af danskernes penge til moskéer gennem alle mulige og umulige tilskud og skattefordele.
Kommunerne skal holde op med naivt at betale til moskéer – ligesom de skal holde op med bovlamt at se igennem fingrene med moskéernes løgne. For dem er der mange af. Antallet af nye moskéer, der skyder op i Danmark, vores fædreland, er dybt bekymrende! Det er et kæmpestort problem! Og et problem vi skal tage meget alvorligt!
For godt nok er moskéer lovlige i Danmark. Men hvor der prædikes sharia, hvor integrationen modarbejdes, hvor kvinders frihed undertrykkes og hvor parallelsamfundene cementeres – er de også uønskede. Og dér udgør de en alvorlig trussel mod det danske samfund.
Den danske lovgivning er slet ikke gearet til at modstå en ukontrolleret etablering af moskeer under radaren. Ja, faktisk er en ladeport åben. Det er den fordi der i lokalplaner ikke skelnes mellem kultur og religion. Alt er lige godt – alt er kultur.
I lokalplanssprog dækker ordet kultur i dag alt fra strikkeklubber til moskéer og koranskoler. Det er helt til grin.
Vores nationale danske værdifællesskab bygger på frihed, ligeværd, demokrati og retsstat. Det er værdier, der alle er i opposition til islam. Jo mere indflydelse islam opnår, desto mere svækker vi de værdier, der gør os danske og den kraft, der holder os sammen.
Vi skal ikke forbyde islam. I et frit samfund, forbyder man ikke tanker, tro, holdninger og meninger. Men – Islam er i opposition til demokrati og frihedsrettighederne i Danmark!
Islams symboler i form af store moskeer skal begrænses. Det offentlige skal ikke medvirke til deres udbredelse. Imamerne skal forhindres i deres propaganda for demokratiets afvikling i vores land.
Med lov skal der sikres et fuldt stop nu, for flere moskeer i Danmark. Det haster.
En gang om året udgiver Danmarks Statistik rapporten ‘Tal og fakta på udlændingeområdet’. Udlændinge – og Integrationsministeriet udgiver desuden hvert år det såkaldte ”Integrationsbarometer. De nøgne tal viser, at integrationen af muslimer i det danske samfund halter gevaldigt.
En del af svaret på hvorfor muslimer ikke integreres, kan man finde i TV 2’s dokumentarserie “Moskeerne bag sløret”. Under cover fik journalisterne et reelt billede af imamer og moskeernes afgørende rolle i det danske samfund.
Imamerne i de islamiske religiøse kredse i Danmark, altså i moskeerne, definerer således overfor herboende muslimer, hvad det ville sige at være for dansk. De religiøse ledere afslører på de skjulte optagelser at de ser et afgørende modsætningsforhold mellem at være “dansk” og det at være en god muslim.
Det er bare ikke det imamerne offentligt giver udtryk for. Som man kan se i udsendelserne, har journalisterne også for åbent kamera spurgt flere af de medvirkende imamer til deres holdning til integration. Her siger imamerne, at de går ind for ligestilling og respekterer alle danske regler.
Det er bare milevidt fra det billede, man ser på de skjulte optagelser. Imamerne taler ikke overraskende her med ”to tunger”. Faktum er at islamiske teologi og teori i moskeerne omsættes til konkret indoktrinering af muslimer i Danmark. Imamerne dikterer således, hvordan man som muslim skal begå sig i hverdagen i Danmark. Herunder at muslimer kan undertrykke ligestilling mellem kønnene.
Islam bliver dermed inkorporeret i en muslimsk hverdag. En hverdag præget af islams absurde ”os og dem” -tankegang, som eksisterer i miljøerne i moskeerne.
I debatten i Danmark har vi i mange år haft fokus rettet indad ved at spørge, hvordan vi som samfund står i vejen for integrationen. Er tonen i debatten eksempelvis med til at grave grøfter?
Nej! Problemet er, at der står en stor gruppe imamer i moskeerne og graver grøfter mellem muslimer og Danmark med religiøse skovle. Med islams dogmer og leveregler, udbreder moskeerne en religiøs og politisk lære, der er fuldstændigt uforenelig med det at være borger i Danmark.