På mandag er det den årlige reklame- og PR-dag for EU.

De EU-begejstrede partier besluttede for nogle år siden at misbruge Folketinget til at reklamere for unionsprojektet ved hvert år den 9. maj at flage med EU-flaget fra Folketingets officielle flagstænger.

Det har jeg altid syntes var meget utidigt. Folketinget skal flage med Dannebrog og kan ved statsbesøg beære gæsten ved at flage med den besøgendes flag.

ET EU-flag hører ikke til i vores flagstænger.

Alle kneb gælder for EU-partierne

Vi står lige nu midt i en valgkamp, hvor de samme EU-begejstrede partier forsøger at overtale danskerne til at afskaffe forsvarsforbeholdet.

Det får de nok ikke held med, men alle kneb gælder, lader det til. Også de udemokratiske.

I denne situation burde Folketinget have så megen pli, at man i det mindste i år undlod at reklamere for EU på EU-dagen midt i denne nationale demokratiske proces.

Folketinget som institution skal ikke blande sig i valghandlingen. Folketinget er neutralt i politiske spørgsmål. Folketinget er alle danskernes parlament – uanset hvilken politisk overbevisning man har.

Sådan ser man ikke på det i de EU-begejstrede partier, som sidder på flertallet.

Så lille er respekten

Selvom jeg har skrevet høfligt til Folketingets præsidium og fortalte, at jeg synes, det er forkert, at Folketinget som institution blander sig i afgørelsen ved at reklamere for EU med flagstængerne, så kommer EU-flagene op på mandag.

Folketingets formand har skrevet tilbage til mig, at ”et flertal i Præsidiet finder ikke, at afstemningen om forsvarsforbeholdet den 1. juni giver anledning til at ændre den årlige markering”.

Så lille er respekten for det danske folkestyre. Så stor er beundringen for Den Europæiske Union.

Jeg kipper med Dannebrog.

Mange hilsner
Peter Seir Christensen