I forbindelse med indsættelsen af den amerikanske præsident Joe Biden læste den nu verdensberømte 23-årige digter Amanda Gormans sit langdigt ” The Hill We Climb” op. Digtet har en identitetspolitisk dagsorden, som tager udgangspunkt i det uhyre populære emne ”race”, der i dag bliver taget til nye højder.

Det famøse digt har sidenhen skulle oversættes, og denne opgave har været sværere end som så. Først påtog den hollandske oversætter Marieke Rijneveld sig opgaven, og senere den spanske Victor Obiols. Dog skulle det vise sig, at begge måtte opgive, som følge af den racistiske identitetspolitik der hersker på venstrefløjen. De var nemlig begge for ”hvide” til at kunne varetage oversættelsen af digtet.

For ”hvid” til at oversætte

Racisme er som bekendt diskrimination af mennesker på baggrund af deres hudfarve, og dette kommer i den grad til udtryk i denne sammenhæng. At Victor Obiols bliver frataget opgaven med at oversætte digtet, fordi han simpelthen er for ”hvid”, er om noget grotesk og bekymrende. Det er et klokkeklart eksempel på den nye racisme, der gør sig gældende i vores samfund.

Det er skræmmende at se, hvordan venstrefløjen har udviklet sig. Og deres identitetspolitiske dagsordener har udelukkende til formål at skabe splittelse blandt mennesker. Denne splittelse er med til at fodre den nye racisme.

Identitetspolitikkens konsekvenser

Venstrefløjen kaster om sig med identitetspolitiske dagsordner, men hvor går grænsen?

Man kan ikke længere kalde en is for eskimo, eller en kvinde for formand. Vi skal have kvindekvoter på arbejdspladsen og hvide mænd må hverken oversætte digte eller lægge stemme til sorte animerede filmkarakterer.

Hvis vi lader venstrefløjen trumfe igennem med deres identitetspolitiske dagsordner, er konsekvensen et samfund, hvor vi på mange måder bliver handlingslammet, og folk bliver bange for at ytre sig og for utilsigtet at fornærme folk.

Identitetspolitikken får større og større magt i disse år. Helt galt er det i USA, men også i Danmark vinder den frem forbavsende let og uden tilstrækkelig modstand. Det må vi ikke acceptere. Det er særdeles farligt. Identitetspolitiken fører sig frem som tolerant og inkluderende. Den er det modsatte: indsnævrende, totalitær, fordummende og nedbrydende. Den handler om magt, og målet er at nedbryde vores samfund, som vi kender det.