EU er ikke blevet et stort, centraliseret og overnationalt samarbejde ved at spille med åbne kort, eller ved at respektere den begrænsede magt, som de europæiske befolkninger har overladt til EU.

Med salamimetoden har EU altid rykket grænserne EU’s beføjelser.

Blandt de benyttede taktiker kan nævnes overvældende mængder af kompleks og detailstyret lovgivning, løbende genfremsættelser med underordnede ændringer, uklarheder og nok vigtigst af alt; en EU-Domstol der altid har været parat til at tage skraldet når EU ønskede mere magt, end befolkningerne havde samtykket til.

Et helt oplagt nyt eksempel kommer nu fra EU-kommissionen i form at forslag om en EU-mindsteløn.

Det fremgår ellers klart af traktatens egen ordlyd, at hverken befolkningerne i Europa eller nationalstaterne har givet EU demokratisk mandat til at blande sig i medlemsstaternes lønforhold.

Efter traktaten gælder bestemmelserne om social- og arbejdsmarkedspolitik ikke for lønforhold. Det står således helt klart i artikel 153, stk. 5 at ”Bestemmelserne i denne artikel gælder ikke for lønforhold, organisationsret, strejkeret eller lockout. ”

Det kan siges så simpelt, som det er; EU mangler samtykke.

At situationen nu er, at EU skal bede befolkningerne om lov til at gå videre, eller endnu bedre helt lade være med at blande sig, kan Kommissionen ikke lade sig stoppe af.

Og her kan Kommissionen altid regne med at få hjælp fra EU-Domstolen, der alle dage har taget skraldet, når ordlyden og samtykket ikke rakte til det ønske, som eliten i Bryssel altid har – mere EU og mindre medlemsstat.

EU-Domstolen har nemlig for længst etableret, [1] at EU på trods af traktatens åbenlyse og specifikke forbud mod lovgivning om lønforhold kun er forhindret i at lovgive direkte om mindsteløn.

Dermed er forbuddet efter traktaten effektivt udvandet.

Når Kommissionen påstår, at det ikke vil have betydning for Danmark, eller de fem andre stater i EU der forhandler løn efter kollektive overenskomster, skal man være naiv for at tro på det. Alle uklarheder og uforudsete problemstillinger vil blive fortolket til Kommissionens fordel.

I det øjeblik, at vores danske model støder sammen med EU’s eller en anden større medlemsstats interesser, kan vi derudover forvente, at den danske model må vige.

Vi kan være sikre på, at EU-Domstolen også denne gang vil hjælpe Kommissionen med at fastlægge traktatens udtrykkelige undtagelser på en måde der sikrer EU’s interesser.

[1] Sag C-268/06. Domstolens Dom (Store Afdeling) af 15. april 2008.