Peter Seier Christensens blog 14.08.2017

Næsten daglige skyderier. Fund af en håndgranat, en skarpladt Uzi maskinpistol samt en oversavet pumpgun på en ungdomsklub på Nørrebro. Københavns Politi advarer unge mænd i alderen 17-25 år mod at færdes i områderne omkring Nørrebro, Husum og Ryparken Station. Og hvis de alligevel gør det (det kunne jo tænkes, at de bor der, eller at deres venner gør) bør de undlade at ligne bandemedlemmer.

Det er nogle af de seneste nyheder. Prøv at gøre tankeeksperimentet, at borgerne for 30 år siden havde haft mulighed for at læse en uges aviser fra 2017. Der havde været ramaskrig. Når udviklingen foregår gradvis, er der en tendens til, at man vænner sig til det. Det skal vi ikke gøre. Vi skal ikke finde os i det. Hvornår er nok nok. Aldrig, hvis ikke vælgerne sætter foden ned og siger netop: nok er nok!

Vi skal gøre det, som skal til. Problemerne løses ikke med de nuværende lappeløsninger, og tiltag som er for små, og som kommer for sent. I Danmark skal vi sætte danskernes interesse højest. Ikke alle mulige andres. De danske politikere skal varetage danskernes interesserer. Ikke alle mulige andres.

Står internationale konventioner i vejen må de omfortolkes, ignoreres, eller opsiges. EU kan kritisere os og de politisk korrekte og selvfede kendisser kan skamme sig endnu mere over at være danskere. Det kan vi ikke tage os af.

Det er en illusion at tro, at vi kan få problemerne til at gå væk med et fingerknips. Det påstår Nye Borgerlige heller ikke, at vi kan, om vi så fik 90 mandater. Men vi skal erkende problemerne og beslutte, at vi ikke VIL acceptere dem. At vi vil gøre alt, som står i vores magt for at reducere problemernes omfang.

Nye Borgerlige foreslår:

  • At kriminelle udlændinge skal udvises efter første dom.
  • At personer, som er tildelt danske statsborgerskab ved lov, skal fratages dette og udvises, hvis de idømmes fængselsstraf.
  • At straffen for personfarlig kriminalitet skaL sættes op.
  • At udlændinge skal være selvforsøgende. Det vil nedbryde ghettoerne fremfor at opbygge dem.
  • At al tildeling af asyl i Danmark stoppes

Peter Seier Christensen