Endnu 5 grunde til at stemme nej 1. juni

Jeg skrev for nylig 5 gode grunde til at stemme nej, når vi 1. juni skal stemme ja eller nej til at afskaffe forsvarsforbeholdet. Men det med at komme på gode årsager til et nej, det falder mig ret let. Så her er 5 grunde yderligere til, at jeg anbefaler et NEJ.

1.

Det er kun USA og NATO, som kan give Danmark en sikkerhedsgaranti. Sådan har det været siden NATOs oprettelse, og det er det stadig. Derfor er NATOs generalsekretær Jens Stoltenberg også stærk modstander af en EU-hær. Han har flere gange advaret i mod en EU-hær. En sådan hær skaber koordinationsproblemer i NATO, fordi der i så fald opstår to parallelle forsvarsinstitutioner, som ikke nødvendigvis samarbejder.

2.

NATO og USA er og bliver Danmarks sikkerhedsgaranter. Danmarks deltagelse i en EU-hær vil aldrig give danskerne nogen form for tryghed og sikkerhed. I EU er man blevet enige om såkaldt udrykningsstyrke på 5000 mand. Hvordan skal den kunne yde Danmark nogen form for sikkerhed, frihed og tryghed? Den har absolut ingen afskrækkende effekt. Det siger sig selv. EU-landene kan ikke engang blive enige om, hvordan den sølle hær skal finansieres, hvem som skal betale. Hvis Danmark skal deltage og EU-landene faktisk kan blive enige, så skal Danmark også betale. På finansloven er der afsat så og så mange penge til forsvarsbudgettet. De penge som vil skulle betale for deltagelsen i en ineffektiv EU-hær, går ud over Danmarks forsvar i NATO. Ønsker danskerne virkeligt at NATO bliver svækket?

3.

Ja-siden skylder at fortælle befolkningen, hvor den udrykningsstyrke skal indsættes. Så længe vi er medlem af NATO, kan den i hvert fald ikke indsættes i Europa, eftersom snart 32 ud 35 europæiske lande er medlemmer af NATO-samarbejdet. NATO opererer endvidere i Mellemøsten, så det må nødvendigvis blive i Afrika. Ønsker danskerne det? Og det kommer sikkert til at ske i nogle af de tidligere franske kolonier i Nordafrika fordi:

4.

Frankrig er nemlig præcis det EU-land, som står bag dette projekt. Det blev født i Maastricht-forhandlingerne i 1991. Frankrig accepterede en fælles mønt imod at Tyskland opfyldte Frankrigs ønske om en fællessikkerhedspolitik og dermed en europæisk hær. Fordi Frankrig aldrig har brudt sig om USA’s lederskab i NATO. Frankrig puster sig op, som om det stadig er en stormagt. Det har Frankrig ikke været siden Napoleons dage for over 200 år siden. I 1965 trak Frankrig sig ud af NATO’s overkommando, hvilket en understregning af, at Frankrig aldrig har brudt sig om USA’s lederskab i NATO. I Maastricht forhandlingerne, der førte til Den Europæiske Union, indgik Tyskland og Frankrig et kompromis: Frankrig accepterede en fælles valuta helt på Tysklands præmisser mod at Tyskland accepterede Frankrigs ønsker om en fælles EU-hær. Danmark blev totalt sat på sidelinjen i de forhandlinger.

5.

Endelig er der det sædvanlige argument om, at Danmark kan få en plads ved bordet og få indflydelse. Den sang har vi hørt lige siden folkeafstemningen i 1972. Det har været en genganger i hver eneste folkeafstemning. Nej, Danmark får ingen, og har aldrig fået indflydelse, når der skal træffes store og vigtige beslutninger i EU. Og Danmark nedlægger ikke veto. Det er aldrig sket.