EU-kommissionen har netop fremsat en vejledning om fremtidig EU-politik, der vil forbyde jagt, fiskeri og skovbrug i helt op til 10 % af EU’s samlede landmasse og havområder. Det sker angiveligt fordi, det skal sikre biodiversiteten i de implicerede områder.
Forslaget bygger på en (mis)forståelse om, at bæredygtig jagt og fiskeri udelukker opretholdelsen af sund biodiversitet og gode vilkår for dyrene. Men faktisk har jagt og fiskeri i mange henseender positive påvirkninger på biodiversiteten og dyrenes vilkår i naturen, da det sikrer en sund dyrebestand.
Danmarks Jægerbunds formand, Claus Lind Christensen, har på den baggrund rettet en skarp kritik af EU’s forslag, og siger bl.a.:
”Man er simpelthen nødt til at forstå, at bæredygtig jagt og biodiversitet ikke er hinandens modsætninger. Vi går på jagt i naturbeskyttede §3-områder, i nationalparker og i fuglebeskyttelsesområder. Det kan sagtens lade sig gøre”[1]
EU skal blande sig udenom medlemslandenes jagt- og fiskeripolitik
Samtidig med at EU opstiller en modsætning mellem biodiversitet og jagt, sidestiller EU også minedrift med lystfiskeri og jagt. Det må være en særlig forståelse for fiskeri og jagt, man har i EU, hvis minedrift kan sidestilles med det.
EU skal ikke have lov til at diktere hvilke områder, danskerne må jage. Danskerne skal naturligvis selv bestemme Danmarks jagtpolitik og de foranstaltninger, der skal opretholde en sund biodiversitet og grøn natur i Danmark.
I Nye Borgerlige ønsker vi at beskytte og værne om vores natur, og anerkender, at forudsætningerne for dette er nationalt bestemte regler for jagt og fiskeri, dikteret af Danmark.
Desuden vil et forbud mod jagt- og lystfiskeri i dele af Danmark kunne medføre store økonomiske tab på grund af reduceret turisme. Eksempelvis estimeres det, at udenlandske lystfiskerturister bruger 180 mio. kroner i Danmark årligt, hvilket EU’s forslag potentielt kan hæmme. [2]
Dansk jagt og fiskeri skal beskyttes og forbedres – ikke forbydes.
[1] https://www.jaegerforbundet.dk/om-dj/dj-medier/nyhedsarkiv/2020/eu-kommission-vil-ofre-jagt-for-biodiversitet/
[2] https://crt.dk/wp-content/uploads/2019/01/Status_for_lystfiskerturismen_i_Danmark.pdf