Kampen mod Corona bliver dyr. Vi bliver alle påvirket. Mange vil blive syge, og måske vil mange dø af sygdommen.
Hvor mange ved vi ikke. Det er mit håb, at de forholdsregler, som vi tager, vil svække epidemien, så færre danske familier i den kommende tid skal opleve den sorg, det er at miste et familiemedlem for tidligt til en sygdom, som der ikke er nogen kur mod.
Derfor støtter jeg og Nye Borgerlige de skridt, regeringen tager, velvidende at de er vidtgående og indgribende. Og vi erkender, at de økonomiske konsekvenser kan blive meget store.
Større for nogle end for andre.
Sygdommen rammer tilfældigt og uretfærdigt. De, der bliver ramt, skal vi hjælpe så godt, vi kan. Der skal ikke spares nogen anstrengelser i kampen for at redde liv.
På samme måde skal vi gøre, hvad vi kan for i fællesskab at hjælpe dem, der kommer til at bære den økonomiske byrde.
Lønkompensation er ikke nok
Regeringen har i dag sammen med arbejdsgiver- og lønmodtagerorganisationerne fremlagt en plan for lønkompensation til de virksomheder, som vil beholde deres medarbejdere frem for at fyre dem.
Det støtter vi. Det er en fornuftig plan, som fordeler en del af byrden mellem staten, arbejdsgivere og lønmodtagere.
Hvis den bliver brugt fornuftigt, vil den hjælpe til, at vi efter krisen kan komme hurtigere i gang igen.
Men lønkompensation vil ikke kunne bruges af alle. Den vil ikke være til megen nytte for de fleste små virksomheder og for de selvstændige, som står uden indtægter i den kommende tid.
Aftalen kræver, at man fortsætter med at betale 25% af lønnen til eventuelle medarbejdere, men når små virksomheden ikke tjener noget ind til virksomheden og end ikke kan betale deres egne regninger, er det ikke muligt at lægge 25% af lønnen til de eventuelle ansatte oveni. For dem er fyringer nødvendige og konkurser truende.
Derfor er det betryggende at høre, at regeringen er klar over, at man med aftalen om lønkompensation ikke er i mål endnu.
Ved de kommende forhandlinger vil jeg og Nye Borgerlige kæmpe for, at de selvstændige og de små, virksomheder får en hjælpende hånd.
Jeg håber, regeringen vil være lydhør, for der er i Danmark 1000vis af små, selvstændige virksomheder, som ellers kommer til at miste alt i den kommende tid.
Udbetal de indefrosne feriepenge nu
Desuden mener vi i Nye Borgerlige, at staten bør udbetale de 75 milliarder kroner i indefrosne feriepenge til danskerne og gøre det nu.
Det er danskernes egne penge, som de selv har tjent, og som familierne har brug for at få nu – ikke når de går på pension. Det er penge, der kan være med til at holde gang i hjulene og sikre, at flere kan beholde deres job gennem krisen.
Staten kan udbetale pengene med det samme, og virksomhederne kan så indbetale dem efterhånden, som likviditeten i virksomheden er til det.
Du kan læse mere om vores forslag om udbetaling af de indefrosne feriepenge her….
Kærlig hilsen
Pernille