29.05.2019 Da mine børn var små, blev de passet ude.

Det var den eneste måde, vores liv kunne hænge sammen på med selvstændig virksomhed og en ung familie, der havde fået foden under eget tag.

Vi arbejdede mindre end de fleste, tjente derfor også mindre og satte tæring efter næring. Men børnene blev passet ude.

Jeg var heldig, for det var nogle kompetente og omsorgsfulde voksne, jeg blev mødt med i institutionen. Mine børn havde det godt, og jeg var tryg, når jeg afleverede dem.

Men sådan er det ikke for alle. Og sådan har det ikke været i de 22 institutioner i Københavns Kommune, som TV2 har lavet dokumentar om.

Vi konfronteres med hjerteskærende optagelser af voldsomme omsorgssvigt af små børn, som skulle mødes med kærlighed, empati og kompetence, men som i stedet hundses med, udskammes og efterlades ulykkelige og alene i en kaotisk hverdag.

Det gør ondt helt ned i maven at se på. Og det gør også ondt at vide, at kommunen ikke har evnen til at rette op. Svaret fra kommunen er læreplaner, dokumentation, tilsyn, kontrol og flere excel-ark.

Det løser ikke noget. Man kan ikke DJØF’isere sig til empati og omsorg.

Hvis jeg havde haft muligheden, havde jeg beholdt børnene hjemme, til de skulle i børnehave. Men samfundet er ikke indrettet med de muligheder, så familierne kan bestemme selv.

Nye Borgerlige vil give danskerne mere fred og frihed til familielivet. Derfor må vi lave systemet om.

Det vil vi gøre ved at give husstande med et barn mellem 1 og 3 år et beskæftigelsesfradrag, som i værdi svarer til den udgift, kommunen i dag har til en vuggestueplads.

I vores politik har vi desuden indført en ret for alle til uden modkrav at modtage en basisydelse på 6.000 kroner om måneden skattefrit, og vi har hævet familieydelsen i form af basisydelse til børn til 1.500 kroner om måneden.

Basisydelsen er forbeholdt danske statsborgere, mens beskæftigelsesfradraget vil være for alle på arbejdsmarkedet – både lønmodtagere og selvstændige.

Familien får dermed en reel mulighed for selv at prioritere, om man vil passe sine børn hjemme, eller sende dem i et pasningstilbud.

Udgifterne for kommunen og staten vil være de samme, men valgmulighederne for familierne flere.

For enlige forsørgere vil det ikke være en reel mulighed for ret mange at benytte et beskæftigelsesfradrag. Derfor er dette forslag ikke en løsning på kvalitetskrisen i de offentligt finansierede pasningstilbud.

Det ansvar står politikerne med i dag, og det skal løftes.

Mange hilsner
Pernille