I dag har jeg opfordret de borgerlige partier til at stå sammen om at bremse den lov, der på efterbevilling hvidvasker Mette Frederiksens lovbrud i minkskandalen.

Loven blev vedtaget i dag mandag den 21. december i Folketinget med et flertal fra regeringen, venstrefløjen og Det Radikale Venstre.

Men hvis vi står sammen i blå blok kan vi med Grundloven i hånden bremse loven, indtil Mette Frederiksen udskiver og afholder et folketingsvalg.

Vi skal bruge 60 underskrifter. Vi er 79 i de borgerlige partier tilsammen. Så hvis vi står sammen, kan vi sikre, at danskerne skal høres først – i stedet for sidst.

Det Konservative Folkeparti har allerede meddelt, at de er med. Nu venter jeg i spænding på en tilbagemelding fra de andre.

Neden for kan du læse, hvad jeg sagde i dag fra Folketingets talerstol.

Mange hilsner
Peter Seier Christensen, gruppeformand og politisk næstformand

Min ordførertale:

Loven, der stemmes igennem om lidt, er en blåstempling af regeringens lovbrud.

En blåstempling af en ulovlig beslutning, om at slå alle mink ihjel.

Der er og har aldrig været en sundhedsfaglig anbefaling om at slå alle mink ihjel og dermed de facto lukke et helt erhverv.

Det var udelukkende en politisk beslutning, som regeringen alene bærer ansvaret for.

Det bør folketinget ikke medvirke til at lovliggøre. Det er ikke værdigt for folkestyret, at venstrefløjen og Radikale Venstre med et tryk på en knap slår en streg over regeringens ulovlige ekspropriation af et helt erhverv.

Dette handler ikke om hvorvidt man er for eller imod minkavl i Danmark. Det handler om den private ejendomsret.

Derfor opfordrer jeg og Nye Borgerlige til, at Folketinget aktiverer mindretalsbeskyttelsen i Grundlovens paragraf 73, som vil tvinge regeringen til at udskyde lovens ikrafttræden til efter et folketingsvalg.

Lad danskerne blive hørt først. Det er det eneste rimelige. Det er det eneste værdige.

Jeg håber, at der blandt mine kollegaer i Venstre, Det Konservative Folkeparti, Liberal Alliance og DF vil være tilsammen de nødvendige 60 gode mænd og kvinder, der i denne sag, vil sætte den private ejendomsret og mindretalsbeskyttelsen først og kræve udskydelse af loven til efter et valg.

Vi har tre hverdage fra i dag til at lade vores protest høre. Derefter er det for sent. Så er de ulovlige handlinger blåstemplet af Folketinget.

Baggrunden er alvorlig

Den 4. november beslutter regeringen, at alle mink i Danmark skal aflives inklusive avlsdyr.

Med denne beslutning nedlægges de facto minkerhvervet i Danmark, og staten bliver erstatningspligtig for ekspropriationen af helt erhverv. En regning på et tocifret milliardbeløb, som danskerne skal betale.

Ekspropriationen er foregår uden den lovhjemmel, som Grundloven foreskriver, og uden at forelægge sagen for Folketinget.

Hele det forløb vil nu blive gransket af Folketinget i et formelt forløb, hvor statsministeren og de øvrige ansvarlige ministre vil blive afhørt og sagens rette sammenhæng blive blotlagt for danskerne.

Det ser jeg frem til.

Én ting står dog allerede nu lysende klart: Minkavlerne og de virksomheder, som har levet af minkerhvervet, har krav på fuld erstatning for deres tab.

Retten til fuld erstatning fremgår af Grundloven, og den kan ingen nok så magtfuldkommen statsminister fifle med.

Erstatningen skal udbetales – og det kan kun gå for langsomt – uanset at regeringen har handlet pivulovligt gennem hele forløbet.

Det ændrer ikke en tøddel på statens ansvar, at regeringen og venstrefløjen nu her – ret post festum må man sige – forsøger at få en lov på plads, der blåstempler regeringens lovbrud.

Så det er ingen undskyldning at lade loven passere af hensyn til udbetaling af erstatning. Erstatningerne SKAL udbetales uanset om regeringens beslutning var ulovlig og stadigvæk er det.

Grundlovens paragraf 73

§ 73. Stk. 1. Ejendomsretten er ukrænkelig. Ingen kan tilpligtes at afstå sin ejendom, uden hvor almenvellet kræver det. Det kan kun ske ifølge lov og mod fuldstændig erstatning.

Stk. 2. Når et lovforslag vedrørende ekspropriation af ejendom er vedtaget, kan en trediedel af folketingets medlemmer indenfor en frist af tre søgnedage fra forslagets endelige vedtagelse kræve, at det først indstilles til kongelig stadfæstelse, når nyvalg til folketinget har fundet sted, og forslaget påny er vedtaget af det derefter sammentrædende folketing.

Stk. 3. Ethvert spørgsmål om ekspropriationsaktens lovlighed og erstatningens størrelse kan indbringes for domstolene. Prøvelsen af erstatningens størrelse kan ved lov henlægges til domstole oprettet i dette øjemed.

Regningen skal betales uanset hvad

Minkskandalen kommer uanset hvad til at koste danske skatteydere et tocifret milliardbeløb i erstatninger.

For selvfølgelig er staten erstatningspligtig, når man lukker virksomheder, stopper produktion og gør investeringer værdiløse.

Mette Frederiksens uansvarlige omgang med loven giver en regning, som vi alle sammen hæfter for solidarisk. Sådan må det være i et retssamfund.

Ekspropriation er det, når staten overtager ens ejendom. Det kan man godt, hvis det vurderes at være nødvendigt og til gavn for almenvellet.

Men når staten på den måde konfiskerer andres ejendom, lukker deres virksomheder og forhindrer dem i at drive forretning og tjene til føden, har de som borgere krav på fuld erstatning.

Den fulde erstatning skal udbetales uanset, om regeringen har loven med sig eller loven imod sig.

Minkavlernes erstatningssager kan derfor godt og bør også snarest muligt gå i gang, selv om vi i de blå partier stiller Mette Frederiksen til ansvar i mødet med danskerens stemme.

Sundhedsmyndighederne undsiger regeringen

”Og hvad så med folkesundheden?”, vil nogen måske spørge.

Dertil er der at sige, at Statens Seruminstitut aldrig har anbefalet at lukke minkerhvervet. Det er ikke det, den sundhedsfaglige anbefaling gik på.

Man kunne godt have valgt en løsning, hvor minkerhvervet kunne have fortsat ved at lade avlsdyrene overleve. Men det indgik ikke i regeringens planer.

Regeringen har i den grad misbrugt de faglige anbefalinger til at fremme deres eget politiske projekt, som gik ud på at få alle mink væk og erhvervet nedlagt.

Det fik den 1. december Statens Seruminstitut til at frabede sig at blive taget til indtægt for regeringens ulovlige og rent politiske beslutninger i det lovforslag, som skal renvaske regeringen.